Af Anna Bjørner.Evangeliebladet 16. april 1930.
De fleste Kristne har den opfattelse, at Guds plan med Israel ganske er mislykket for Ham, så Han til sidst har måttet opgive det hele og forkaste dette genstridige folk og vælge et andet, nemlig Menigheden, den Kristne Kirke. Og nu får så den alle de Velsignelser, som Gud havde tiltænkt Israel, og så kan Israel selv beholde alle Forbandelserne.
Dette synes at være Kristenhedens almindelige tankegang med hensyn til Israel.
Passer det med Guds Ord? Nej, slet ikke. Guds plan med Israel begynder med Abrahams udvælgelse. Abraham var hverken Jøde eller Israelit, men Hebræer – kaldet sådan efter Sems Sønnesøn Eber (1 Mos 10: 24).
Gud åbenbarer sig for Abraham og siger: ”Jeg vil gøre dig til en stor nation og velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse, og jeg vil velsigne den, som velsigner dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skal alle slægter paa Jorden velsignes.”
Gud gentager denne Velsignelse for Isak. Og til Jacob siger Gud: ”Din sæd skal blive som støv på Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden - - dit navn skal ikke mere kaldes Jacob, men Israel skal være dit navn - - en nation og en samling af nationer skal vorde af dig - - og det land, som jeg har givet Abraham og Isak, vil jeg give dig og DIN SÆD EFTER DIG.” (1 Mos 28:14; 35:10.)
Vi følger så Hebræernes historie i Ægypten, og ser dem under Mose lederskab forlade dette land, følger dem under Josva og Dommerne og ser dem kræve en Konge af Samuel. Da denne fortvivlet beder til Herren for denne sag, svarer Gud ham:
”Hør folkets røst - - thi ikke dig har de forkastet, men mig har de forkastet, at jeg ikke skal regere over dem.”
Gud selv var Israels Konge, men Ham forkaster de i deres blindhed og genstridighed. Saul falder fra Herren. Og David, manden efter Guds hjerte, udvælges og salves til Konge med den hellige olie af Samuel. Med ham fornyer Gud Pagten, som Han har gjort med Abraham, Isak og Jacob.
”Når dine dage er til ende, og du ligger hos dine fædre, da vil jeg oprejse din sæd efter dig, ham, som skal komme af dit liv, og jeg vil stadfæste hans rige. - - Jeg vil være ham en fader, og han skal være mig en søn, hvem jeg, når han handler ilde (dette er altså ikke Kristus, men Salomon) vil straffe med menneskenes ris og menneskenes børns plager; men min miskundhed skal ikke vige fra ham - - men dit hus og dit rige skal blive bestandigt, evindeligt for dit ansigt, din trone skal være fast evindelig.” (2 Sam 7)
Dette løfte gentages i Salme 89: ”Jeg har fundet David, min tjener, jeg har salvet ham med min hellige olie - - jeg vil lade hans sæd bestå evindelig, og hans trone, så længe himmelens dage varer. Dersom hans børn forlader min pagt og ikke forandre det, som er gået over mine læber - -.” (Se ogsaa Jeremias 33:19-26.)
Altså et løfte om uafbrudt Kongemagt givet til Davids sæd uden betingelser. Deres synder skal vel blive tugtede; men ”Davidspagten” skal stå ved magt, og ”Der skal ikke fattes for David en mand, som skal sidde på Israels Hus’ trone.” (Jer 33:17.)
Kong Salomon synder mod slutningen af sin regering mod Herren (1 Kong 11:6-11). Og Herren deler Riget ca. 980 f.Kr. i to: Israels Rige med hovedstaden Samaria og Juda Rige med hovedstaden Jerusalem. (Læs den interessante beretning i 1 Kong 11:26-31 og 12. Kap.).
Juda kaldes Judaitter eller Jøder efter Jacobs fjerde Søn Juda. Israels 10 Stammer kaldes aldrig Jøder, men går fra nu af under benævnelsen Israel, Jacob, Efraim eller Josefs Hus.
Israels synder og Herrens tugt rammer dem. År 721 f.Kr. bortføres de af Kong Salmanasser til Assyrien (2 Kong 17:6). De vender ikke som et Tistammefolk senere tilbage til Palæstina, men er fra nu af de ”tabte får af Israels Hus”.
Bibelens Historie slipper dem her i det Assyriske fangenskab; men Bibelens Profetier følger dem med sin tugt, sine formaninger og løfter. (Se Hoseas 1 Kap., hvor de ti stammers forkastelse beskrives, men ogsaa deres herlige antagelse.)
Hos Esaias finder vi dem igen. Fra det 40. kap. har vi Guds budskab gennem sin Profet til Israel på ”Øerne”, Øerne Nord-Vest for Palæstina – de Britiske Øer – dertil har videnskabsmanden sporet Israel i vore dage på deres vandringer ud fra det Assyriske fangenskab.
Ca. 134 år senere end Israels bortførelse falder Guds tugts ris på det syndige Juda, og de føres i fangenskab til Babylon 587 f.Kr. for at gå ind under samme tugtsperiode – 2.520 år – som Israel, hvilken periode for Israel endte ca. år 1800 og for Juda vil afsluttes senere.
Juda vender tilbage til Jerusalem 70 år senere og forbliver dér til år 70 efter vor Tidsregning. Jesus Kristus fødes iblandt dem, forkynder ”Rigets Evangelium”, d. v. s. den nationale side af Guds frelsesplan.
Han forkastes, og dommen over Juda stadfæstes i disse ord af Jesu mund: ”Guds Rige skal tages fra Eder og gives til en nation, som bærer dets frugter.” (Mat 21:43.)
Ikke til en Menighed, som jo ingen geografiske grænser har, men til en nation. ”Riget” er gået fra Juda over til Israel! Men hvordan er det nu gået med Guds urokkelige Pagt med David, at der aldrig skulle fattes ham en Konge, som skulde sidde paa hans trone? Ja, her har vantroen grebet sin anledning til pure forkastelse af den hele Skrift.
Thi hvis Gud ikke har holdt sin ed til David, hvor kan vi så stole paa Hans øvrige Løfter? Men Gud har holdt sin ed til David og til Abraham, Isak og Jacob. Men to gange har Guds løftes opfyldelse så at sige hængt i en tråd. Den ene gang er beskrevet i 2 Kong 11. Kap., hvor der fortælles, at da Kong Ahasias var død, ”udryddede hans moder, Athalia, al kongelig sæd i Juda; men Ahasias’ Søster tog Joas, Ahasias’ 1-årige søn, og stjal ham midt ud fra Kongens børn, som blev dræbt, ham og hans Amme, og de skjulte ham for Athalia, så han ikke blev dræbt, og holdt ham gemt i Herrens Hus i seks år."
"Men da drengen var 7 år, førte Jojada, Præsten, ham frem for de samlede Høvedsmænd, satte kronen paa ham og salvede ham til Konge i Juda på Forhøjningsstenen som skik var.”
Den anden gang, løftet om fortsat Kongedømme hænger i en tråd, er under den sidste Konge i Juda, Zedekias (2 Kong 25. Kap.). Nebukadnezar, Kongen af Babel, kommer med hele sin hær mod Jerusalem, indtager Staden, griber Zedekias, nedhugger hans sønner, blinder hans øjne og fører ham til Babel.
Nu kan Guds Ed da ikke reddes?
------------------------------------------------------------------------------
Enhver må selv bedømme ud fra Bibelen, om det forholder sig sådan.
------------------------------------------------------------------------------
Læs desuden: 500 Bnei Menashejøder har foreløpig immigrert til Israel fra India iår
