Fra Israel-info.dk/
1948-1949 - Israels Selvstændighedskrig
Den 14. maj 1948 ved 17-tiden fandt den ceremoni sted, som grundlagde den moderne stat, Israel. Den selvsamme dag kastede Egyptiske fly bomber ned over Tel-Aviv.
Om morgenen, den 15. maj, forlod de Britiske tropper området - og samtidig var Israels første krig, Selvstændighedskrigen, en realitet.
Ved en samlet militæraktion angreb fem Arabiske stater, Egypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak, den unge Jødiske stat fra forskellige kanter. Israel var dog ikke ganske uforberedt på angrebet: De forskellige Jødiske forsvarsforbund, som nu blev samlet under navnet "Zahal" (Zevah Haganah le Israel) eller på Engelsk Israel Defence Force (IDF), og som blot seks måneder før kun havde haft godt 4.000 mand under våben, var nu vokset i antal til 36.500 - dog meget slet udrustet, den første tid uden tunge våben, uden kampvogne og uden fly.
Den 15. maj var også dagen, hvor Briterne åbnede de Jødiske flygtningelejre på Cypern, hvor det Jødiske forsvarsforbund, Haganah, op til selvstændigheden havde trænet mange hundrede mænd og kvinder til soldater, og disse blev nu hurtigt overført til slagmarkerne i Israel.
Yderligere 5.000 - 6.000 frivillige, "Machal", fra hele Verden meldte sig i disse måneder til soldatertjeneste på Israelsk side.
Irakiske tropper krydsede Jordanfloden den 15. maj, og samme dag sørgede Israelske minører for, at broerne oppe på den Libanesiske grænse blev sprængt, således at Libanesiske kampvogne blev forhindret i at rulle ind.
Om aftenen rykkede Syriske topper ned fra Golan-Højderne, og, støttet af kampvogne, angreb to Jødiske landbrugskollektiver på sletten nedenfor. Forsvarerne holdt dem tilbage i to dage, indtil samtlige 42 indbyggere var blevet dræbt af Syrerne.
Den senere så legendariske General og Forsvarsminister, Moshe Dayan, fik og udførte ordren: "Hold Jordan-Dalen".
Efter fire ugers krig og flere appeller fra FN blev kamphandlingerne delvis indstillet den 11. juni. Selve våbenhvilen med Egypten blev sat til den 24. februar 1949. Siden frem til juli 1949 blev der også indgået våbenstilstandsaftaler med Libanon, Transjordanien og Syrien.
Der blive ikke oprettet en Arabisk stat, men det Arabiske område i Palæstina blev indlemmet i Transjordanien, der herefter skiftede navn til Kongeriget Jordan. Våbenstilstandslinien mellem Israel og Jordan kaldes often "Den grønne linie".
1956 - Suez-krigen
I årene efter våbentilstandsaftalen i 1949 tilod Egypten gentagne gange Arabiske gueilla angreb fra Gaza ind i Israel. Da man i 1956 også blokerede Tiranstrædet og dermed hindrede Israelsk besejling til Eilat, gik Israel sammen med England og Frankrig til angreb på Egypten. Krigen resulterede i, at en FN styrke blev placeret langs den Egyptisk-Israelske grænse. En del Danske FN-soldater gjorde tjeneste her i årene 1957-67.
1967 - Seksdageskrigen
Krigen varede, som navnet siger, i seks dage og fandt sted i juni 1967, da Israel reagerede på massive Arabiske trusler samt den ulovlige Egyptiske blokade af Tiran-Strædet. Egypten havde også krævet FN-tropperne langs grænsen til Israel fjernet.
Ved en lynaktion mod militære flyvepladser i Egypten, Jordan og Syrien, lammede det Israelske luftvåben de tre landes luftvåben, og dermed var første skridt taget til en overvældende Israelsk sejr.
