Fra Solascriptura.se/Af T. A. McMahon.
Thebereancall.org/
”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke. Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere.” Matt. 23:13-14.
Ovenstående titel blev årsag til konflikt, da jeg brugte den i en tale, som jeg holdt på en profetisk konference for nylig. Det, som jeg syntes var ejendommeligt ved den opstandelse, var, at den kom fra Katolikker (og nogle Evangelikale), som ville høre min fremstilling. I øvrigt afspejler titlen, hvad ”The Pontificial Council for Inter-religious Dialogue” (Pavedømmets råd for dialog mellem religionerne) håber og beder om.
Rom har dyrket dette "fælles grundlag" i årtier, som manifesteret ved Vatikanets brev fra 1994: Recognize the Spiritual Bonds Which Unite Us: 16 Years of Christian-Muslim Dialogue (Anerkendelse af de åndelige bånd, der forener os: 16 års dialog mellem Kristne og Muslimer ). Hvorfor skulle nogen føle sig ilde berørt af, at jeg blot gentager, hvad Den Romersk Katolske Kirke så vældigt meget ønsker sig?
Kampen følger i virkeligheden af den forvirring, som den Romerske kirke selv har skabt. I sin iver for at være den åndelige stemme for verdens religioner, taler Kirken tvetydigt med sin økumeniske tunge. Angående sit forhold til Islam har Kirken ikke bare gjort nogen teologiske tilnærmelser, som er i strid med den rette Kristne lære, til dem med Muslimsk tro; men endnu værre, der findes bånd imellem de to religioner, som går langt dybere, end de fleste mennesker indser. Lad os først se på nogle ting, som er fælles for de to trosopfattelser.
Hvis vi begynder med antallet af tilhængere, overstiger Katolicismen og Islam hver for sig en milliard, hvoraf næsten alle kommer ind i deres respektive tro som barn. Mere end 16 millioner spædbørn bliver døbt ind i den Katolske kirke hvert år. Det er en familiesag. Min søster og jeg blev døbt som Katolikker, eftersom vore forældre var Katolikker, og de og deres søskende blev døbt i kirken, fordi deres forældre var Katolikker. Dette er den væsentligste måde, hvorpå troen udbredes.
Praktisk talt alle børn, født i en Muslimsk familie, er Muslimer, selv om dåb ikke er en del af Islam. Deres officielle "konfirmation" følger, så snart de kan bekende shahada ("Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet"). Denne spædbarns-orienterede måde at opnå stigning på har været en motiverende faktor i den af Vatikanet/Saudierne sponsorerede lobby mod FN's bestræbelser på, at prævention og andre former for fødselskontrol skulle anvendes, især i landene i den tredje verden.
Islam er den hurtigst voksende religion i verden i dag. Katolicismen er den største religiøse organisation blandt dem, som bekender sig som kristne. Hvis antallet af tilhængere var et godt mål at vælge religion ud fra, så ville Islam og Katolicisme helt sikkert være de rette veje. Men Bibelen har ikke en sådan målestok. I stedet for sagde Jesus: ”for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” Matt 7:13-14).
De fleste mennesker er vidende om den maniske hengivelse for og endog tilbedelsen af Maria, som findes blandt Romerske Katolikker; men ikke mange ved, at omtrent den samme respekt findes blandt Muslimerne. Et kapitel i Koranen har fået navn efter Maria (”Sura Maryam").
Fra yderkanterne af Cairo til Medjugorje i Bosnien-Hercegovina er hundredtusinder, som bekender sig til den Islamiske tro, kommet sammen, overalt hvor man har ført hendes statue i procession, eller hvor det siges, at man har set hende åbenbare sig. Hun er agtet højere end den mest værdsatte kvinder i den Muslimske tro, inklusiv Muhammeds to favorit- hustruer, Khadija og Aisha, og hans datter Fatima. Hadith lærer, at Muhammad udvalgte Maria som sin fornemste hustru, da han kom ind i Paradis. I en af de mest populære Katolske åbenbarelser af Maria omtales hun som Fatima, Vor Frue.
Katolske og Islamiske bønner har mange lighedspunkter. For Muslimen er bønnen til Allah fem gange om dagen helt og holdent en lydighedshandling, og bønnerne er altid ensformige. Som en tidligere Muslim udtrykker det: "Der er næppe fortrolig samtale med Allah; ... det gøres mere for at undslippe den straf, som skal komme over dem, der undlader at bede."
De fleste bønner, som bedes af Katolikker, er også vanemæssige og ensformige. Det bedste eksempel er, at man beder Rosenkransen. At gentage 16 "Fader Vor" og 153 "Vær hilset Maria" er langt fra et personligt samvær. Desuden tildeler præsten Rosenkransen - når Katolikken går til bekendelse - som en alvorlig straf eller bod for hans synder.
