Fra Wga.hu/Den 10. oktober 1517 naglede den Augustinske munk, Martin Luther (1483-1546), sine 95 teser på døren til slotskirken i Wittenberg. Blandt andet angreb teserne den nye aflads-forretning, der prædikedes af Den Dominikanske prædikant, Johann Tetzel (1465-1519), og blev groft misbrugt. Faktisk var den praksis, at give de troende eftergivelse for straf, mens de endnu var skyldige i tilgivet synd, til gengæld for penge, drevet af økonomiske motiver. Især bidrog den i høj grad til finansieringen af den monumentale genopbygning af Peterskirken i Rom, som blev påbegyndt i 1506, hvilket slugte enorme pengesummer.
Luther’s teser, som markerede begyndelsen af Reformationen, var meget kontroversielle, og i 1518 blev han opfordret til at forsvare dem i en debat, der afholdtes i Augsburg. Han nægtede at afsværge dem, og i de følgende år bestred han Paven’s og Rådet’s ufejlbarlighed i en række debatter, kendt som Leipzig Disputatser. I 1520 udgav han sin kritik i to afhandlinger – ”Til de kristne adelsmænd i den Tyske nation” og ”Om Kirkens Babyloniske fangenskab”, hvor han angreb det pavelige hierarki og satte spørgsmålstegn ved gyldigheden af de syv sakramenter.
I ”Friheden hos et Kristent menneske” udarbejdede han sin nøglelære om retfærdiggørelse ved tro: Et syndigt menneske kan ikke opnå frelse ved egen indsats og gode gerninger, men kun ved Guds nåde, som skænkes ham ved tro. Luthers lære, med kravet om en "reform af Kirken i hoved og lemmer," blev hurtigt og entusiastisk taget op. I første omgang forsøgte kirke og kejser at undertrykke den: I 1521 blev et kejserligt forbud erklæret om Luther og hans tilhængere ved Kurfyrstendømmet i Worms. Det var på det tidspunkt, at Kurfyrsten Frederik den Vise af Sachsen (kurfyrste 1486-1525) indrømmede Luther beskyttelse i Wartburg Slot, hvor flygtningen - nu "godsejer Georg" - begyndte at oversætte Bibelen til Tysk.
Reformationen spredte sig hurtigt i hele Tyskland, forstærket af afgørelsen fra kejser Karl V. i Rigsdagen i Speyer i 1526 om at give regenter trosfrihed. I 1532 blev kejseren tvunget til at ophæve resolutionerne fra Kurfyrstendømmet Worms i den ”Religiøse Fred i Nürnberg”, da mange fyrster og byer havde konverteret til den Reformerte tro. Før sin død i 1546 havde Luther formuleret sin utrættelige kritik af pavedømmet i et endeligt arbejde, ”Imod pavedømmet i Rom, som er iværksat af Djævelen”.
Ti år senere blev adskillelsen af Protestantiske og Katolske kirker endeligt anerkendt i lovgivningen i ”Freden i Augsburg” af 1555. Men i de første år af Reformationen opstod der talrige grupperinger. De adskilte sig markant ved styrken af deres modstand mod Paven, og i hovedlinjerne i deres sociale og politiske krav, og selv Luther kunne ikke forene dem. Der var også dybtgående politiske forskelle.
Da Reformatoren, Thomas Müntzer (1490-1525), satte sig i spidsen for bonde-oprørerne i Thüringen, der ligesom ligesindede kammerater i store dele af det sydlige Tyskland rejste sig mod deres herskere i voldelige oprør under bondekrigen 1524/25, brød Luther fuldstændigt med Müntzer ved aldeles at fordømme opstanden.
I sine teologiske kampe krydsede Luther også klinger med Erasmus, som trods sin kritik af pavedømmet i ”Folly til ære” gik ud imod Reformationen. Meget individuelle holdninger blev antaget af Zürich-præsten, Ulrich Zwingli (1484-1531), der i virkeligheden var påvirket af Erasmus, og senere, i Genève, af Jean Calvin (1509-1564). Begge mænd havde mange efterfølgere i Schweiz.
I ”Marburg Religious Colloquy” af 1529 kom det til et personligt sammenstød mellem Luther og Zwingli om fortolkningen af den sidste nadver, og ingen aftale var mulig mellem de to Reformatorer. I modsætning hertil støttede den Humanistisk-uddannede Philipp Melanchthon (1497-1560), der underviste i Græsk ved universitetet i Wittenberg, Luther lige fra første færd, og arbejder af ham som den Augsburgske bekendelse af 1530 skabte grundlag for Den Lutherske Lære.
Et centralt mål for alle Reformisterne var den blinde ærbødighed for billeder, som var sædvanlig i den Romersk-Katolske kirke. For mange Reformatorer var det ikke blot umuligt at skabe et billede af Gud (som ved sin natur var hævet over enhver skildring), det var også blasfemisk at prøve på det, som det Bibelske forbud mod "Gudebilleder" gjorde det klart.
Desuden var der ofte levn, omgivet af skulpturer, der kaldtes Relikvier, mod hvem Reformatorerne ligeledes kraftigt afviste at være ærbødig. Endelig var en anden årsag til fjendtligheden, at fremvisningen af farverig pragt - ofte overdådigt forgyldt, malede eller udskårne billeder - ikke var der for at udtrykke Guds herlighed, men for at skilte med donorens rigdom og hans ophøjede sociale position. Kritik af denne slags billeder og ærbødighed for dem var der selvfølgelig givet udtryk for igen og igen lige siden Kirkens tidligste dage. Men forsvarere af billederne havde påpeget, at Gud - i skikkelse af Jesus - faktisk havde påtaget sig menneskelig skikkelse, og derfor kunne blive afbildet.
