Fra "Den karimatiske vækkelse - pinse på ny?"Af N.O. Rasmussen.
Udgiv: Dansk Luthersk Forlag 1971.
To mægtige strides om menneskets sjæl: Gud og Satan. En vældig tvekamp pågår: en uafladelig og standende strid mellem lys og mørke, sandhed og løgn, liv og død.
Det afgørende slag er udkæmpet og kampens endelige udfald på forhånd givet: Kristus har ved sin død gjort ham magtesløs, der har dødens vælde, og friet os ud af dødsfyrstens greb (Hebr. 2,14 og 2. Tim. 1,10).
Han har vundet det store slag,
Satan bundet til dommedag,
åbnet os Himmelens port!
Den store drage, den gamle slange, som kaldes djævelen og Satan, hele verdens forfører, er nedstyrtet fra Himmelen til jorden (Johs. Åb. 12,7-12; Luk. 10,18; Johs. 12,31). Og snart skal ildsøen blive hans endeligt (Johs. Åb. 20,10).
Frelsen og kraften og Riget er Guds, og magten Hans Salvedes (Johs. Ab, 12. 10). Al magt i Himmelen og på jorden (Matt. 28,18).
Sejren er vundet, Satan er bundet. Men han fnyser og raser og kæmper endnu. Med et hvidglødende had til Herrens Salvede og Hans folk og med så meget desto større vildskab, som han ved, at slaget er tabt, og hans tid er kort.
I himmelen findes der ikke mere nogen plads for ham. Men her på jord går han stadig omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge - så langt som den lænke, Gud har lagt ham i, tillader ham det. Men heller ikke ét skridt længere!
Johs. Åb. 12,12: ”Glæd jer derfor, I himle, og I, som bor i dem! Vé jorden og havet! thi djævelen er kommet ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.”
Vi lever i slutopgørets tid. I de sidste dage.
Da skal der ifølge Skriften ske vældige åndsudgydelser ikke bare fra Himmelen (Joel 3,1 ff.), men også fra Helvedes afgrund og brønde: Matt. 24,24; 2. Thess. 2,8-12; Johs. Åb. kap. 9, kap. 13 og 16, 12-14.
Det åndelige klarsyn og den åndelige sigtbarhed skal da være ringe. Så ringe, at mange ikke vil være i stand til at skelne mellem lys og mørke, sandhed og løgn.
Den åndelige hørelse og skelneevne vil for mange være således sløvet, at de ikke mere kan skelne mellem den gode hyrdes røst og lejesvendenes. De følger blot den, som for øjeblikket råber højest og tiltrækker sig mest opmærksomhed: altid på jagt efter noget nyt, altid ude efter det ekstraordinære og sensationelle, stadig på ny optændt af utilfredsstillet begær efter »hvad der kildrer deres øren«, hvad der pirker til og stimulerer sanserne og følelserne. Og så vender de øret bort fra sandheden og vender sig til fablerne (2. Tim. 4,3-4).
I de sidste dage skal der være liden eller slet ingen sans og forståelse for nødvendigheden af at våge og være og være ædru og ikke uden videre tro enhver ånd, men prøve ånderne, om de er fra Gud.
Om det »åndens sus«, man fornemmer, er fra Himmel eller Helvede.
Om det »åndens vejr«, som farer frem, er Guds egen opfyldelse af sit løfte om, at Han i de sidste dage vil udgyde sin Ånd over alt kød. Eller måske snarere et værk af dæmoners ånder, som gør tegn og undere og mange kraftige gerninger og derved fører mange vild.
Et værk af Guds hellige Ånd, der overbeviser verden om synd, vidner om Jesus og herliggør Ham og vejleder Hans disciple til hele sandheden.
Eller et værk af afgrundens forførende åndsmagter, som lader mennesker forblive i deres synder, vidner om og herliggør noget andet end Kristus, sørger for at få noget andet i centrum for opmærksomheden end netop Ham - og fører hjerterne bort fra Ham, så de i stedet indfanges af og tror løgnen.