I løbet af de næste dage indtog Israelerne Gaza, store dele af Sinaihalvøen, Golan-Højderne samt Judæa og Samaria (Vestbredden) - herunder ikke mindst Jerusalem og Den gamle By. For første gang siden 1948 blev det så igen muligt for Jøder at komme frem til Jødedommens absolut helligste sted, Ha-Kotel, Vestmuren - også kaldt Grædemuren - den sidste rest af muren omkring det Jødiske Tempel.
1973 - Yom Kippur-krigen
I oktober 1973 angreb Syriske og Egyptiske styrker, assisteret af flere andre Arabiske nationer, Israel ved en overraskelsesaktion. Angrebet var massivt, og fandt sted på Yom Kippur - Forsoningsdagen, hvor langt de fleste Jøder - selv de ikke-praktiserende Jøder - holder arbejdsfri.
De første par dage var Israel alvorlig trængt, men langsomt blev den Arabiske fremfærd standset og drevet tilbage. Da FN efter tre ugers blodige kampe tvang en våbenhvile igennem, stod Israel overalt som sejrherre - og havde bl.a. taget hele Sinai, og var nået frem til - og over Suez-Kanalen.
Valley of Tears - Tårernes Dal
Er en dal-strækning i det nordlige Golan, hvor en Israelsk kampvognsstyrke på 100 tanks blev decimeret af de fremrykkende Syrere i 1973. Kun syv tanks var tilbage, men de fortsatte kampen. Takket være et tilsvarende mod i det sydlige Golan, blev Syrernes angreb tilbagevist, og i løbet af fire dages kamphandlinger blev 600 Syriske tanks ødelagt i denne Valley of Tears.
1982 - 2000 Det Libanesiske felttog/engagement
Den 6. juni 1982, tre dage efter et overfald på den Israelske ambassadør i London, Shlomo Argov, gav Premierminister Menachem Begin Israelske tropper ordre til at krydse den Libanesiske grænse og gå nordover. Dette var begyndelsen til det Libanesiske felttog.
Det blev i øvrigt den første krig i Israels historie, hvor der ikke var total konsensus i det Israelske folk - mange var uenige i krigen - og krigen førte til Begins afgang året efter. Israel trak sig helt ud af Libanon i år 2000.
2006 - Hizbollah/Libanon angriber Israel
Onsdag den 12. juli 2006 angreb Hizbollah/Libanon uprovokeret Israel, dræbte otte Israelske soldater, og bortførte to, hvilket betød starten på en ny krigslignende tilstand mellem Israel og Libanon.
Samtidig blev et bombardement af Katyusha-raketter sat ind mod Israel. Den Israelske Hær, IDF, besvarede angrebet i form af "Operation Change of Direction".
Juridisk var der tale om en suveræn stats (Libanon) angreb på en anden suveræn stat (Israel), og Israel havde derfor, ifølge folkeretten, ret til at besvare det uprovokerede angreb. Det kunne være vanskeligt at bebrejde Libanons regering for Hizbollahs angreb på Israel, men ligeså vanskeligt var det at adskille Libanons regering fra Hizbollah – al den stund, tre Hizbollah-folk var ministre i regeringen.
Fra den 12. juli 2006 til den 14. august 2006, hvor våbenhvilen blev iværksat, havde krigen kostet 43 civile Israelere livet, mens 117 IDF-soldater var blevet dræbt.
I perioden landede 3.970 raketter i Israel, 903 af disse raketter faldt over israelske byer. Mere end 1.000 raketter landede i Kiryat Shmona-området, 808 ved Nahariya, 471 ved Shafed, 176 ved Carmel, 106 ved Akko, 93 i Haifa og 81 ved Tiberias.
I perioden blev 4.262 civile Israelere behandlet på sygehusene som sårede. Af disse var 33 alvorligt sårede, 68 i mindre grad - og 1.388 havde lettere skader. Herudover blev 2.773 Israelere behandet for chok og traumer.
I perioden blev 6.000 Israelske hjem ramt af Hizbollah/Libanons raketter. 300.000 Israelere måtte flygte fra deres hjem og tilbragte uger i sikkerhedsrum eller var taget sydpå. En tredjedel af Israels befolkning - mere end 2 millioner mennesker - var direkte berørt af angrebet.
