Fra Ordetogisrael.dk/Af Ole Andersen.
»Lysets kraft – det eneste håb for Mellemøsten« er en ny bog på Dansk om Kristne Palæstinensere. Den er skrevet af Broder Andreas i samarbejde med Al Janssen. Broder Andreas er bedre kendt som »Guds smugler«. Før jerntæppets fald smuglede han Bibler til Kristne i de Kommunistiske lande og stiftede organisationen Åbne Døre, der stadig gør et stort arbejde for at støtte forfulgte Kristne.
I denne bog fortæller Broder Andreas om sit mangeårige arbejde i Mellemøsten. Hans kald har været dobbelt: For det første at opmuntre og støtte lokale, Evangeliske Kristne, og for det andet i gerning og ord at være et vidnesbyrd for Muslimer i Libanon og de Palæstinensiske områder, ikke mindst ledere fra Hizbollah, Hamas og Islamisk Jihad. Bogen udkom i 2004, men er nu udgivet på Dansk af Åbne Døre og Lohse.
Tre vigtige budskaber
Bogen har gjort et stærkt indtryk på mig. Undervejs har jeg skiftet frem og tilbage mellem på den ene side grebethed, selvransagelse og »Hvor er det godt!« og på den anden side stærk uenighed og en følelse af, at »Det er bare for meget!«.
Bogen peger på tre vigtige ting:
1) Palæstinensernes (og især de Kristne Palæstinenseres) lidelser under den Israelske besættelse. Nogle af beretningerne i bogen er hjerteskærende – og vækker fuldt berettiget stor medlidenhed.
2) Evangeliet skal forkyndes også for Muslimske terrorledere. Broder Andreas insisterer på, at vi som Kristne har en forpligtelse til at vise kærlighed til alle mennesker. Det er sjældent og godt at møde det understreget så stærkt.
3) Forkyndelse af Evangeliet skal ledsages af konkrete kærlighedsgerninger. Ord og gerninger, forkyndelse og diakoni hører sammen. På disse tre punkter har bogen gjort et stærkt indtryk på mig.
Vi har brug for at høre dette. Ikke mindst os Israels-venner, der mest ser den Israelske side af konflikten!
Ikke troværdig
I efteråret 1996 opholdt Broder Andreas sig i Betlehem. Den 24. september åbnede Israel en opgang til Via Dolorosa fra en underjordisk tunnel langs Tempelbjerget i Jerusalem. Det resulterede i voldsomme kampe.
Broder Andreas fortæller, hvordan han på nærmeste hold var vidne til sammenstød mellem unge Palæstinensere og israelske soldater i Betlehem. Han refererer, hvordan en Palæstinensisk Kristen leder forklarede ham, at den Israelske tunnel går ind under selve Tempelbjerget og tilmed under den Muslimske Klippehelligdom.
Han slutter med at sige, at da uroen stilnede af, var »mange Palæstinensere blevet dræbt og kun få Israelere« (side 204-207). To forhold i denne beskrivelse sætter alvorlige spørgsmålstegn ved bogens troværdighed. For det første er det direkte forkert, at den tunnel, der blev åbnet den 24. september 1996, går ind under Tempelbjerget.
Det siger Broder Andreas jo sådan set heller ikke! Han nøjes med at fortælle, at en anden mand har sagt det til ham. På den måde kan Broder Andreas fastholde, at han ikke har sagt noget forkert om den omstridte tunnel. Men han videregiver oplysningen uden at fortælle læseren, at den er forkert!
Enhver, der læser denne bog uden at kende begivenhederne i september 1996, vil tro, at tunnelen gik ind under Klippehelligdommen, og at Israelerne derfor begik en forbryderisk provokation. En stor del af denne bog består af Broder Andreas’ referater af samtaler med andre.
Det gør det muligt for ham at viderebringe omstridte, tvivlsomme eller direkte forkerte oplysninger, uden at nogen kan stille ham til regnskab for det. Han citerer jo bare, hvad andre har sagt! De fleste læsere vil ikke lægge mærke til metoden. De vil læse bogen og tro på oplysningerne – også når de er omstridte eller forkerte. Den måde at fortælle historien på er problematisk for troværdigheden.
For det andet skriver Broder Andreas i den Engelske udgave af bogen, at urolighederne i 1996 endte med, at »91 Palæstinensere var døde (og ingen Israelere)«. Det er forkert. Der blev dræbt 15 Israelere. Den Danske udgave har rettet teksten til »mange Palæstinensere og kun få Israelere«. Det er en forbedring og tjener de Danske udgivere til ros.
Men hvordan kan Broder Andreas, som opholdt sig i området, da det hele skete, senere i en bog skrive, at der ikke blev dræbt nogen Israelere? Læste han overhovedet ikke aviser i de dage? Så han ikke TV? Var hans eneste kilder de Palæstinensiske rygter?
Hvis han, når det gælder en meget omtalt episode som urolighederne i efteråret 1996, er så dårligt informeret, hvordan kan læseren så have tillid til alt det andet, han skriver i bogen?
Kamufleret ensidig
Rigtig mange gange er jeg under læsningen af bogen blevet slået af dens ensidighed. Jeg er ikke i tvivl om, at Broder Andreas elsker både Palæstinensere og Israelere. Han understreger ofte, at vi skal elske begge parter. Men bogen selv udviser en overraskende ensidighed.