Desuden hævdede de, at billeder tjente som bøger for analfabeter, og at tilbedelsen ikke var rettet mod de kunstværker, der var skabt af menneskehånd, men kun mod det, de repræsenterede. Desuden blev der sondret teoretisk mellem den tilbedelse, som kun bør ofres til Gud, og den ærbødighed, der bliver tildelt et billede.
Men sådanne argumenter gjorde intet for at tilskynde til en mere sympatisk holdning til billeder blandt Reformatorerne, især fordi for mange i befolkningen i ærbødighed for billeder af det hellige havde opnået en stærk bismag af overtro fra det tidlige 16. århundrede.
Erasmus selv havde ironisk nok i ”Folly til ære” observeret, at folk var "mærkelige væsener, der klynger sig til overtro, som gennem tåbelighed, gør dem glade. Hvis de har været så heldig at se en træstatue eller et andet billede af deres Polyfem, St Christopher, tror de, at de er sikret fra livsfare den dag."
Desuden stod materiel interesser ofte bag ærbødigheden overfor kultiske billeder. Pilgrimsrejser til et sådan angiveligt undergørende billeder blev ofte forbundet med aflad, og ligeså de steder, der tiltrak et stort antal pilgrimme. Som i moderne centre for turisme skal den økonomiske fordel for de berørte byer ikke undervurderes. Et berømt eksempel var pilgrimsrejsen til "Fair Virgin" i Regensburg, hvor Michael Ostendorfer (ca. 1494-1559) blev afbildet i et træsnit omkring 1520. Blot få måneder før opførelsen af en midlertidig valfartskirke var en synagoge på samme sted blevet ødelagt, og Jøderne drevet ud af byen. Under nedrivnings-arbejdet formodedes en arbejder at have overlevet et alvorligt fald. Dette mirakel blev tilskrevet "Fair Virgin" - en ærbødigheds-handling, der også blev fortolket som et tegn på, at Guds Moder godkendte aktionen mod Jøderne.
Kort efter gav Paven aflad for pilgrimsfærd, og som et resultat heraf strømmede pilgrimme til Regensburg. Byen fik hurtigt fremgang bort fra den tidligere økonomiske stagnation. Men Reformatorerne fordømte venerationen og kommercialiseringen af "Fair Virgin." Dürer, der ejede et eksemplar af Ostendorfer-træsnittet, var blandt dem, der var meget kritisk, og han bemærkede: "Dette spøgelse er opstået imod Den Hellige Skrift i Regensburg, og er tilladt af biskoppen, fordi det er hensigtsmæssigt i øjeblikket. Gud hjælpe os til ikke at vanhellige Kristi respektfulde Moder på denne måde, men at ære hende i Hans navn.”
Selvom Reformatorerne blev forenet i deres kritik af helgen-billeder, var de alligevel forskellige i deres meninger om, hvordan man skulle behandle de eksisterende værker, som fyldte kirkerne. Mens Luther behandlede fjernelse af billederne med forholdsvis lidt lidenskab, og sandsynligvis ville have fjernet dem fra kirkerne uden nogen dikkedarer, indtog hans kollega, teologen Andreas Bodenstein von Karlstadt (ca. 1480-1541), en langt mere radikal holdning.
Efter at de kommunale myndigheder i byen Wittenberg havde udstedt en "Ordre for byen Wittenberg", dateret den 24. januar 1522, der krævede fjernelse af billeder fra kirkerne, udsendte Karlstadt kun tre dage senere en pjece om "afskaffelse af billeder." I den klager han over, at fulde tre dage efter ediktet, var kunstværker stadig ikke blevet fjernet. Dette førte til den første billedstorm i begyndelsen af februar i by-kirken i Wittenberg, hvor "malede afguder" blev revet ned af Karlstadt og hans tilhængere. Luther reagerede på denne grove indtrængen med en endnu mere moderat holdning til kunstværker. Han mente, at det var vigtigere at udvikle et nyt forhold til dem, baseret på de nye doktriner, end det var at fjerne dem. Ulovlige handlinger var ikke nødvendige.
Billedstormen i Wittenberg blev fulgt af mange lignende angreb på kunstværker andre steder, bl.a. i Zürich i september 1523. Der havde Reformatoren, Leo Jud (1482-1542), prædiket fjernelse af afguder, hvorefter altertavler, krucifikser og statuer af helgener blev smadret og vievand spottet.
Selvom Zwingli var enig i fjernelse af billederne, talte han mod brugen af enhver form for magt. Han anbefalede at dække skulpturerne i kirkerne og lukke de vingede altre, som det alligevel skete i fasten, således at de mere kunstfærdige indersider af altertavlerne, der forårsagede lovovertrædelserne, skjultes. Zwingli erklærede også, at billederne ikke burde udsættes for hån. I overensstemmelse med disse principper forlangte han, at billedstormerne skulle straffes.
I Zürich oktober 1523 blev Messeofferet afskaffet og fjernelse af billederne aftalt. Efterfølgende blev alle kunstværker og klenodier i Zürich fjernet fra kirkerne på en ordentlig måde. I de senere dage tolererede Zwingli kunstneriske fremstillinger, så længe de ikke blev æret, men blev læst som fortællinger.
Blandt Reformatorerne var det Calvin, som indtog den mest radikale holdning til religiøse værker, og forordnede, at troende intet billeder skal gøre af nogen form for Gud.
De billedstormere, som voldeligt ødelagde kunstværker i hele den nordlige del af Holland i 1566 og "rensede" kirkerne fra top til bund, retfærdiggjorde deres handlinger med henvisning til Calvins lære. Denne ødelæggelses-handling forklarer, hvorfor så få malerier fra før 1566 har overlevet i Holland.
------------------------------------------------------------------------------------------------------
"Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud." 2 Mos 20, 4-5a.
