Fra bogen, "Hemmelig hjenevask - New Age - en ny verdensreligion."Af Reinhard König.
Udgivet på Forlaget Lohse,1989.
Budskab fra Den internationale Bekendelseskongres, d. 12. -16. september 1987 i Zürich.
Den synkretistiske trussel i New Age's tegn mod vores tro:
»Tag jer i agt, at ikke nogen skal fange jer ved verdslig visdom og tomt bedrag, som støtter sig til menneskers overlevering og verdens »magter«, ikke på Kristus. Thi i ham bor hele guddomsfylden legemlig.« Kol. 2,8f.
Jesus Kristus siger: »Kom hid til mig alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.« Matt. 11,28.
I. Europa i åndskrise.
På alle områder af den menneskelige sameksistens møder vi i dag længslen efter harmoni og ønsket om, at alt skal vokse sammen til »One World«, et kommende verdensfællesskab bestående af alle racer, kulturer og religioner.
»Én verden eller ingen verden«, lyder parolen. Baggrunden for dette er menneskers eksistensangst for de universelle trusler, som verden konfronteres med gennem ødelæggelse af miljøet, ressourceknaphed og oprustningskapløb.
Denne krisebevidsthed ser kun en overlevelseschance for menneskeheden i dannelsen af en kollektiv sammenslutning.
Et sådant One World-fælleskab kan imidlertid kun opnå den nødvendige solidaritetsbevidsthed ved, at det i sin udvikling råder over et moralsk grundlag og ansporende åndelige impulser. Begge faktorer er dog gået tabt i vort vestlige samfund.
Den vestlige verden har i den fornuftssøgende sekulariseringsproces fjernet sig langt fra sit kristne grundlag. I stedet har den dels underkastet sig de vekslende ideologier, dels givet sig hen til en rationalistisk-materialistisk livsholdning. Resultatet er den meget omtalte åndskrise på grund af en libertinistisk (moralsk frigjort) mangel på orientering, som driver mange til fortvivlede handlinger.
Heller ikke statskirkerne formår virkelig at imødegå det, da de i høj grad har mistet deres fuldmagt, fordi deres teologiske grundindhold er gået tabt.
II. Den nye religiøse bølge.
Det mangeartede tilbud af fremmede religioner ramler nu ind i dette tomrum, som er opstået gennem åndskrisen. Disse religioner foregøgler det usikre menneske fra den vestlige verden, at de på tilfredsstillende måde kan besvare alle dets nyligt opståede personlige og samfundsmæssige spørgsmål og behov.
Siden 60'erne er dette tilbud blevet stadig større i en ofte okkult-religiøs præget forestillingsverden, hvis ideer falder i frugtbar jord hos de mange mennesker, der søger et fast ståsted i livet.
Denne nye religiøsitet, som ofte bliver betegnet med navnet New Age (den ny tidsalder) møder os på samme tid ad talrige kanaler - især følgende:
1. En religionernes teologi, som er påvirket af moderne religionsvidenskab, går ud fra, at alle religioner har del i en universel frelsesåbenbaring, der gennemtrænger hele menneskehedens historie.
Som en følge heraf betragter man religionerne som en »skjult kirke« (Paul Tillich) og dens tilhængere som »anonyme kristne« (Karl Rahner), med hvilke man på jagt efter et bredt fællesskab går ind i en gensidigt berigende dialog (Dialogprogrammet for Kirkernes Verdensråd i Geneve og Vatikanet).
2. I fredsbevægelsen vil man have oprettet et verdensomspændende fredskoncil for kirkerne, som imidlertid ifølge ophavsmanden til denne ide, C. F. von Weizacker blot er forstadiet til et senere koncil for verdensreligionerme. De skal sammen ved hjælp af forhåndenværende åndelige kræfter få den sociale og politiske kamp bragt ud af verden.
3. Den første opfyldelse af dette ønske fandt sted ved fredsbededagen for alle konfessioner og religioner, som pave Johannes Paul II indkaldte til d. 27. oktober 1986 i Assisi, og som d. 4. august 1987 fik sin fortsættelse på buddhisternes hellige bjerg, Hieri ved Kyoto.
Derved fremmedes det skæbnesvangre synspunkt, som går ud på, at alle religioner dybest set udgør en enhed og tilbeder den samme Gud, blot med andre navne og på forskellig vis.
