Fra”The Color of Pain”Af Greg Reid.
I min selvbiografi, Nobody's Angel, fortæller jeg historien om mit liv, og hvordan de første elleve år af min barndom var et sort hul af tomhed. Ting var sket, men de havde været så forfærdelige, at jeg var gået ind i glemselens verden. Jeg gik fra engang at være et høfligt, blidt, Gud-elskende barn, til over natten at blive en sjusket, seksualiseret, vred, hårdt-drikkende, oprørsk, destruktiv, hemmelighedsfuld, okkult-afhængig præ-teenager.
Min far spurgte mig engang: "Hvad skete der med den pæne lille dreng, jeg kendte engang?"
"Han døde for længe siden, Pop," svarede jeg, selvom jeg vidste, at han ikke kunne forstå det.
Det begyndte, da jeg var elleve år gammel, og kom ind i det okkultes verden. Jeg blev trukket ind i mørket af det, og kunne ikke forstå hvorfor. Jeg blev udnyttet af sexforbrydere, voldtaget og misbrugt, og oplevede alle typer ondskab. Dette fortsatte, indtil jeg følte, at jeg var på randen af døden. En overvældende følelse af tab og sorg var blevet mine trofaste følgesvende. Da jeg var femten, havde jeg levet, hvad der føltes som et helt uværdigt liv.
Jeg tror, mine forældre skulle have stillet flere spørgsmål om min ændring, men på det tidspunkt kæmpede de med alvorlige helbredsmæssige problemer, og deres liv kunne ikke rumme mere end det, der allerede fortærede dem.
I foråret i mit 15. år mødte jeg en mand, der blaffede, og som viste sig at være en kristen. Han gav mig en kopi af en bog, der hed: ”The Cross and The Switchblade” (Korset og springkniven). Det var historien om Dave Wilkerson, en mager prædikant fra Pennsylvania, der tog til New York og mødte den værste, mest dødbringende bandeleder i New York, Nicky Cruz, og fortalte ham, at Jesus elskede ham. Nicky slog ham. Men Dave holdt på ham, og Nicky blev til sidst en kristen.
Efter nogle meget dramatiske begivenheder overgav jeg til sidst mit liv til Jesus Kristus og blev en kristen. Var det ikke sket, tror jeg, jeg ville have været død, før jeg var fyldt 20. Jeg havde været på vej til destruktion.
I løbet af de næste par år fortsatte jeg med at blive helbredt under beskyttelse af nogle kære kristne venner og en 76-årig Baptistisk helgen, som tog sig af mig og elskede mig og lærte mig om Guds ubetingede kærlighed. Jeg slugte Skrifterne, og de nedbrød løgnene. Jeg kæmpede en ond kamp med seksuelle problemer, depression, usunde relationer, dyb ensomhed og en ulmende vrede.
Da jeg var seksten, gik jeg ind i præsteskabet, og før jeg blev 26, havde jeg været rundt omkring i verden. Den okkulte og dæmoniske indflydelse havde svøbt sig ind i hver eneste fiber i mit væsen, og Gud tog mig blidt, men fast ud af det hele.
Hvordan var det at vide, at alt inde i mig ville falde fra hinanden i tyverne, når jeg, som en respekteret lærer og ungdomsleder, ville være nødt til at stå over for et mareridt, værre end noget, jeg kunne forestille mig? Gud var nu parat til, at de prøvelser kunne komme til mig, som jeg ved, knuste Hans hjerte, men som ville være den endelige udfrielse og åbenbaring af, hvem jeg var, og hvor jeg havde været. Jeg var undervejs til helvedes porte, ikke som en kriger, men som en eftersøgt mand, en forræder af djævelen, og et forskrækket barn. Disse de første glemte elleve år af mit liv var ved at trænge ind i min voksne tilværelse. Jeg var nødt til at gå tilbage til de mørke og tomme korridorer i min glemte fortid for at hente sandheden, og dermed fuldt ud forberede mig til at gå i krig mod de sataniske kræfter, organisationer og okkulte herskere, som fortsætter med at ødelægge livet for tusindvis af uskyldige børn i dag.
Det var sommeren i mit tyvende år, og jeg var hjemme fra Bibelskolen i tre måneder. Da begyndte den revne i væggen, som skulle føre mig ned til min sataniske fortids udspring. Næsten et årti ville gå, før alle de forfærdelige, grimme sandheder kom ud. Men Herren var med mig hele vejen, og i dag kan jeg sige, at Han har helbredt mig. Ja, der er og vil altid være ar, men Hans kærlighed og Hans Ord har været mine befriere. (Fra kapitel 1, “The Color of Pain”, Greg Reid, Lighthouse Trails)
