Fra Zionism-israel.com/ Af Derek White CFI, UK.
(Som pdf-fil her)
Kristen Zionisme - Del I af II.
En fremtrædende skikkelse på den tid var Lord Ashley (senere Lord Shaftesbury). Lord Shaftesbury (1801-1885) byggede sit liv på en bogstavelig accept af Bibelen. Født ind i aristokratiet, nægtede han konsekvent tilbud om ministerposter og hengav sig i stedet til omsorg for de underprivilegerede, fattige, syge og udnyttede. Han benævnte altid Jøderne som "Guds gamle folk", og det anføres, at han arbejdede lige så hårdt på at genoprette Jøderne til Palæstina, som han gjorde på at godkende ti-timers lovforslaget (Factory Act).
Siden Jødernes tilbagevenden, ifølge de profetiske Skrifter, var uundværlig for Genkomsten, havde Lord Shaftesbury aldrig skyggen af tvivl om, at Jøderne skulle vende tilbage til deres eget land. Lord Shaftesbury overtalte Lord Palmerston, den Britiske udenrigsminister, til at tage aktive skridt for at frembringe Jødernes tilbagevenden til Palæstina, og den 25. september 1840 præsenterede han sit formelle dokument for Palmerston: "Hjemkaldelse af Jøderne til deres gamle land".
Han fastholdt, at Jøderne nu troede, at tiden var nær til genoprettelse på Palæstinas jord, og at den styrende magt højtideligt burde indlede "fastlæggelsen af principper og praksis fra Europæisk civilisation."
Ud over indflydelsen fra Shaftesbury og Palmerston, var der stor opbakning til en Jødisk tilbagevenden fra andre Kristne grupper.
Således rettede en gruppe på 320 kristne den 2. marts 1841 et memorandum til Lord Palmerston, hvori det hedder: "Deres memorandum-skribenter beder om tilladelse til ... at minde deres Lordship om, at Palæstina blev skænket af Universets Højeste til efterkommerne af Abraham som en permanent og umistelig besiddelse for næsten 4.000 år siden, og at hverken menneskelige erobringer eller traktater på nogen måde kan påvirke deres adkomst til det. Han har også forordnet, at de igen skal vende tilbage til deres land, og at hedningerne skal bruges som middel til deres genoprettelse."
Da Lord Shaftesbury blev præsident for ”Palæstina Exploration Fund” (som blev lanceret i 1865 i London af Finnerne for at fremme arkæologiske udgravninger og bibelforskning), erklærede han i sin åbningstale: "Lad os ikke udskyde at udsende de bedste agenter ... at søge på kryds og tværs af Palæstina, at undersøge landet, og hvis det er muligt, gå hvert eneste hjørne af det over, dræne det, måle det, og hvis I vil, forberede det for returneringen af landets gamle besiddere, for jeg tror, at tiden ikke kan være langt borte, hvor den store begivenhed vil komme til at passere ... "
I 1844 foreslog Rev. Samuel BRADSHAW, i sin "Tract for the Times, en opfordring til Jøderne", at Parlamentet skulle afsætte 4 millioner til genoprettelse af Israel, mens yderligere 1 million skulle indsamles af Kirken!
Samme år blev der dannet et udvalg i London med det formål at grundlægge et "Britisk og udenlandsk Societet til fremme af en genopbygning af den Jødiske Nation i Palæstina." Åbningstalen ved Pastor T.Tully CRYBACE opfordrede til, at England skaffede hele Palæstina land fra Tyrkiet "fra Eufrat til Nilen, og fra Middelhavet til Ørkenen" - med tanke på det fulde omfang af det land, som var lovet Patriarkerne under den oprindelige pagt.
William Hechler (1845-1931), en Britisk præst, spillede en vigtig rolle som opmuntrer og tilhænger af Dr. Theodore Herzl, grundlæggeren af den Zionistiske bevægelse. I 1884 skrev Hechler sin grundlæggende afhandling, "Genoprettelsen af Jøder i Palæstina i henhold til profeterne", hvor han forudså, at det Hellige Land ville blive gendannet til det Jødiske folk i årene 1897 -1898 ved styrken fra de hellige profetier. Hvis datoen for den første Zionistiske kongres, som samledes i 1897, tages som udgangspunkt for genoprettelsen, så var Hechler’s forudsigelse faktisk præcis.
Dr. H. Grattan GUINNESS sagde i hans bemærkelsesværdige bog "Lys for de sidste dage", der udkom i 1886: "Der kan ikke være nogen tvivl om, at de, der lever og ser dette år - 1917 - vil have nået et af de vigtigste, måske det mest betydningsfulde af disse år i alvorlig krise." Året 1917, ved vi nu, var datoen både for Balfour-Deklarationen og befrielsen af Jerusalem fra Tyrkerne ved general Allenby.
Balfour-Deklarationen var i mange henseender højdepunktet af Storbritanniens tilpasning til genoprettelse af Jøder i Palæstina, og den ultimative genskabelse af en Jødisk stat. I Balfour-Deklarationen, udstedt den 2. november 1917, hedder det: "Hans Majestæts regering ser positivt på etableringen af et nationalt hjem for det Jødiske folk i Palæstina, og vil bestræbe sig på at lette gennemførelsen af denne målsætning, idet det helt klart forstås at intet skal gøres, som vil skade de civile og religiøse rettigheder hos eksisterende ikke-Jødiske samfund i Palæstina, eller rettigheder og politisk status for Jøder i noget andet land."
