Fra Gatestoneinstitute.org/
Af Harold Rhode.
12. oktober 2012.
Assad og Alawiterne kan ikke give op. De kæmper for deres eksistens. Den eneste måde at afslutte denne borgerkrig på er at lade dem have kontrol over deres skæbne - enten som en autonom region i Syrien eller som en selvstændig enhed.
Alawiterne er et lille, historisk undertrykt folk, hvis politiske fremtid vil afgøre, om Syrien forbliver forenet i en eller anden form, eller opløses i endnu mindre etniske og religiøse enheder.
Da de kommer til at spille en så vigtig rolle, kan Amerika, Israel og andre kræfter, der er interesserede i Syriens fremtid, gøre klogt i at lære dem at kende, deres bekymringer, og hvordan andre bedst kan affinde sig med dem.
Syriens ikke-Sunnier har historisk levet i frygt for, hvad Sunnierne kunne gøre dem. Selvom Arabiske Sunnimuslimer er den største religiøs-etniske gruppe i Syrien, udgør ikke-Sunnimuslimer op mod 40% af befolkningen. Historisk set antog Sunnierne - indtil udgangen af det Osmanniske styre efter første verdenskrig - at de var regionens naturlige herskere, og kontrollerede stort set skæbnen hos det store antal ikke-Sunnimuslimer, der boede blandt dem. Ikke-Sunniener synes at have "kendt deres plads" i det Syriske samfund - andenklasses borgere. Sunnierne fastsatte reglerne.
I det 19. århundrede begyndte vestlige begreber om nationalisme og lighed for alle mennesker at dukke op i Mellemøsten. Tanken om, at alle - uanset etnicitet eller religion - er lige for loven havde syntes bandlyst af Sunnierne: En sådan idé ville modsige det grundlæggende Islamiske princip om, at ikke-Muslimer - kendt som dhimmier eller andenrangs, knapt tolererede borgere - kunne leve i et Islamisk samfund, hvis de accepterede deres plads som ulige og uværdig i politisk og social henseende. Men selv om alle Sunnier måske betragtede sig selv som lige, var klaner, stammer eller etniske identitet, for ikke at nævne køn i virkeligheden normalt fremherskende.
Efter første verdenskrig, da Franskmændene regerede Syrien, forsøgte de at indføre begrebet lighed for loven for alle mennesker - et princip, som aldrig slog rod. Under det Franske styre bønfaldt de, der i dag er kendt som Alawiter - og som i dag regerer Syrien - Franskmændene om at give dem mulighed for at oprette deres egen stat i deres gamle hjemland langs Middelhavskysten mellem nutidens Libanon og Tyrkiet. En af dem, der mest lidenskabeligt støttede denne mulighed, var bedstefaderen til herskeren af Syrien i dag: Suleyman al-Assad.
Dette skyldes, at syriske Sunnimuslimer historisk har henvist til individuelle Alawiter som "Abid" [slave], og behandlet Alawiterne som sådan. Alawiterne var tjenere i Sunnimuslimske husholdninger. Alawitisk tradition er fyldt med skrækhistorier om Sunni-misbrug, både i Sunnimuslimske husholdninger og også på andre områder.
Alawiterne, en udløber af Shiitisk Islam, blev frygtelig diskrimineret under Sunni-styret. Sunnimuslimernes attitude overfor Alawiterne - og mod andre ikke-Muslimer - var "adel forpligter", eller en nedladende holdning, hvis ikke direkte fjendtlighed.
Ifølge den Alawitiske religiøse overbevisning, var den Muslimske profet Muhammeds fætter og svigersøn - Ali - en guddom. At et menneske kan være en guddom er bandlyst i Islam. Selv om Kristne officielt betragtes som dhimmier, eller andenklasses borgere af Muslimerne, henviser mange også til de Kristne som hedninger. Kristne forherliger Jesus, som i Muslimske øjne blot var en profet, født af en menneskelig mor og far.
I de Franske år og årene efter 1946 med Syrisk uafhængighed, ville de velhavende og respektable Sunnier ikke have deres sønner i tjeneste i militæret. Deres Alawitiske tjenere fulgte dog de Sunnimuslimske herrer i erkendelse af militæret som en måde at avancere på. Mestrene underskrev anbefalinger for at få børn af deres Alawitiske tjenere ind i militæret. Efterhånden steg Alawiterne i graderne. Til sidst væltede de i 1966 den eksisterende orden og overtog landet. De har domineret det siden.
Mange af disse officerer og deres Kristne kolleger tog Arabisk nationalisme til sig, måske i håb om gennem nationalismen at få den ligestilling, som de ikke fik i religionen i det Sunni-dominerede samfund. Disse embedsmænd gjorde deres bedste for at sætte deres ikke-Sunni identitet til side, og de krævede endda til tider af deres Sunni Arabiske kammerater, at de gjorde det samme.