Bare to ud af mange eksempler:
1) Beskrivelsen af terrorister. Palæstinensiske topterrorister som for eksempel Hamas-lederen Mahmoud Zahar beskrives som et virkeligt fint menneske, der trods Israelernes umenneskelige behandling ikke er blevet bitter – og som tilmed bare ønsker fred (side 216ff).
Broder Andreas lægger stor vægt på at forstå de Palæstinensiske terrorlederes følelser og bevæggrunde (fx side 186, 191). Men når det gælder Jødiske terrorister som for eksempel Baruch Goldstein og hans sympatisører, er der intet forsøg på forståelse overhovedet. Tværtimod beskrives de som hjerteløse, hadfyldte mennesker (fx side 186).
Hvorfor denne forskel på Palæstinensiske terrorister og Israelske terrorister? (Det er tankevækkende, at Musab Hassan Yusef, der er opvokset i Hamas og har fortalt historien om sin vej til tro på Jesus i bogen »Søn af Hamas«, tegner et helt anderledes billede af Mahmoud Zahar end Broder Andreas. Ifølge Yusef er Zahar en af de mest grusomme Hamas-ledere.)
2) Beskrivelsen af lidelsen. Bogen giver en lang, forfærdelig og uden tvivl sandfærdig beskrivelse af lidelserne for Palæstinenserne i Beit Jala som følge af den Israelske hærs aktioner under Intifadaen (side 243-248). Men bogen bagatelliserer fuldstændig den Palæstinensiske beskydning af den Israelske by Gilo på den anden side af dalen.
Der er ingen antydning af beskrivelse af lidelsen på den Israelske side. Han beskriver de forfærdelige forhold for Kristne i Beit Jala, men nævner ikke den Messiansk-Jødiske menighed få kilometer væk i Gilo, der mistede deres gudstjenestelokale på grund af den Palæstinensiske beskydning. Hvorfor denne ensidighed i beskrivelsen af lidelserne?
Mangler
Mange steder mangler bogen baggrundsoplysninger. Den fortæller meget om Israelske militæraktioner, men undlader ofte at forklare baggrunden. Derfor sidder læseren tilbage med en fornemmelse af, at Israelerne helt generelt reagerer fuldstændigt overdrevet og nogle gange nærmest uden grund. Det er et meget mangelfuldt billede.
Broder Andreas tager nogle steder klart afstand fra Hamas’ ideologi (side 146). Det er godt! Men mange andre steder savner jeg en afstandtagen. Når Mahmoud Zahar forklarer ham, hvordan Koranen forudsiger, at Israel vil blive udslettet, slår broder Andreas sig til ro med Zahars forsikring om, at »Andreas, der vil altid være plads til Kristne som dig!«. Og så ler de lidt sammen af det! I fuld alvor kalder Broder Andreas det for en »venlig udtalelse« (side 254).
Jeg havde ikke lyst til at le, da jeg læste om denne fremtidsudsigt for Israel! Det er et stort plus, at bogen fortæller om de små grupper af Evangeliske Kristne Palæstinensere, som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp som regel helt glemmer.
Men én gruppe er underligt fraværende i denne bog: De Kristne Palæstinensere, der har et mere positivt forhold til staten Israel, fordi de tror på de Bibelske profetier om det Jødiske folks hjemkomst. Den slags Kristne Palæstinensere findes – bare ikke i denne bog!
Teologiske problemer
Jeg betragter Broder Andreas som en mand, Gud har brugt til vigtige ting. Men hans bog har i mine øjne to store teologiske problemer.
1) Forholdet til profetierne. Broder Andreas’ udgangspunkt er, at han vil holde sig på afstand af de teologiske diskussioner om Israel og eskatologi (side 29-30). Han peger på andre sider af Bibelens budskab, især budene om retfærdighed og kærlighed. Det vil jeg gerne tage til mig!
Men han ignorerer profetierne om Israel, selv om de også er en del af Bibelens budskab. Derfor giver bogen desværre ikke hjælp til det svære kunststykke at fastholde både den Bibelske etik og de Bibelske profetier.
2) Forholdet mellem kærlighed og sympati. Broder Andreas understreger, at Kristne har pligt til at elske terrorister. Det indebærer også at gøre godt imod dem. Jeg synes, at det er et vanskeligt budskab. Men jeg tror, at Broder Andreas har ret i, at det er Jesu kald til os!
Men ud fra Bibelen må vi skelne mellem kærlighed til mennesker og sympati for menneskers onde handlinger. Ja til kærlighed til mennesker! Nej til sympati for ondskab! For mig at se overskrider broder Andreas grænsen mellem disse to ting.
Det er fint at indsamle penge til mad til landsforviste Hamas-folk eller at afholde en fest for dem. Men det er problematisk, når festen både af terroristerne selv og af andre Palæstinensere opfattes som en sympatitilkendegivelse med Hamas og dermed også med Hamas’ politik og terror.
Desværre
På den ene side er der meget godt i denne bog. Den skaber forståelse for de små, hårdt trængte grupper af Evangeliske Kristne i Gaza, Vestbredden, Israel og Libanon. Bogen giver også et stærkt kald til at elske og evangelisere for alle – inklusiv terrorister! Det er rigtig godt.
Men desværre er bogen præget af en utroværdig fortællemåde, stærk ensidighed, væsentlige mangler og teologiske problemer. På min vægt vejer det sidste så meget, at jeg trods bogens gode sider ikke kan anbefale den.