Rosenkransperler til bøn var en del af den Islamiske andagtsøvelse for Allah, længe før St. Dominic i en åbenbaring fra den hellige Jomfru Maria i 1200-tallet fik undervisning i at bede med rosenkransen. Rosenkransperler er for øvrigt et stadigt tilbagevendende fænomen i den antikke og moderne hedenskab. I en ironisk kommentar tilskriver Katolske kirkehistorikere bønnerne fra medlemmer af Rosenkransens Broderskab æren for en afgørende sejr til søs over Tyrkerne, hvilket "reddede Europa fra den Muhamedanske fare”.
Katolikker og Muslimer ser pilgrimsrejser som et middel til at opnå Guds anerkendelse. Hadj, en af Islams fem søjler, er en nødvendig rejse (en gang) til Mekka. For Katolikker har pilgrimsrejser historisk set givet adgang til at blive åndeligt renset, ofte foranlediget af løftet om aflad. Mange millioner Katolikker rejser hvert år til hundredvis af helgenaltre (næsten alle tilegnede Maria), placeret overalt i verden.
Korstogene var et forsøg på - med aflad som drivfjeder - at genvinde Jerusalem fra de vantro Muslimer, for at genetablere de Katolske pilgrimsrejser. For øvrigt tilbød den Romerske Kirke korsfarerne fuld benådning fra skærsilden, hvis de skulle dø, mens de forsøgte at befri Det Hellige Land. På samme måde tilbyder Islam belønninger i og forsikring om Paradiset til dem, der dør i religiøse kampe (jihad), inklusiv selvmordsbomber.
Romerske Katolikker ser Allah som Bibelens Gud. I 1985 tilkendegav Pave Johannes Paul II for en begejstret tilhøreskare af tusindvis af unge Muslimer: "Kristne og Muslimer, vi har mange ting til fælles som troende og som mennesker ... Vi tror på den samme Gud, den ene og eneste Gud, den levende Gud ... "
Men hvordan er det muligt?
Historisk set var Allah en hedensk afgud, den suveræne blandt mange afguder, der blev tilbedt af Muhammeds Quraish-stamme, længe før hans fødsel. Will Durant skriver i sin klassiske The Story of Civilization:
"I Ka'aba, i den præ-Islamiske periode, fandtes der flere afguder, som repræsenterede guder. Den ene hed Allah, tre andre var Allahs døtre, al-Uzza, al-Lat og al-Manat. Vi kan fastslå denne gamle skik i den Arabiske gudeverden gennem omtalen af Al-il-Lat (Al-Lat) af Herodotus (femte århundrede f. Kr., Græsk historiker) som en stor Arabisk gud. Quraish-stammen banede vejen for monoteisme gennem tilbedelse af Allah som den mest fremtrædende gud ... "
Arkæologiske beviser, som blotlagdes i Arabien, viser på en overvældende måde, at den dominerende religion før Islam var tilbedelsen af måneguden, Allah. Muhammed eliminerede helt enkelt de andre guder, ca. 300 stykker, herunder Allahs døtre, og gjorde Allah til den øverste, mens han bibeholdt mange af de hedenske ritualer og symboler, der associerede til ham.
Halvmånen var f. eks. symbol for måneguden fra Sumerernes og Babyloniernes tid, igennem den tidsperiode, hvor Kristus levede, og indtil Muhammed kom. Det er næppe nogen tilfældighed, at Ramadanen, den Muslimske fasteperiode, begynder og slutter ved halvmåne. Næsten alle måneguds-ritualerne og anden afgudsdyrkelse, herunder at kysse den sorte sten, bede vendt mod Mekka, løbe rundt om templet og mellem de to høje Safa og Marwa, var ritualer, der eksisterede før Islam.
Sammenligninger mellem Jehova og Allah viser tydeligt, at de ikke kan være én og den samme. Jehova har en søn: ”Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser.” (1. Joh. 4:14). Allah har ingen søn: "Og siger: Ære være Allah, som ikke har taget til sig selv en søn, og som ikke har nogen, der er delagtig i suverænitet ... "(Sura 17:111); "Allah har ikke udvalgt nogen søn, og der findes heller ikke nogen Gud ved siden af ham" (Sura 23:91).
Mens Gud Fader tilkendegav fra himlen om Jesus: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« (Matt 3:17), fordømmer Koranens Allah en sådan opfattelse: " ... de kristne siger: Kristus er Allahs søn. Det er en erklæring fra deres læber. De efterligner de utro i gammel tid. Allahs forbandelse være over dem, så vildledte de er bort fra sandheden! ”(Sura 9:30).
Selv om der findes både tydeligere og afgørende forskelle mellem Bibelens Gud og Allah, godtager Den Romersk Katolske Kirke dem som én og samme Gud. Følgende citat er fra Det andet Vatikankoncil:
"Kirken har også høje tanker om Muslimerne. De tilbeder Gud, som er én, levende og bestående, barmhjertig og almægtig, himlens og jordens Skaber, som også har talt til menneskene. De bestræber sig på uforbeholdent at underkaste sig Guds hemmelige påbud, præcis som Abraham underkastede sig Guds plan, hvis tro Muslimerne er meget ivrige efter at beskæftige sig med.
