Fra Jesus-lever.dk/Af Eskild Skov Særkjær.
Desuden oplyser astronomien os om, at de for øjeblikket kan ’se’ galakser og stjerner så langt ude som 2000 millioner lysår borte. Et enkelt lysår er som bekendt den tid, det tager at komme frem, hvis man rejser med lysets hastighed, som er 300.000 km/sek.
Med den fart tager det kun et sekund at nå til månen, og otte min. at nå til solen. Forestil dig så, hvor mange km. man kan nå ud i universet på et år, som er det samme som et lysår. Jeg har regnet på tallene og er kommet frem til, at man så er kommet så langt ud som 9,4 trillioner km.
Men dette var kun på et år/lysår. Hvis der er nogen, som har lyst, så skal I bare gange 9,4 trillioner km. med 2000 millioner, så har vi afstanden til det sted i universet, hvor forskerne kan se til lige nu – og dér ser de stadig stjerner og galakser.
Så stor er Gud, at han har skabt alt dette. Hvordan kan mennesker dog tro, at alt dette er kommet ved en tilfældighed? Alle detaljer i dette store Verdensrum vidner om Gud som skaber og formgiver.
Dens milliarder af stjerner/planeter bevæger sig alle i hver sin bane med en fantastisk præcision og uden nogen form for uorden, og det taler til os om en alvis og almægtig Skaber; han, som ikke bare skabte Universet, men som også opretholder det.
Alt i universet er så præcist, at det bliver beskrevet som det mest præcise, der findes. Fx er det en kendt sag, at Jorden roterer om Solen år efter år i en nøje fastlagt bane, som tager nøjagtig 365 dage, 5 timer, 48 min. og 48 sek., efterfulgt af nogle brøker, som kun kan måles præcis med et atomur.
Universets og planeternes præcision er blevet omtalt som det mest fuldkomne maskine, der findes, og vidner for os om en almægtig Gud og Skaber. Det er Ham, som har sat planeterne i bevægelse, hver i sin bane og i hver deres præcision. Og det er også Ham, som fortsat holder alt dette i bevægelse.
En sådan nøjagtighed og præcision kunne umulig blive til ved nogle helt tilfældige processer, som Darwinister påstår. Det er utroligt, at de hellere vil tro på blinde tilfældigheder end at tro på Gud som Skaberen.
Hvad er der på den anden side, dér, hvor Universet ender?
Kosmologiens forskning fortæller os, at der fortsat er galakser og stjerner, så langt de kan måle det [foreløbig 2000 millioner lysår]. Men, siger de, måske fortsætter universet i al evighed.
Her kommer vi til et stort menneskeligt problem. Vi kan kun begribe det, som har en begyndelse og en ende. Vores tankeverden kan ikke rumme, at der ikke har været en begyndelse, og vi kan ikke fatte, at universet kan være uendeligt. Vores begrebsverden fortæller os, at det må da ende et sted!
Men hvis universet virkelig er uendeligt, og det er der meget, der tyder på – så er også dette et mægtigt vidnesbyrd om den uendelige og ufattelige evighed, som den evige og almægtige Gud og Skaber vil give enhver, som tror på Ham.
Ligeså stort et problem er det for den menneskelige tanke, hvis nogen siger, at Universet må ophøre [fordi det andet er for ufatteligt]. For så kommer spørgsmålet næsten helt automatisk: Hvad er der så på den anden side?
Andre forestiller sig, at Universet muligvis afløses af et tomrum et eller andet sted derude. Men så vil selv dette tomrum vidne om, at Universet fortsætter. Andre har spurgt, vel nærmest for at beskrive det ufattelige: Stopper det hele med en slags mur? Sikkert ikke! Men hvis det var tilfældet, så ville næste spørgsmål være: Hvad er der så på den anden side af muren?
Universet kan da ikke bare holde op! Der må være et eller andet, som afløser stjernerne og galakserne. Måske er det Guds Himmel, som ligger dér, hinsides tid og rum, der, hvor Han bor fra evighed til evighed?
Gud skabte alle stjerner og gav dem meningsfyldte navne
Vi læste før i Esaj 40:26, at Gud har givet alle stjerner navne. Jeg har hørt nogle påstå, at det ville være umuligt. Men, hvis vi virkelig tror på en almægtig Gud, som har skabt alt, så er det vel ikke så svært at tro, at Han også skulle være i stand til at give alle stjerner navne. Selvfølgelig kunne Gud gøre dette – og vi ved, at Han også gjorde det, fordi Han har sagt det til os.
Gud har selvfølgelig ikke navngivet disse stjerner tilfældigt, men for, at de på forskellig måde skulle være et evigt vidnesbyrd om Hans storhed og almagt.
I Salme 19:1 lovpriser David det, Gud har skabt, og siger: "Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk". Det betyder konkret, at Himlen, såvel som alle de stjerner, som vi kan se, skal forkynde/vidne om Guds evige frelsesplan.
