Fra Nyrnberg.net/
Templet i Jerusalem
Templet i Jerusalem (hebr: ביתהמקדש "Bet HaMikdash") var Jødernes vigtigste helligdom i antikken. Ifølge klassisk Jødisk overbevisning det primære opholdssted for Gud på jJorden. Det lå på Tempelbjerget i Jerusalem og blev ifølge Bibelen opført i det 10 årh.f.Kr. af Kong Salomo.
Salomos Tempel blev ødelagt af af Babylonerne i 586 f.Kr. Templet blev siden genopbygget, kaldet Det Andet Tempel, bygget i 515 f.Kr. og flere hundrede år senere renoveret og udvidet af Herodes den Store.
Templet stod indtil 70 e.Kr., hvor det blev ødelagt af Romerne. Tempelpladsens vestmur, grædemuren, er i dag eneste tilbagestående vidnesbyrd på Jødernes tempel, og regnes for Jødedommens helligste sted.
I dag findes Klippemoskéen på pladsen (opført i 691), foruden Al-Aqsa-moskéen (opført ca. 638), og området regnes for Islams tredje helligste sted efter Mekka og Medina. Tempelområdet er desuden hellig for Katolske og Ortodokse Kristne.
Tempelbjerget
Tempelbjerget (Hebraisk: Har HaBayit, Arabisk: al-ḥaram al-qudsī ash-sharīf) er en konstrueret kvadratisk plads, bygget over en naturlig høj i Jerusalems gamle bydel i den østlige ende overfor Oliebjerget.
Fordi pladsen både er et meget vigtigt sted for Jødedommen og Islam er det et af de mest omstridte religiøse steder i hele verden. Her stod det Jødiske Tempel fra ca. 1000 f.Kr. til 70 e.Kr., og i dag findes Klippemoskéen på pladsen (opført i 691) foruden Al-Aqsa Moskéen (opført ca. 638). Området regnes for Islams tredjehelligste sted efter Mekka og Medina.
Tempelpladsens vestmur, Grædemuren, er i dag eneste tilbagestående vidnesbyrd om Jødernes Tempel og regnes for Jødedommens helligste sted. Tempelbjerget er desuden helligt for Katolske og Ortodokse Kristne.
Ifølge Jødisk tro er Tempelbjerget stedet, hvor Gud dvæler i den fysiske verden, og hvor Abraham skulle ofre sin søn Isak. Det er også på Tempelbjerget, Ortodokse Jøder venter opførslen af et nyt Tempel (Det tredje Tempel) i forbindelse med Messias's komme.
Ifølge Muslimsk tro var det her, Profeten Muhammed i 621 fór til himmels ledsaget af ærkeenglen Gabriel. I nyere tid har der været en række 'sammenstød' mellem Jøder og Muslimer på Tempel-bjerget.
Området er under Israelsk overherredømme, men regeres til daglig af et Muslimsk råd med fuldt selvstyre. Da Østjerusalem og dermed Tempelbjerget var under Jordansk overherredømme fra 1948 til 1967, var Jøder forment adgang til Grædemuren.
Salomos Tempel (ca.1.000 - 586 f.Kr)
Salomos Tempel er betegnelsen for det første Jødiske Tempel i Jerusalem. Templet blev i følge Bibelen 1 Kong kap. 6-7 opført under Kong Salomo i 900-tallet f.Kr. og dannede centrum for den Jødiske religion frem til 587 f.Kr, hvor det blev ødelagt af Babyloner-Kongen Nebukadnesar II.
Templet var opført efter Tabernaklets forbillede og blev bygget som et langhus i forbindelse med det kongelige palads i Vestsemittisk stil. Det bestod oprindeligt af to rum, en Tempelhal på ca. 30 X 10m og en midre forhal på ca. 10 X 5m. Senere blev de to rum opfattet som tre rum: "forhallen", "det Hellige" og "det Allerhelligste."
I det Allerhelligste stod Pagtens Ark, der ifølge overleveringerne rummede stentavlerne med De 10 Bud samt to Keruber, der forestillede Guds trone.
Det Andet Tempel (515 f.Kr - 70e.Kr.)
Det Andet Tempel er et udtryk, der referer til det genopførte Jødiske tempel, der stod på Tempelbjerget i Jerusalem fra 515 f.Kr. til 70 e.Kr.
Det første Tempel kaldt Salomos Tempel efter Kong Salomo stod fra omkring 1.000 f.Kr. til 586 f.Kr., indtil det blev ødelagt af Babylonerne. Ved afslutningen på det Babyloniske eksil blev Templet genopbygget under ledelse af Zerubbabel og stod færdigt den 25. februar 516 f.Kr.
Templet gennemgik endvidere en så omfattende ombygning og udvidelse under Herodes den Store, at nogle regner Herodes' Tempel for det tredje Tempel. Dog blev Templets daglige offerhandlinger aldrig afbrudt under Herodes' ombygning.
Dette andet Tempel blev ødelagt under den første Jødisk-Romerske krig af den Romerske hærfører Titus i år 70, kun 6 år efter, at Herodes' ombygning stod færdig.
Zerubbabels tempel
Zerubbabel var en fremtrædende Babylonsk Eksiljøde af Davidiske slægt. Tilskyndet af profeterne Haggaj og Zakarias ledede han Templets genopbygning efter eksilet. (Ezra 3-6; Haggaj).
Oplysninger om Templets indretning og udsmykning er meget sparsomme, men det regnes for sandsynligt, at det havde samme grundplan som Salomos Tempel. Noget nyt var dog den store syvarmede lysestage, der sansynligvis ikke fandtes i det føreksilske Tempel.
