Amazing Grace: Historien om John Newton.

[John Newton - 1725-1807]
Fra Anointedlinks.com/
Af Al Rogers.

"Amazing Grace, how sweet the sound ..." Sådan begynder en af de mest elskede salmer til alle tider, en stående salme i salmebøgerne indenfor mange trosretninger, New Britain eller "45 på toppen" i Sacred Harp. Forfatter til ordene var John Newton, den selvudråbte usling, der engang var fortabt, men så blev fundet, reddet af Amazing Grace (den forunderlige nåde).

Newton blev født i London den 24. juli 1725, søn af en kommandør på et handelsskib, der sejlede i Middelhavet. Da John var elleve, stod han til søs med sin far og fik seks sejladser med ham, før den ældre Newton trak sig tilbage. I 1744 blev John tvangserhvervet til tjeneste på et krigsskib, HMS Harwich. Da han fandt forholdene om bord utålelige, deserterede han, men blev hurtigt fanget igen og offentligt pisket og degraderet fra kadet til almindelig sømand.

Endelig blev han, efter eget ønske, udvekslet til tjeneste på et slaveskib, der bragte ham til Sierra Leone’s kyst. Han blev så tjener for en slavehandler og blev brutalt mishandlet. Tidligt i 1748 blev han reddet af en kaptajn, der havde kendt John’s far. John Newton blev til sidst kaptajn på sit eget skib, der besejlede slavehandelen.

Selv om han havde nogen tidlig religiøs undervisning fra sin mor, der var død, mens han var barn, havde han for længst opgivet al religiøs overbevisning. Men på en hjemrejse, hvor han forsøgte at styre skibet gennem en voldsom storm, oplevede han det, han senere henviste til som sin "store udfrielse." Han skrev i sin dagbog, at da alt syntes tabt og skibet sikkert ville synke, udbrød han: "Herre, forbarm dig over os." Senere i sin kahyt tænkte han over, hvad han havde sagt, og begyndte at tro, at Gud havde henvendt sig til ham gennem stormen, og at nåden var begyndt at arbejde for ham.

Resten af sit liv betragtede han årsdagen den 10. maj 1748 som dagen for hans omvendelse, en dag med ydmygelse, hvor han overgav sin vilje til en højere magt. "Gennem mange farer, puklen og snarer, er jeg allerede kommet; Hans nåde har bragt mig sikkert hertil, og nåden vil føre mig hjem." Han fortsatte i slavehandelen en tid efter sin omvendelse, men han sørgede for, at slaverne under hans pleje blev behandlet humant.

I 1750 giftede han sig med Mary Catlett, i hvem han havde været forelsket i mange år. I 1755, efter en alvorlig sygdom, opgav han søfarten for altid. I løbet af dagene som sømand var han begyndt at uddanne sig og lære sig selv bl.a. Latin. Fra 1755 til 1760 var Newton tilsynsførende med tidevandet i Liverpool, hvor han kom til at kende George Whitefield, hjælpepræst i ”Church of England”, evangelisk prædikant og leder af den Calvinistiske ”Methodist Church”. Newton blev Whitefield’s begejstrede discipel. I denne periode mødte Newton også og kom til at beundre John Wesley, stifteren af Metodismen. Newtons selvuddannelse fortsatte, og han lærte sig Græsk og Hebraisk.

Han besluttede at blive præst, og ansøgte ærkebiskoppen af York om ordination. Ærkebiskoppen afviste hans anmodning, men Newton fastholdt sit mål, og han blev efterfølgende ordineret af biskoppen af Lincoln og accepterede embedet i Olney, Buckinghamshire. Newtons kirke blev så overfyldt under tjenesterne, at den måtte udvides. Han prædikede ikke kun i Olney, men også i andre dele af landet. I 1767 slog digteren William Cowper sig ned ved Olney, og han og Newton blev venner.

Cowper hjalp Newton med hans gudstjenester og på hans ture til andre egne. De holdt ikke kun en regulær ugentlig gudstjeneste, men begyndte også en række ugentlige bønnemøder, og deres mål var at skrive en ny salme til hver enkelt. De samarbejdede om flere udgaver af ”Olney Hymns”, der opnåede varig popularitet. Den første udgave, der blev offentliggjort i 1779, indeholdt 68 stykker af Cowper og 280 af Newton.

Blandt Newtons bidrag er - stadig er elsket og sunget i dag - ”How Sweet the Name of Jesus Sounds” og "Glorious Things of Thee Are Spoken” såvel som "Amazing Grace". "Amazing Grace" var muligvis en af de salmer, der blev skrevet til en ugentlig tjeneste, da den sandsynligvis blev komponeret i Olney imellem 1760 og 1770. Gennem årene har andre forfattere skrevet flere vers til den salme, der blev kendt som "Amazing Grace" (den var derfor ikke berettiget til ”Olney Hymns”), og eventuelt er vers fra andre Newton salmer blevet tilføjet. Men det er de seks strofer, der - med mindre stave variationer – ses både i den første udgave fra 1779 og i 1808 udgaven, der er nærmest datoen for Newtons død. Den dukkede op under overskriften ”Faith’s Review and Expectation”(Tros bedømmelse og forventning), sammen med en reference til Første Krønikebog kapitel 17 vers 16 og 17:

Amazing grace! (how sweet the sound)
That sav’d a wretch like me!
I once was lost, but now am found,
Was blind, but now I see.

Twas grace that taught my heart to fear,
And grace my fears reliev’d;
How precious did that grace appear,
The hour I first believ’d!

Thro’ many dangers, toils and snares,
I have already come;
’Tis grace has brought me safe thus far,
And grace will lead me home.

The Lord has promis’d good to me,
His word my hope secures;
He will my shield and portion be,
As long as life endures.

Yes, when this flesh and heart shall fail,
And mortal life shall cease;
I shall possess, within the veil,
A life of joy and peace.

The earth shall soon dissolve like snow,
The sun forbear to shine;
But God, who call’d me here below,
Will be forever mine.


Melodiens oprindelse er ukendt. De fleste salmebøger forklarer den som en tidlig Amerikansk folkemelodi. Bill Moyers gættede særligt på, at "Amazing Grace” kunne have sin oprindelse som tonerne til en sang, som slaverne sang.

Newton var ikke kun en produktiv salmedigter, men holdt også omfattende tidsskrifter og skrev mange breve. Historikere akkrediterer hans tidsskrifter og breve for meget af, hvad der er kendt i dag om det attende århundredes slavehandel. I ”Cardiphonia” eller ”Utterance of the Heart”, en serie hengivne breve, stiller han sig på linje med den Evangeliske vækkelse, og afspejler følelserne hos sin ven, John Wesley, og Metodismen.

I 1780 forlod Newton Olney for at blive rektor på St. Mary Woolnoth, St. Mary Woolchurch i London. Der trak han store menigheder og påvirkede mange, heriblandt William Wilberforce, der en dag ville blive leder i kampagnen for afskaffelse af slaveriet. Newton fortsatte med at prædike indtil det sidste år af sit liv, selv om han var blind på det tidspunkt. Han døde i London den 21. december1807. En vantro fritænker blev præst i ”Church of England”, men han var sikker i sin tro på, at Amazing Grace ville føre ham hjem.