Da Alawiterne steg i militæret, steg de også til ledende stillinger i Baath-partiet - den grundlæggende lejer for militant Arabisk nationalisme. Men selv som militante anti-Israelske Arabiske nationalister frygtede disse Alawiter stadig, at Sunni-flertallet ville ligge på lur og gå til angreb på Alawiterne, hvis de viste nogen svaghed. Alawiterne tillod aldrig sig selv at glemme, at Sunnierne hadede dem, og selv om de kontrollerede Syrien, måtte de hellere komme til en aftale med de førende Sunni-familier om at give dem stabilitet og mulighed for at tjene penge - til gengæld tillod Sunnierne Alawiterne at styre landet militært og også at tjene penge.
I løbet af de såkaldte fredsforhandlinger mellem Syrien og Israel udpegede Alawiterne, ifølge deres egne indrømmelser, Sunnier - og ikke Alawiter – til at forhandle med Israelerne - så at Alawiterne ikke ville blive holdt ansvarlig, hvis der blev givet Israel nogen indrømmelser. Alawiterne var højst sandsynligt bekymret for, at hvis de havde givet sig selv den mindste smule overfor de Israelske anmodninger, ville Sunnierne have brugt det som en undskyldning for at hævde, at Alawiterne ikke var "sande" Arabere.
Mange Alawiter har troet, at den Arabisk-nationalistiske vej til at blive accepteret af Sunni-flertallet var dødsdømt. Ifølge diskussioner med folk, der er flygtet fra Syrien såvel som mange, der stadig er der, frygtede de af hjertet netop det, som den Syriske Præsident Assads bedstefar havde advaret om, at hvad de end gjorde, ville Sunnierne aldrig acceptere dem. For disse Alawiter ville den eneste løsning være en separat Alawitisk stat eller enhed, hvor de kunne styre deres skæbne og ikke være under det frygtede Sunni åg.
Mange Alawiter, der længe stille og roligt havde været imod Assad’s styre, forsøger igen, ligesom Assads bedstefar i 1930, at fremføre ideen om at skabe en uafhængig Alawitisk stat. Hver dag kan de se omkring sig, at Mellemøstlig kultur lægger stor vægt på hævn, så Sunnierne ville aldrig tilgive dem for at have været fortrængt fra magten for 46 år siden. Det ville være klogt af Alawiterne at frygte, at uanset hvad der sker i Syrien, vil Sunnierne massakrere dem for at have styret Syrien og for at have dræbt så mange Sunnimuslimer under den nuværende krig.
Begrebet kompromis eksisterer simpelthen ikke i Mellemøsten - man enten vinder eller taber. Ikke kompromis, fordi det uvægerligt medfører et delvist tab, der åbenbart ses som at bringer skam over sig selv – og det skal undgås for enhver pris. Syriens Alawitiske regime ser derfor formentlig intet andet alternativ end at blive ved med at bekæmpe den Sunni-dominerede opposition - som selv bukker under for Tyrkisk, Saudi- og Qatar-inspireret Islamisk fundamentalistisk lederskab - og forsøge etnisk udrensning af Alawiternes område for alle Sunnier i håb om, at trække sig tilbage til dette område ved hjælp af eksterne allierede - det være sig Iranere, Russere, eller andre ikke-Sunnimuslimer i området - og barrikadere sig i mod Sunnierne.
Derfor er det svært at forestille sig nogen løsning, hvor Syrien stadig er en centraliseret og forenet stat. Man kunne forestille sig lokale selvstyrende regioner, hvor Alawiterne endelig kunne styre deres egen skæbne. Måske andre grupper - såsom de ikke-Arabiske Kurdiske Sunnier i nord - også kunne have deres egne enheder og kaste åget af sig fra det Arabiske styre. Uanset det endelige resultat, ved Kurderne, at deres Sunni-Arabiske naboer, selv om de alle deler den samme tro, aldrig vil lade fortid være fortid. Ligesom Muslimer i almindelighed er nådesløse i at forfølge Israel, ville de aldrig acceptere nogen løsning, hvor de ikke i sidste ende overtog hele området.
Derfor, hvis der nogensinde skal være en slags freds-lignende arrangement - omend midlertidigt - i det, der er Syrien i dag, er der ingen måde, hvorpå Syrien kan forblive en centraliseret stat med nye herskere, uanset hvem de måtte være, som fortsat vil undertrykke andre Syrere. Af alle de etniske og religiøse grupper i Syrien, har Alawiterne mest at miste, som de uden tvivl ved, og som er grunden til, at de må have kontrol over deres egen skæbne. De har ikke noget andet alternativ end at forblive velbevæbnede - hvis ikke, ville Sunnierne igen overtage dem og underkaste dem den slave-lignende status, de havde i fortiden.
Assad kan derfor ikke give op. Han og Alawiterne - uanset om de støtter eller modsætter sig Assad - kæmper for deres eksistens. Den eneste måde at afslutte denne borgerkrig på er at lade dem få kontrol over deres skæbne - enten som en selvstændig region i Syrien, eller som en selvstændig enhed. Uanset, hvad der sker, vil de insistere på, at forblive godt bevæbnet. De - ligesom andre mindretal i Mellemøsten - vil fortsætte med at leve i evig frygt for de Arabiske Sunnimuslimer. Da begrebet at overse tidligere klagepunkter er fremmed for kulturen i denne region, er sand fred mellem Alawiterne og de Arabiske Sunnier - eller for den sags skyld, Arabiske Sunnier og ikke-Arabiske Sunnier - desværre udelukket.