Dette Tempel stod i 500 år, indtil det i den Hamonæiske periode ca. år 20 f.Kr. blev ombygget i Hellenistisk stil med søjlegange omkring forgårdene.
Herodes Tempel
Herodes den Store begyndte en storstilet ombygning og udvidelse af Templet. Han udvidede Tempelterrassen til den nuværende plads på 500 m x 300 m, hvilket gjorde den til den største åbne plads i en by i antikken.
Rundt om pladsen byggede han dobbelte søjlegange dvs. med tre søjlerækker. Mod syd byggede han 'Den kongelige Søjlegang' med tre søjlegange dvs. fire søjlerækker. Søjlerne var 31 m høje, gangen var 185 m lang og 33 m bred.
Ifølge historieskriveren Josefus var Templet en usædvanlig bygning, og han er et sted citeret for at sige: Den, der ikke har set Templet i Jerusalem, har ikke set en smuk bygning.
Op til Templet var der syv 'trin'. Først kom man til Hedningernes forgård, så kom kvindernes forgård, så mændenes forgård og dernæst præsternes forgård. Selve templet bestod af forhallen, det Hellige og det Allerhelligste, hvor kun Ypperstepræsten måtte træde ind én gang om året.
Templets funktion
Templet havde både en religiøs, økonomisk og politisk betydning. Religøst var det her, Jøderne dyrkede Gud, hele Jordens skaber og opretholder. Hver dag foregik der ofringer (blodige iform af slagtede dyr, såvel som ublodige), og foruden var der særlige offerhandlinger til bestemte dage i ugen, måneden og året, og navnlig ved de religiøse højtider: Påske, Løvhyttefesten, Forsoningsdagen, Nytårsfesten og Chanukka.
Der var to daglige offerhandling, én om morgenen og én om aftnen, ledsaget af salmesang, tekstlæsninger og den Aronitiske velsignelse. Offerhandlingerne blev udført af Templets Præster og Levitter under ledelse af Ypperstepræsten.
Folket havde adgang til Templet og kunne som menighed deltage aktivt i ceremonierne. Dog var der klare regler og foreskrifter for, hvem der kunne deltage hvornår og i hvad. Til alle offringer var der renselsesregler, og foreskrifter for bønner, slagtnignsmetode, processioner og valfarter.
Økonomisk kastede Tempeldyrkelsen stor afkast fra sig. Alene de daglige offringer krævede store leverancer og udgjorde levebrødet for mange handlende. Derudover tilførte de store valfartsfester med tusindvis af pilgrimme stor aktivitet til byen. Tempelskatten, som alle Jøder forventedes at bidrage til, førte også store summer til.
Templets drift og vedligeholdelse
Endelig var der ifølge Anden Makkabæerbog 3:10-12 en art bankvæsen tilknyttet Templet. Politisk var Templet med sin placering klods op ad Kongepaladset (i hvertfald på Salomos tid) en stor og prestigefyldt magtfaktor.
Det Jødiske samfund var på mange måder et teokrati med Ypperstepræsten som både Guds og folkets repræsentant. Under Hasmonæerne (134-67 f.Kr.) var Kongemagten og Ypperstepræstembedet forenet i én person.
Templets betydning
Jerusalem og dens institutioner var igennem hele antikken og fremtil ødelæggelsen i år 70 e.Kr. det mest betydningefulde center for Jødedommen, såvel religiøst, politisk og økonomisk. I Jødedommen er der en særlig fobindelse mellem Gud (Guds bolig) og Zion.
Zion er navet på et sted i Jerusalem, men optræder ofte som synonym for hele byen. Templet i Jerusalem er således et udtryk for en Zion-ideologi (ikke at forveksle med moderne Zionisme) og er meget væsentlig for den Israelske-Jødiske identitet bl.a. med legenden om Pagtens Ark, der bliver ført til Zion af Kong David, der således grundlægger byen som "værtsby" for Guds bolig.
Håbet om at vende tilbage til Zion og genopbygge Templet har under eksilet haft en fremtrædende plads i Jødedommen, hvilket blandt andet ses i de Jødiske bønner og eksilskrifter. Blandt Ortodokse Jøder i vor tid lever håbet om en dag at bygge Det trejde Templet på Tempelpladsen, hvorfra de venter at Messias skal komme.
Tempel og Synagoge
Ødelæggelsen af Salomos Tempel og siden det 2. Tempel samt adspredelsen (diaspora) af det Jødiske folk overalt i nærorienten udgjorde en trussel for Jødedommens overlevelse. Under det Babylonske fangeskab udvikledes et gudstjenestekoncept med bønner og skriftlæsninger, der kunne fungere uden Templet i Jerusalem, og dette arbejde lagde grunden for den senere Synagoge. Ortodokse Jøder betragter dog ikke Synagogen som en erstatning for Templet i Jerusalem.
Grædemuren
Grædemuren, Klagemuren, Vestmuren (Hebraisk: הכותלהמערבי, HaKotel HaMa'aravi) regnes for Jødedommens helligste sted. Navnet Grædemuren henviser til Jødernes klage ved muren over Templets ødelæggelse.
Konflikten i moderne tid
28. september 2000 besøgte Ariel Sharon, daværende ledende Israelsk oppositionspolitiker, Tempelbjerget, en handling der var med til at udløse den langvarige Al Aqsa-Íntifada med Israelske militæraktioner og Palæstinensiske selvmordsangreb.