Mange faktorer påvirkede og nogle svækkede faktisk den endelige udformning af Deklarationen. Ikke desto mindre åbnedes døren til oprettelsen af et Jødisk hjemland på Palæstinas jord, og blev senere indarbejdet i Mandatet for Palæstina, som blev tildelt Storbritannien af Folkeforbundet i San Remo den 25. april 1920.
Mandatet forpligtede Storbritannien til som Mandatmagt, (som det hedder i indledningen), at "være ansvarlig for iværksættelse af den Deklaration, der oprindeligt blev fremsat den 2. november 1917 af Hans Britiske Majestæts regering, og vedtaget af de nævnte (Væsentlige Allierede) magter til fordel for etableringen af et nationalt hjem for det Jødiske folk i Palæstina."
Blandt bestemmelserne i Mandatet erklærede artikel 2 den primære forpligtelse "til at placere landet under sådanne politiske, administrative og økonomiske betingelser, som vil sikre etableringen af det Jødiske nationale hjem." Artikel 6 forpligtede sig til at "lette Jødisk indvandring og opmuntre til nære bebyggelser af Jøder på jorden", og artikel 7 tilbød ”erhvervelse af Palæstinensisk statsborgerskab via Jøder."
”Uden tvivl", konkluderede Peel Kommissionen i 1937, " er det primære formål med Mandatet, som det er udtrykt i indledningen og artiklerne, at fremme etableringen af det Jødiske nationale hjem."
Vedrørende Lord Balfour er der registreret, at "i Balfour var motivet Bibelsk, snarere end imperial. Hvis den Bibelske kultur i England kan siges at have nogen betydning i Englands genløsning af Palæstina fra Islams herredømme, må det være sammenfattet i Balfour.
Selv om han var det modsatte af, hvad Shaftesbury var - ikke glødende, men skeptiker, ikke en religiøs entusiast, men en filosofisk pessimist - var han alligevel stærkt influeret af Bibelens Hebraisme, ligesom de Evangeliske Kristne og Puritanerne.
Længe før Balfour nogensinde hørte om Zionismen, havde han - gennemsyret af Bibelen fra barndommen af - følt en særlig interesse for "Bogens folk". Ifølge hans niece, følgesvend, og biografiker, fru Dugdale, var det en "livslang" interesse, som "stammede fra hans mors undervisning i Det Gamle Testamente og fra hans skotske opdragelse."
Med hensyn til England er det interessant og vigtigt at bemærke, at trods det faktum, at mere end 100 års strategiske overvejelser havde ført til Mellemøsten rent fysisk, havde indflydelsen fra Bibelen i længere tid bevirket og etableret et mønster, hvor det var umuligt at erhverve Det Hellige Land blot som en "strategisk buffer". Et større og højere mål skulle forkyndes.
Desværre opgav Storbritannien gradvist Balfour-Erklæringen og det ansvar, de havde accepteret i overensstemmelse med Mandatet. Hvidbogen fra 1939 annullerede yderligere Jødisk indvandring og køb af jord. I 1947 - ved Britisk politiks lavpunkt - fyrede Britiske destroyere mod skibet "Exodus", der medbragte Jødiske flygtninge fra det Nazistisk besatte Europa til "det nationale hjemland", og dræbte tre af dem. Efter ordre fra udenrigsminister, Ernest Bevin, sendte de flygtningene med magt tilbage til Tysk jord.
Guds kald i dag
Kristne tror på genoprettelsen af Jøderne i Israels land, og genoprettelsen som nation, bygger solidt på Skrifterne og er rodfæstet i tre århundreder af Bibel-troende Protestantiske Kristne.
En samordnet overgreb bliver foretaget på de Kristne holdninger til Israel, og nogle Kristne er desværre ved at blive fjendtlige imod Israel. Konflikten vil uden tvivl forstærkes, tændt, som den er, af Arabiske/Islamiske kræfter. En "Kristen Zionisme", der blot er følelsesmæssig, tager ikke grundigt fat på de virkelige problemer, som Israel i dag står overfor, og kan endda være skadelig for Israel og Kirkens bedste interesser.
Sand Kristen Zionisme:
Hviler på den ubetingede karakter af Guds pagt med Abraham og den ubetingede gave - Israels land - til Abraham og til hans fysiske efterkommere, således at adkomsten for Jøderne til hele Israels land er umistelig.
Fortolker profetier om en fremtidig genoprettelse af det Jødiske folk i Israels land i den rette bogstavelige forstand, og erkender, at de fleste af disse ikke blev opfyldt ved nogen tilbagevenden før det nærværende århundrede.
Erkender, at fuld genoprettelse af det Jødiske folk vil finde sted ved deres åndelige genindpodning i deres eget oliventræ (Romerbrevet 11:17-27) og anerkendelsen af deres egen Messias.
Anerkender Guds krav om retfærdighed, og beder om dette i sin støtte til Israel.
Guds kald i dag er til Kristne, der vil forstå karakteren af Guds pagt med Israel, og hans formål for både mennesker og land. Historisk set har solid støtte til det Jødiske folk været baseret på Bibelen, ikke på forbigående verdensbegivenheder, eller endda begivenheder i landet Israel.
En forståelse for at det Bibelske grundlag er vigtigere i dag end nogensinde før.
Source: http://www.saltshakers.com/midnight/chrzion1.htm
