Fra Israelnationalnews.com/17. juli 2013.
Reprise.
Den Europæiske Union udsendte for nyligt et direktiv, der forbyder de 28 medlemsnationer at samarbejde med Israelske selskaber på Vestbredden og i Østjerusalem. Boykotten omfatter "al finansiering, samarbejde og tildeling af stipendier, forsknings-tilskud og præmier" til Israelske enheder i Østjerusalem og på Vestbredden.
[Et enkelt forældet afsnit er udeladt]
EU har undladt at tage afgørende skridt for at løse de presserende kriser i Libanon, Syrien og Iran (som marcherer nærmere og nærmere på atomvåben og importerer malm til rustnings- og missil-produktion - fra Tyskland og Frankrig). Og hvor er EU’s boykot af de Mellemøstlige regeringer, der forfølge kvinder, henretter homoseksuelle og tolererer slagtning af kristne?
Hvis EU ønsker at bruge sin økonomiske indflydelse til at indføre fred mellem parterne, hvorfor så ikke boykotte Kina for deres brutale besættelse af Tibet? Klart, den besættelse har ikke nogen betydning, da EU er Kinas største handelspartner. Og hvorfor boykotter EU ikke Nordcypern, som er under fremmed militær-besættelse af Tyrkiet (mod EU)?
Hykleriet er endnu mere iøjnefaldende, fordi nogle EU-stater selv besætter omstridte territorier på forskellige kontinenter. Et af de mest berygtede eksempler er Falklandsøerne. Hvad er Storbritanniens brændende sikkerhedsinteresse i at besætter en Latinamerikansk ø næsten 8.000 miles væk? Måske bør EU boykotte UK.
I sidste ende er en EU-boykot af Israel bare en billig måde at score politiske point på i de olieproducerende Arabiske stater og hos den voksende Muslimske befolkning på Europæisk jord.
EU’s anti-Israelske direktiv ligner Stephen Hawking's mislykkede forsøg på at indføre sig selv i den Israelsk-Palæstinensiske kontrovers. Lige så absurd, som det var, at han valgte at boykotte det land, der i høj grad er ansvarlig for den teknologi, som gør det muligt for ham at kommunikere, lige så absurd er det, at EU skamløst sigter på det eneste land i Mellemøsten, der rent faktisk deler EU’s demokratiske værdier, respekten for menneskerettigheder, pluralismen og retsstats-princippet (for ikke at nævne de fælles interesser, som bremser de Iranske atomvåben, udvikler naturgasressourcer i Middelhavet og søger moderat fremgang i det ustabile Mellemøsten).
At se bort fra EU’s enorme hykleri og forsøg på at tvinge Israel til ensidige indrømmelser har allerede vist sig at være en katastrofal fiasko, når det gælder at fremme freden. Spørg blot Præsident Obama, der i 2009 pressede Israel til 10-måneders indefrysning af bosættelserne på Vestbredden, uden at kræve nogen gensidig gestus fra Palæstinenserne.
De indså hurtigt, at de ikke skal forhandle med Israel, da Obama gør det for dem. Man kan næppe bebrejde Palæstinenserne, at de forsøger at maksimere deres forhandlingsposition, selv om der mangler god tro. Der har således pågået fredsforhandlinger i hele Obama's Præsidenttid, og Udenrigsminister John Kerry har netop foretaget sin sjette tur for at skubbe på fred i regionen.
Det er også værd at bemærke, at den egentlige hindring for fred - Palæstinensisk afvisning og terrorisme - eksisterede før nogen af Israels bosættelsesbebyggelser. Palæstinensisk terrorisme og afvisningen fra Gaza fortsatte også trods fjernelsen af de Israelske bosættelser (fra Gaza i 2005). Så de Israelske bosættelser skabte ikke Palæstinensisk ekstremisme, og fjernelse af dem vil ikke nødvendigvis gøre en ende på den.
Historien har også vist, at bygning af Israelske bosættelser ikke har forhindret Israel i at gøre smertefulde territoriale kompromiser for fred: Menachem Begin evakuerede Sinai, Ehud Barak afsluttede Israels tilstedeværelse i det sydlige Libanon, Ariel Sharon forlod Gaza og Benjamin Netanyahu udleverede Vestbreddens territorium under Wye-aftalen.
Desuden synes EU at have glemt, at Jøderne har en historisk og juridisk ret til at være på Vestbredden. "Mandatet for Palæstina" bekræftet af Folkeforbundet, anerkendte "det Jødiske folks historiske forbindelse til Palæstina" og "grunden til at genetablere deres nationale hjem i dette land."
Under Artikel 6 tilskyndede Mandatet til "tætte bosættelser af Jøder i landet, herunder statens jorder og det vidstrakte land, der ikke kræves til offentlige formål." EU’s boykot indebærer fejlagtigt, at Jøder ingen ret har til at leve på Vestbredden, og minder således foruroligende meget om de politikkere, der gik ind for "Judenrein" i Nazityskland, som forbød Jøder i visse områder af livet, blot fordi de var Jøder.
Endelig mangler EU’s (og US’s) holdning til den Israelske Vestbreds byggeri balance, for det Palæstinensiske byggeri er aldrig begrænset. Som Eli Hertz bemærker: "Oslo-aftalerne forbyder ikke Israelske eller Arabiske bosættelsesaktiviteter. Beskyldninger om, at yderligere Jødiske bosættelsesaktiviteter foregriber de afsluttende forhandlinger ved at etablere noget virkeligt, kræver gensidighed.
Hvis Jøder med magt blev fordrevet fra Vestbredden i 1948 under en krig med aggressioner imod dem [men derefter generobrede Vestbredden i 1967 i en defensiv krig], så må disse områder i det mindste betragtes som omstridte territorier. Ifølge David Bar-Ilan, en tidligere politisk embedsmand, er det Arabiske konstruktionstempo "10 gange antallet af de bygninger, der er under opførelse i området, sammenlignet med dem, der er godkendt [af den Israelske regering] til [Jødiske] bosættere."
Hvis EU ønsker at ignorere folkeret og historik, så bør de i det mindste erkende, at et ensidigt pres på Israel kun styrker den Palæstinensiske ubøjelighed. Faktisk er det kun Palæstinenserne, der har nægtet at forhandle fred uden forhåndsbetingelser.
EU har presset den forkerte part, fordi dens Midtøst-kompas er defekt.