4. Meditationsbevægelserne, som stammer fra Asien, lover mennesket, der betragtes som værende godt i sig selv, at det gennem bevidsthedsudvidelse (transformation) kan udvikle sig grænseløst ud over sig selv. Det vil kunne opleve samtlige dimensioner af virkeligheden i et mystisk enhedssyn, hvorved modsætningsforholdet mellem det gode og det onde vil blive ophævet.
5. New Age oplever betydelig fremgang gennem feminismen og dens teologiske varianter. Netop den »feministisk teologi«, hvori den i grunden syndfri kvinde fremtræder som garant for en fremadgående åbenbaring, forbereder den nye spiritualitet. Denne anser mennesket som værende i besiddelse af iboende guddommelige kræfter (gudindebevægelse) - en moderne variant af menneskets gamle stræben efter at gøre sig selv til Gud.
6. Den grønne ideologi leder New Age over på det politiske plan. Den ser frem mod, at vor tids kriser skal løses af en forenet, selvbestemmende menneskehed. Yderligere udvikler den sig mere og mere til en nyhedensk-panteistisk religion. Denne religion tror på harmonistiftende, i grunden hedenske naturguddomme og kosmiske energier og bekæmper den »personlige«, bibelske Guds centrale bud og ordninger, som er givet for at beskytte familie og liv.
7. Helheds-medicinen set i lyset af New Age er en samling af mange traditionelle diagnose- og terapiformer, esoterisk lære samt meditative og magiske fremgangsmåder, som har deres fællesnævner i enhedsaspektet - enhed med naturen og kosmos. De skal ikke kun give mennesket fysisk sundhed, men også »transformere« det på det åndelige plan.
8. Inden for pop- og rockmusikscenen er der siden først i 60'erne opstået en ny, verdensomspændende ungdomsenhedsreligion, der imidlertid som sådan ikke kan erkendes klart. Unge bliver af den forført til et tilsyneladende alternativ til kristendommens svar på åndelige spørgsmål.
Denne religiøse subkultur bliver til et tilflugtssted, som er næret af afrikansk og hinduistisk spiritualitet, og som er en indfaldsdør for okkulte kræfter.
9. Inden for den mangfoldige karismatiske bevægelse, hvori der såvist også findes bibelsk forkyndelse, arbejder mange steder falske profeter og mirakelmagere (Matt 7,22f.; 24,24).
De vil formodentlig genoprette urkristne forhold på grundlag af en fælles åndserfaring uden sand overensstemmelse med den bibelske lære.
Det, de vil, er at gennemføre en verdensvækkelse og oprettelse af Gudsriget allerede her på jorden. Denne utopisk-økumeniske indstilling kunne bane vejen for den antikristne verdens-enhedsreligion (New Age).
10. Selv i Sovjets kommunistiske parti har man i nogen tid erkendt nødvendigheden af en ny religion for at kunne overvinde den stadigt tiltagende åndskrise i Sovjetunionen. Man diskuterer skabelsen af en tidssvarende (pseudo-) religion, som låner fra såvel den kristne tradition, fra den marxistisk-leninistiske ideologi og de forskellige sovjetiske folkeslags gemte hedenske arv. En transcendent, højeste instans som Den treenige Gud, der bevidnes i Den hellige Skrift, vil fortsat være udelukket.
III. New Ages væsen og mål.
Med denne så mangfoldige, uoverskuelige og dog på samme tid altgennemtrængende bevægelse er vi på vej mod en ny, måske den sidste historiske epoke i menneskeheden. Den skal ifølge udtalelser fra førende kræfter tydes astrologisk.
I stedet for den »polariserende« Fiskens tidsalder (symbol for kristendommen), som nu er udløbet, fremtræder nu den »harmoniserende« Vandmandens tidsalder med regnbuen (af og til også pyramiden) som symbol.
Vandmandens tidsalder er symbol på en naturalistisk universal religion, som har sit præg fra Det fjerne Østen. Denne tidsalder vil åbne for de hemmelighedsfulde mikro-kosmiske (de dybeste lag i mennesket) og makro-kosmiske (verdensaltet) kræfter og forbinde verden »holistisk« (helheds-ideen).
Der findes allerede et verdensomspændende netværk af enkeltpersoner, celler og endog koncerner, der arbejder på det religiøst-politisk-økonomiske system, som skal bestå inden for et sådant verdensfællesskab.