Ældgammel Persisk og Arabisk astronomi, skabelsesberetninger og historie vidner nemlig om, at Gud fra begyndelse har givet Adam og dermed menneskeheden kendskab til mange af stjernernes og stjernebilleders navne, og denne viden blev givet videre fra slægtled til slægtled gennem vismænd, som forstod sig på tiderne, og som kunne gøre rede for ’Guds tale’, i stjernerne.
De blev meget tidligt i menneskets historie kaldt for Astronomer [Astron+nomos = stjerne+lov]. Mange tror, at alt det med stjerner og stjernebilleder er et Hedensk påfund. Her er det vigtigt at skelne mellem Astronomi, som har en Gudsgiven oprindelse, og Astrologi, som er en forvansket og fordrejet efterligning.
Astrologien bliver beskrevet som ’at være læren om stjernernes og himmellegemers betydning for det enkelte menneskes skæbne og livsløb’. Ifølge Bibelen er astrologien forbudt, fordi den fører til frafald fra Gud, jfr. Esaj47:12-15.
Udlægningen af Job 38:31-32, hvor Gud omtaler stjernenavne og stjernebilleder
Jeg har gennem mange år været interesseret i stjernernes navne og deres Gudgivne betydning, som er overleveret os fra ældgammel tid, fx fra de ældgamle ’Denderah dokumenter’, som er optegnet 2000 år før Kr. og som nok er de ældste, bevarede Astronomiske optegnelser.
Disse er tilgængelige den dag i dag, idet der er udgivet mange bøger, som beskriver stjernernes oprindelige navne indgående4. Her vil jeg dog nøjes med, bl.a. ud fra disse kilder, at citere og kommentere de to vers i Job 38:31-32, hvor Gud henviser til forskellige stjerner og stjernebilleder, idet han udfordrer Job og spørger ham, om han kan gøre det, som Gud har gjort: " Knytter du Syvstjernens bånd, kan du løse Orions lænker? Lader du Aftenstjernen gå op i tide, leder du Bjørnen med unger?"
Det sidste vers er ikke gengivet helt korrekt fra grundsproget, for her bliver ’dyrekredsens stjernebilleder’ også omtalt. Jeg citere derfor vers 32 igen, som det står i den Hebraiske grundtekst: "Kan du føre dyrekredsens stjernebilleder frem i rette tid?" Eller "kan du lede Store Bjørn med sine unger?"
Disse stjerner og stjernebilleder kan stadig ses på nattehimlen, og er selvfølgelig kun en lille del af de utallige stjerner og stjernebilleder, som er synlige på nattehimlen. De fleste kender nok de syv stjerner i Karlsvognen, men, hvad de fleste måske ikke ved, er, at disse stjerner også er en del af stjernebilledet Store Bjørn, som Gud omtaler i Job. 38.
Og en af dens unger er ’Lille Bjørn’, som vi finder på himlen i umiddelbar nærhed af Store Bjørn. ’Orions bælte’ er et andet kendt stjernebillede. Det samme er tilfældet med ’Syvstjernens bånd’, som dannes af en stjernehob. Dertil kan nævnes vigtige stjerner og stjernebilleder som Sydkorset og Slangen. Tilsammen fortæller de på forskellig og enestående måde Evangeliet om Jesus Kristus.
Dengang Job levede, var disse stjernenavne kendte, og der er grund til at formode, at Job selvfølgelig også kendte til disse stjerner og deres navne, eftersom vi af kap. 9:8-10 ser, at det faktisk var Job selv, som i en beskrivelse af Guds almagt først bragte disse – og andre stjerner og deres navne - på bane.
Vi skal nu se på nogle af disse stjerner og stjernebilleders navne, som bliver omtalt i Bibelen, og deres oprindelige betydning. Stjernebilledet Orion vises på himlen som en jæger med et bælte om lænden, og han har sin venstre fod på sin fjende. Orions bælte betyder på Hebraisk: ’Han kommer frem som et lys’. Flere stjernenavne i dette stjernebillede fortæller, at ’han, som kommer fra kvisten’ og ’han, som er såret i hælen’.
Alle stjerner fortæller på forskellig måde om Jesu sejr over fjenden. Store Bjørn og Lille Bjørn, som tydeligt kan ses fra den nordlige halvkugle, fortæller, at ligesom bjørnen våger over sine unger, således våger ’den store hyrde’, som en af stjernerne hedder, over sin hjord.
Det Hebraiske ord for ’Store Bjørn’ betyder ’Den store flok’, og dens stjernenavne henviser til hyrdens får som ’det, som er talt’, som en af dens stjerner hedder. Andre stjernenavne beskriver ’det, som er købt’ og ’fåreflokken, som er udvalgt’, for bare at nævne 2 navne. Lille Bjørn betyder indhegningen/sikkerhed. Dens stjernenavne fortæller om at ’vente på ham, som kommer’ og ’den forløstes forsamling’.
Hvilken fantastisk Gud vi har, som har skabt dette vidnesbyrd om sig selv på himlen.
