Fra Letusreason.org/Juli 2012.
Af Mike Oppenheimer.
(Som pdf-fil til udskrift her)
Israel – at erstatte, hvad Gud ikke har erstattet - Del I af II.
Nationen Israel
Israel bliver altid omtalt som den nation, bestående af Jøder, der er de fysiske efterkommere efter ikke blot Abraham (som er Hedningerne) men Abraham, Isak og Jacob. 73 gange i Det nye Testamente bruges udtrykket "Israel".
De fleste gange henviser det til det nationale, etniske Israel. Der findes tre vigtige passager, der bruges til at forsøge at bevise, at Kirken er Israel. Romerbrevet 9:6;11:26 og Galaterne 6:16;1 Kor 10:18: "Israel efter kødet," som det sande, troende Israel blandt de ikke-troende, ligesom i Romerbrevet 9:6 skelner apostelen imellem de to Israeler: Ét, der tror, et andet, der er ikke-troende; begge er etniske Israelitter, men kun ét har den tro, der fastholder dem i Pagten.
Galaterne 6:16 (Og alle, som vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem, og med Guds Israel!) bruges ofte til at bevise, at Kirken er Israel. Dette synspunkt hævder, at Galaterbrevet handler om Hedninger, der forsøger at opnå frelse gennem loven. De, der bedrog dem, var Judaiserede,Jøder, der krævede efterlevelse af Moseloven. "Gud’s Israel" er – i klar modsætning til de Judaiserede - de Jødiske troende, der fulgte reglen om frelse ved troen alene.
Paulus taler her kun om en opdeling inden for det etniske Israel. Nogle af dem er troende og således det virkelige Israel, mens andre, selv om de er etniske Israelitter, ikke er det virkelige Israel, da de ikke tror... Der findes overhovedet ingen Hedninger i sætningen.
[Dette erstatnings-syn bliver ofte holdt inden for grupper som Rekonstruktionisme, Dominionisme og Kongeriget-nu tilhængere, der hovedsagelig ikke er Premillenniale, men holder sig til Postmillenialisme,Amillennialisme og Preterisme.]
Gud har en ubetinget forpligtelse overfor folket Israel; Han har oprettet en Pagt og kan ikke bryde sit ord. Der er dem i "Kirken", der har den holdning, at den første Pagts løfter til Jøderne er ophævede og ugyldige. Paulus gør det klart for Kirken i Rom: "Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk (Jøderne)? ALDELES IKKE! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme."
Med dette alene har vi beviser på, at Erstatningsteologien er forkert. I Esekiel 36 gør Gud det meget klart, at Han aldrig vil opgive Israel. Ikke for deres skyld, men fordi Hans navn og Hans omdømme er på den linje.
Jeremias skriver ret om løftet om en ny Pagt: "Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus.”
"Dette siger Herren, han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten, han som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Herre er hans navn: Kun hvis disse mine bestemmelser kunne brydes, siger Herren, ville Israels slægt ikke længere bestå som mit folk.”(Jeremias 31:31, 35-36.
Hvis Israel ikke længere skulle være en nation, ville det betyde, at sol, måne og stjerner heller ikke ville eksistere.
Gud slutter en blodpagt (ubetinget) med Abraham: "Herren sagde til Abram: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes." (1 Mos 12:1-3).
Dette er ikke blevet tilbagekaldt. Til denne nation vil Gud give et land - Kana'ans land (1 Mos 12:1 og 7;13:14-15 og 17; 15:17-21;17: 8). Gud vil velsigne dem, der velsigne denne nation og forbande dem, som forbander den (12: 3). Gud fastsatte et guddommeligt princip, der er blevet set og bevist gennem hele historien.
Når man går imod Israel (forband folk som Balak, der forsøgte at få Bileam til at gøre det), går man imod Messias, som oprettede Israel til at være en velsignelse for alle nationer.
Et andet punkt at tage hensyn til er Joel 4:1-2: "I de dage og på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle folkeslagene og fører dem ned i Joshafats dal. Dér vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min ejendom, Israel, som de spredte blandt folkene. De delte mit land imellem sig.”
1 Mos 12:7: ”Herren viste sig for Abram og sagde: »Jeg vil give dine efterkommere dette land.« Dér byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham."
HERREN lovede et Land; specifikt, Kana'ans Land (1 Mos12:1og 7;13:14-15 og 17;15:17-21; 17:8).
Fremhævelsen af 1 Mos 17 (1 Mos 17: 9-14) går på et symbol på Pagten: fysisk omskæring den ottende dag i en drengs liv. Omskæring skulle være et tegn på éns Jødiskhed, Pagtens segl.
Gud valgte at bekræfte Pagten med Jakob, som det ses i 1 Mos 28:13-15. Derefter blev det bekræftet gennem alle Jacobs tolv sønner, som var forfædre til de tolv stammer, der udgjorde nationen Israel (1 Mos 49).
Israel blev givet love og måder at være fremtrædende og adskilt fra Hedningerne på (ikke-Jøderne); nu har vi lærere, der siger, at Hedningekirken er Israel. Til de, der er Hedninger og nu påstår, at de er de sande Jøder på grund af deres tro på Messias, og at de erstatter Israel, siger Jesus i Åb 2:9: ”Jeg kender din trængsel og din fattigdom – men rig er du! – og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er Satans synagoge” og Åb 3:9: ”Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver; jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder og indse, at jeg elsker dig.”