Kirkernes Verdensråd følger også en lignende målsætning. Derved sammenknyttes den plan, der endnu er skjult for mange, men som man i lang tid har hæget om i hemmelige forbund. Denne plan går ud på at skabe en verdensregering, som bygger på luciferisk-panreligiøse ideer. Den skal overtage kontrollen over alle områder i det menneskelige samfund og vil dermed antagelig i egen interesse fratage den enkelte sin personlige frihed. For kun på den måde kan man sikre den truede verdensfred og endelig gennemføre en tilstand med universel harmoni.
IV. Teologisk bedømmelse.
New Age-bevægelsens frelsesvision modsiger på to punkter Den hellige Skrifts vidnesbyrd:
1. Trods den stadig fremførte fremskridtskritik, tror man på den evolutionære proces' udviklingskræfter, som vil føre til den afsluttende åbenbaring af det guddommeliges og det menneskeliges identitet (sml. Teilhard de Chardin). Det er imidlertid den gamle slanges bedrag: »Så I bliver som Gud« (1. Mos. 3,5).
2. Ydermere modsiger utopien om et verdensfredssamfund frem for alt det bibelsk-eskatologiske syn på den nuværende verdens undergang og Gudsrigets komme.
På grund af synden og vantroen vil menneskehedens historie ikke munde ud i den universelle gudsfred på denne uforanderlige gamle jord. Den rodfæstede egoisme (Rom. 7,18) og magtbegæret vil snarere igen og igen føre til nye frygtelige konflikter (Matt. 24,6f.; Åb. 6,4).
Gennem disse konflikter bebudes også Guds fremtidige straffedom. Først med Jesu Kristi genkomst skal Guds rige, fred og retfærdighed åbenbares på en ny jord (Åb. 20-22), som menneskeheden så længselsfuldt har søgt efter lige siden uddrivelsen af Paradis.
På trods af ovennævnte er New Age-bevægelsen på samme tid en bekræftelse af Bibelens profetier om de sidste tider. For allerede her aftegnes der påfaldende konturer, som giver os et billede af det antikristne-totalitære verdens-enhedssystem, der er forudsagt os i advarslen mod den kommende Antikrist (2. Tess. 2,3-12; Åb. 17,17).
V. Bibelsk vejledning.
For Jesu Kristi menighed gælder det derfor om også i denne udvikling at erkende tidens tegn og om ikke at lade sig forføre på nogen måde. Vi må ganske vist regne med, at vor modstand mod den »nye tidsalder« vil føre spot, isolation og forfølgelse med sig (Matt 24,9-12).
På grund af vor tro og bekendelse fornægter vi det nye og sætter jo et afgørende spørgsmålstegn ved den religiøs-politiske verdensenhed, som man stræber efter at opnå - ligesom de første kristne i Jesu Kristi navn nægtede at ofre til de romerske kejsere og derved splittede det religiøse enhedsbånd, Pax Romana, i det daværende romerske verdensrige.
Idet vi følger dette trosforbillede vil vi heller ikke sky den åndelige kamp (Ef. 6, 10-20), men vi vil tværtimod netop nu for menneskeheden forkynde den frelse, som er os givet og erhvervet ved Jesus alene, så længe Herren giver os tid dertil. Han har i Helligånden lovet sin menighed hjælp til denne opgave indtil verdens ende (Matt 28,20; 16,18).
Hvis vi altså ikke lader os vildlede af fremmedreligionernes tilbud, men derimod følger Ham og vidner om Ham, så vil Han stadfæste vort vidnesbyrd og derigennem virke overbevisning (Joh. 16,7-11) og frugt (Es. 55,10-12). Han vil lede os gennem det fremadskridende frafald og de kommende trængsler, som Han har lovet: »Jeg er verdens lys. Den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys.« (Joh. 8,12).
Lad os derfor samvittighedsfuldt holde fast ved Jesu ord og sakramenter, ved bønnen og det kristne fællesskab (Ap. G. 2,42). Lad os, renset i Lammets blod og uden frygt for vort liv her i verden (Åb. 12,11), fortrøstningsfulde gå vor Herre, som skal komme igen, i møde! For Han vil føre sine igennem og til slut skænke livets krone til dem, som var Ham tro indtil døden (Åb. 2,10).
”Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud også højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!” Filip. 2,5-11.
----------------------------
For Den internationale Bekendelseskongres
Biskop Oskar Sakrausky,
Prof. dr. Peter Beyerhaus,
Pastor Heinrich Stricker
-----------------------------------------------
