Fra Virtualjerusalem.com/30. januar 2014.
Materiel kultur (med andre ord: ting) udfylder dette billede. Tusindvis af mennesker har nu gået gennem Siloam-tunnellen under Jerusalem. Det er et storstilet ingeniørarbejde - en passage, der næsten er seks fodboldbaner lang under jorden. Et enormt projekt som dette og andre, som vi skal se, afspejler et større organiseret samfund med en regering, der kunne afbryde dette forehavende.
Hvis den blev lavet i dag, ville chefen være der for at se efter fotomuligheder, og arkitekt og bygherre ville blive hædret. Da den blev lavet for 2.700 år siden, krævede det et stort antal arbejdere og enorme omkostninger. Da mine studerende tiltrådte ”The City of David Project’s” arkæologiske udgravninger af Jerusalem under arkæologen, Jigal Shiloh, afslørede de den nu synlige "trædestens struktur."
Uanset hvilket formål, det tjente - forsvar, jord eller vand opbevaring, en platform for andre store strukturer - var det et kæmpe projekt. Det var ikke noget, der blot samlede et par venner. Det krævede et samfunds organisering, planlægning, design, et stort antal bygningsarbejdere samt finansiering.
Arkæolog John S. Holladay, Jr. taler således om "en stats arkæologisk mærkbare karakteristika" fra det 10. århundrede f.Kr. og fremefter. Disse omfatter et mønster af bymæssige bebyggelser på en rangstige med hensyn til størrelse: Byer, småbyer, landsbyer og flækker. De havde hovedsæder med hensyn til regering (dvs. hovedstæder): Jerusalem og Samaria. Så havde de større byer som regionale centre: Hazor, Megiddo, Gezer og Lachish. Disse har centraliseret bureaukrati. De havde grænseforsvar og stående hære. De havde økonomi, baseret på anerkendelse, skatter og afgifter, og de havde et skriftsystem.
Holladay fremviser alt dette og mere, hvorfor vi ved, at der var et folkerigt samfund med en central regering i denne tidlige fase af den Bibelske periode. Holladay offentliggjorde dette i 1995. Vi kan nu tilføje: Central planlægning af arkitektur og indretning af byer, et karakteristisk alfabet, standard vægte og mål. Og vi kan tilføje, at de Israelitiske steder mangler svineknogler.
Arkæolog Elizabeth Bloch-Smith støtter det synspunkt, at den materielle kultur klart er Israelsk, begyndende senest fra den anden jernalderperiode (950-600 f.Kr).
Vi kan også se ændringerne i de Hebraiske skrifter på inskriptionernes udvikling gennem tiden, og vi kan faktisk datofæste tekster, baseret på dette. (Bogstavet aleph fra det ottende århundrede er ikke det samme som aleph fra det syvende eller sjette århundrede.)
Studiet af disse skrifter og inskriptioner kaldes epigrafik. Mange Bibellærde gennemgår en uddannelse på dette område. Pointen er, at dette ikke sker over en nat. Det tager århundreder for disse skrifter at gennemgå alle disse ændringer. Vi kan datofæste teksterne, og vi ved, at Hebraisk fra disse inskriptioner var sproget i Israels og Judas befolkning, ikke kun i et år, årti eller århundrede, men i mange århundreder.
Samtidig kan vi spore udviklingen af det Hebraiske sprog, som det findes i Bibelen og andre gamle tekster. Vi bevæger os ikke fra Shakespeares til Valley Girls Engelsk på en nat. Der tager århundreder. Ligeledes er det Hebraiske i Miriam’s og Deborah’s sange, som er de to ældste tekster i Bibelen, forskellige fra Hebraisk i Nehemias seneste bog. Hebraisk eksisterede som et sprog, der gennemgik alle de naturlige udviklingsstadier, ligesom vi finder det i ethvert sprog, som taler og skriver over en meget lang tidsperiode.
Der blev samlet beviser af hundredvis af arkæologer, med titusindvis af arbejdere fra mange religioner og lande.
Idéen med dette er at vise, hvor enorm viften af beviser er. Dette er ikke en vag hypotese. Det er ikke formuleret efter en overvurdering eller overfortolkning af et enkelt lille fund. Det er ikke ligesom en Indiana Jones film (selv om vi elsker dem), hvori arkæologen går på udkig efter et enkelt objekt. Dette er en civilisation: Mellem 400 og 500 byer udgravet, hundredvis af år, tusindvis af skriftlige emner, millioner af mennesker.
Disse beviser blev ikke opdaget af én person eller en lille gruppe. De blev samlet af hundredvis af arkæologer, med titusindvis af arbejdere, der kom fra mange religioner og lande.
Nogle arkæologer håbede at bekræfte Bibelen. Nogle syntes at glæde sig over at så tvivl om Bibelen. Der har været svindel og fejl i massevis, som på ethvert andet område. Men bevismassen er stadig tilgængelig for alle. Vi kan se og hele tiden forfine et billede af det gamle Israel.
Vi kan have (og har) en million argumenter mod næsten ethvert aspekt af Bibelen. Men det, vi ikke kan benægte, er eksistensen af den verden, der producerede den. Denne omstændighed er ikke sand, bare fordi Bibelen siger det. Den er sand, fordi næsten alt siger det.
Vi er ikke alle enige om spørgsmål vedrørende den nuværende politik mellem Israel og landets naboer. Men lad ingen gentage dette nonsens om, at Israel ikke har sine historiske rødder der. Man kan ikke forstå Jøderne eller Israelitterne, hvis man fortrænger de første 1.000 år af deres historie.