Selv om de ikke erkender ham som Gud, ærer de Jesus som en profet. De ærer også hans Moder, jomfruen, og fremmaner hende til tider inderligt. Desuden venter de på dommens dag og belønningen fra Gud, som kommer efter de dødes opstandelse. Af denne grund lægger de stor vægt på et retskaffent liv og ærer Gud, specielt gennem bønner, almisser og faste” (Nostra Aetate, Det andet Vatikankoncil).
Overvej nøje ovenstående citat (taget fra det, som Den Romersk Katolske Kirke hævder, er et ufejlbarligt Koncil), og du vil indse, hvad der virkelig forener Katolicismen og Islam: De har begge en Jesus, som ikke kan frelse deres sjæle.
Koranen lærer, at Jesus ikke døde på korset: "Og skønt [Jøderne] siger ”Vi dræbte Messias, Jesus, søn af Maria, Allahs Sendebud” - hverken dræbte de eller korsfæstede ham, men de fik det indtryk; og de, som ikke er enige i dette, er ikke sikre på det; de har ingen viden om dette, blot en hypotese; de dræbte ham bestemt ikke” (Sura 4:157).
Det andet Vatikankoncil kan hædre Muslimerne for, at "de ærer" Jesus, men i virkeligheden er det en falsk Jesus. Desværre har Katolicismen også en falsk Kristus. De lærer, at hans død på korset ikke var tilstrækkelig til vor frelse. Hans offer (som ifølge Bibelen bare frembæres én gang for at fjerne vores synder fuldstændigt, Hebr. 9:28), må ikke bare "gen-frembæres" som en dagligt offer for synder på altre over hele verden, men Katolikkerne må sone deres egne synder gennem lidelser her på jorden og i skærsilden.
Slutteligt redegør Vatikanet tydeligt for det, som Islam og Katolicismen opfatter som deres håb om frelse: "... de lægger stor vægt på et retskaffent liv og ærer Gud, især gennem bønner, almisser og faste". Dette er frelse ved gerninger.
I Islam er mennesket ansvarligt for hver tanke, ord og handling. Hans eller hendes liv skal leves efter, hvad der behager Allah, hvilket man finder i Koranen eller Hadith. I øvrigt er der Shari'a, som er en samling regler, der forsøger at dække helheden af det religiøse, politiske, sociale og private liv i Islam. At bryde disse love indebærer forskellige former for midlertidig afstraffelse.
I den yderste dom kommer Allah til at bestemme ens evige skæbne, når han lægger ens gode og onde gerninger på den guddommelige vægtskål: "Da bliver de godkendte, hvis vægtskåle vejer tungt (med gode gerninger). Og de, hvis vægtskåle vejer let, er de, som mister deres sjæle og må opholde sig i Helvede" (Sura 23:102, 103). Hadith beskriver Helvedes plager på en levende måde.
En af mine venner, James McCarty, producerede en video med titlen "Catholicism: Crisis of Faith", i hvilken han interviewer omkring et dusin mennesker, der kommer ud fra Messe i St. Patrick's Cathedral i New York. Han spørger dem simpelthen om på hvilket grundlag, de forventer at komme i Himmelen. Kun én henviste til Jesus. Det altovervældende svar var, at de opfattede sig selv som værende temmelig gode mennesker, og de var helt overbeviste om, at deres gode gerninger opvejede deres dårlige og umoralsk.
Selv om den Katolske Kirke fastslår, at det kun er ved Guds nåde, at vi kan gå ind i Himmelen, fremgår det meget klart, at hvad, det indebærer, er, at nåden er nødvendig for at gøre det muligt for mig at gøre de gerninger, som gør mig kvalificeret til Himmelen.
Ifølge Den Katolske Kirkes katekismus "opnår de den himmelske glæde som Guds evige belønning for de gode gerninger, der udførtes ved Kristi nåde” (par 1821) og de ”kan gøre sig selv og andre fortjente af al den nåde, som er nødvendig for at opnå evigt liv” (par 2027).
Pave Johannes Paul II talte til en Katolsk forsamling i Tyrkiet med disse ord: "Jeg spørger mig selv, om det nu er anliggendet, netop i dag hvor Kristne og Muslimer er indgået i en ny periode i historien: at værdisætte og udvikle de åndelige bånd, der forener os”.
Nej! Det, som er "anliggendet", er, at Katolikker og Muslimer bliver frigjorte fra det åndelige slaveri, at forsøge at blive kvalificeret for Himmelen gennem deres gode gerninger. Bed om, at deres hjerter må åbnes til at modtage det evige liv som en gave (Rom 6:23).
---------------------------------------------------------------------------------------------------------
Oversat fra Svensk af Lis Jensen.
Læs desuden: Rick Warren bygger bro til Muslimer.