Løfterne til både Abraham og hans efterkommere viser, at velsignelserne endnu ikke er fuldstændig opfyldt, men venter på Det Messianske Kongerige. Den Abrahamitiske Pagt indeholder både fysiske og åndelige løfter. De fysiske velsignelser var begrænset til Jøderne (f.eks. landet), de åndelige velsignelser var udvidet til Hedningerne (ikke-Jøder), men kun ved Messias (de blev podet ind på oliventræet). I den gamle Pagt måtte Hedningerne (ikke-Jøder) konvertere til Jødedommens religion (men dette gjorde dem stadig ikke Jødiske).
Gud åbenbarede, at det var gennem Sarah’s søn Isak, at den Abrahamitiske pagt ville blive bekræftet (1 Mos 26:2-5 og 24). Nogle eksempler på dette inkluderer: 2 Mos 2: 23-25; 4: 24-26; 6: 2-8; 32:11-14; Tredje Mosebog 26:46; Femte Mosebog 34:4; II Kongebog 13:22-23; 1 Krøn 16:15-19; 2 Krøn 20:7-8; Nehemias 9:7-8; Salm 105:7-12; Luk 1:54-55, 68-73; og Hebræerbrevet 6:13-20.
Disse vers forklarer, at den Abrahamitiske Pagt er grundlaget for Israels udvandring fra Ægypten, for at give dem Landet, for den Jødiske overlevelse gennem århundreder trods ulydighed, for Messias’ komme, opstandelsen fra de døde og for Israel’s endelige forløsning og genoprettelse.
Israel er blevet fokus for verden, og desværre tror store dele af Kirken ikke længere på nationens relevans i dag. Det er Satan, som har tilskyndet til had mod det Jødiske folk gennem århundreder; i endetiden vil han blive rasende og gøre alt for at tilintetgøre dem (langt værre, end hvad Hitler havde i tankerne og fuldførte).
Enhver lære eller fortolkning skal være fra Skriftens kontekst og dens fulde undervisning om emnet (både i Det gamle og Det nye Testamente) og ikke bygge på et enkelte vers. Vi må tage hele rådet i Gud ord. Når vi studerer Israel, er der en større mængde i Bibelen vedrørende menneskene, nationen og dens fremtid. Erstatningsteologi og dens antagonistiske syn på Israel viderefører en anti-Semitisk holdning i Kirken.
Hvad man tror om Israel, er af allerstørste betydning for at forstå Bibelen og Endetiden. Det bør være klart, når vi studerer ordet; Det gamle Testamentes løfter til det nationale Israel vil bogstaveligt blive opfyldt i fremtiden, ligesom de bogstaveligt blev opfyldt i fortiden. De nødvendige detaljer findes i Det gamle Testamente, og vi finder, at Paulus og også Johannes i Åbenbarings-bogen ofte trækker på et antal passager for at bevise deres synspunkter.
Hvis Israel ikke længere er Gud’s "udvalgte folk", finder vi mange problemer, der udspringer fra denne holdning, og ikke kan forenes med Gud’s karakter eller Hans løfter.
Romerne 11 indeholder Skrift-passager, der er vigtige at forstå. For at få det fuldstændige billede skal kapitel 1-10 i Romerne læses grundigt. Romerbrevet 1 til ind i Romerbrevet 2 påpeger, at ingen har en undskyldning, fordi beviserne for Guds sandhed har været med os fra begyndelsen, og endog findes i naturen.
Romerne 2 beskriver Jøderne og Loven. Det påpeger det håbløse i, at forsøger at opnå frelse gennem Loven, og at Jøderne ikke har nogen fordel fremfor Hedninger (ikke-Jøder), hvad angår frelsen - at alle har syndet. Loven viser os, hvordan vi kommer til kort overfor Guds hellighed. De Jøder, der har mere viden om Gud, vil i virkeligheden have mere at stå til ansvar for. Kapitlet slutter med udtalelsen, at det ikke er nok at være omskåret i det ydre for at være en Jøde, men det er snarere Guds bekymring, at hjertet må forandres - ikke ændres i kødet, men i det indre menneske.
I Romerbrevet 3-8 bliver vi fortalt, at Jøderne havde en fordel i forhold til Hedningerne (ikke-Jøderne) - de fik sandheden om Guds ord (Guds orakel) og blev betroet at bevare det. Imidlertid har både Jøder og Hedninger (ikke-Jøder) syndet, og Loven retfærdiggjorde dem ikke, ej heller bliver nogen retfærdiggjort uden ved tro på Jesus Kristus.
Paulus rejser spørgsmålet vedrørende stedet, Israel, i Romerbrevet 9,10 og 11. I kapitel 9:3 sagde han: "Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd.
Hvis Kirken erstatter Israel, kunne dette ikke siges. Vi skal dog være opmærksomme på, hvordan Paulus definerer Israel i hele Romerbrevet og hans andre Epistler.
Det er indlysende, at Pagten stadig er i kraft for Israel på grund af det, Paulus udtaler tidligere i det samme brev til Romerne. Han fortsætter med at identificere sit folk, og skelner dem fra ikke-Jøderne og Kirken. Romerbrevet 9:4-5: "De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.
Det er visseligt ikke Hedningerne (ikke-Jøderne) og ikke Kirken, han taler om.
