Israel – at erstatte, hvad Gud ikke har erstattet - Del I af II.

Fra Letusreason.org/
Juli 2012.
Af Mike Oppenheimer.

(Som pdf-fil til udskrift her)

På en tid, hvor Bibelens profetier er meget vigtige, finder vi, at Kirken har mindre kendskab til dem, især når det drejer sig om Israel. De fleste Evangeliske Kristne har støttet Jøderne og den moderne stat, Israel, men tingene ændrer sig.

Kirken troede fra begyndelsen, at Gud havde en kommende plan for Israel, baseret på De Hellige Skrifter (ApG 3:19). Dette omfattede en national genoprettelse af Israel i det samme land, som de til sidst blev spredt fra. Som tiden gik, og Kirken bevægede sig længere væk fra sin Jødiske begyndelse og rødder, begyndte mange at tro, at Kirken havde erstattet Israel. Men i dag og i den tidsalder, hvor vi ser de Bibelske profetier blive opfyldt, med Guds løbende beskyttelse og genoprettelse af Jøderne i landet, burde der ikke være nogen, der bibeholdt vantroen til Hans løfter; MEN DET ER DER.

Der er nogle inden for Kirken, der indtager den holdning, at Israel som folk og nation ingen yderligere plads har hos Gud, og at Israel er evigt forstødt på grund af deres afvisning af Messias. De tror, at det nationale Israel ikke længere har en fremtid i Guds plan, og at alle de løfter, der er givet til Israel, er forspildte og nu overføres til Kirken – Kirken er nu det sande Israel.

Nogle går så langt som til at sige nedsættende bemærkninger om, at det Jødiske folk nu ikke længere er et "udvalgt Guds folk", og at det er forbandet på grund af deres vantro, eller at Jøderne har arvet alle lovens forbandelser i 5. Mosebog kapitel 28-33. De tror, at alle velsignelserne til Israel nu er overført til Kirken. Det, de benægter, er de forbandelser, der er inkluderet i 5. Mosebog 28. Hvis man vil gøre krav på velsignelserne i 5. Mosebog 28, kan man ikke udelukke forbandelserne. Man kan ikke leve under Den gamle Pagt og Den nye Pagt på samme tid. Faktisk vil vi finde det stik modsatte – Gud forbander dem, der er imod Israel. 5. Mosebog 28 ledsager Moses’ betingede pagt, ikke den ubetingede nådepagt i Det nye Testamente.

Tilhængere af denne Erstatningsteologi hævder, at Kirken fandtes i Det gamle Testamente, og at de var en forsamling af troende, så Kirken bliver fortsættelsen af Israel. Siden Pinsen i ApG 2 henviser udtrykket "Israel" nu til Kirken, siger de. Man behøver blot at se på, hvordan ordene i ApG bruges for at se, at det ikke er rigtigt. Hvis det er sandt, hvorfor er der så en sondringer mellem Israel og Kirken i hele ApG, og hvorfor er der kendetegnende udtalelser igennem alle Epistlerne? Dette er en menneskeskabt doktrin, bygget på en forudsætning.

Den første forekomst af det Græske ord ”ekkleesia” i Det nye Testamente findes i Matthæusevangeliet 16:18. Ordet "Kirke" (ekkleesia – forsamling) refereres ofte til af Erstatningsteologer som Israel samt en generel betydning som troende forsamling. Således formoder de, at ordet "Kirke" (Ekkleesia) er et Græsk ord for Israel. De tror, det er hvad, Jesus Messias mente i Matthæusevangeliet 16:18 med ordet "Kirke" (det bruges kun to gange i de nytestamentlige evangelier – Matthæus 18). Dette ville betyde, at det altid stod for ”Kirke” (dvs. at "Kirken" stadig er Israel i Det nye Testamente).

Dog i Matthæusevangeliet 16:13-20 betyder ordet "Kirke" bogstaveligt "de kaldede", men det henviser også til dem, der bekender, at Jesus er søn af den levende Gud, noget, som ikke blev afsløret i Det gamle Testamente (dette vil blive yderligere forklaret, når vi ser på Romerne 11). De ”kaldede” er ikke i forhold til den Mosaiske lov, som blev givet nationen Israel, men en helt ny Pagt.

I Det nye Testamente bruges ordet også i snævrere forstand om en enkelt kirke, eller en kirke, der er begrænset til et bestemt sted. Der er kirken i Aquila's og Priscilla’s hus (Romerne 16:5); menigheden i Korinth; kirkerne i Judæa; menigheden i Jerusalem, osv.

Hvis man brugte ordet Israel om Kirken i hele Det nye Testamente, ville man begynde at se de problemer, det ville skabe.

I ApG 8:3 ”Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden (Israel?), han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.”

ApG 2:47: "Og Herren føjede hver dag nogle til (Israel?), som blev frelst.”

ApG 8:1 ” Og Saulus bifaldt mordet på Stefanus. Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden (Israel?) i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria.”

ApG 11:26: "og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia; og så var de sammen et helt år i menigheden (Israel?) og underviste en stor skare.”

Og dette: ApG 15:4: "Da de kom til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden (Israel?) og apostlene og de ældste og fortalte om alt, hvad Gud havde gjort mod dem.”

Den omstændighed, at Jøder blev kaldet ud af det ikke-troende Israel for at være en del af Kirken, går på alle måder imod, at Kirken er Israel.
På samme måde, opstår der endnu flere problemer, hvis man udskifter ordet ”Kirken” med ”Israel”.

Matt 2:20 siger, "Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel (Kirken?)."

Matt 8:10: til dem, der fulgte, "Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel (Kirken?).”

Matt 10:6: "Men gå derimod til de fortabte får af Israels (Kirkens?) hus".

Matt 15:24: "Han svarede: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels (Kirkens?) hus."

Matt 19:28: ”Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels (Kirkens?) tolv stammer.”
Luk 24: 21: "Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel (Kirken?).”

Ville det ikke være klogt at lade ordet ”Israel” stå for, hvad det stod for i dets konsekvente sammenhæng, og også lade ”Kirken” blive anvendt på, hvad det betyder i sammenhængen?

ApG 1: 6: ”Mens de nu var sammen, spurgte de ham: Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?" (Se også ApG 4:10; 3:12; 13:24). Skulle Han genoprette Kirken? Naturligvis ikke.

Da Israel afviste hovedhjørnestenen, bemærker Peter: "Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.” (Første Petersbrev 2:4-5).

"De bygges op til et åndeligt hus" – oikodomeisthe. Disse er blevet en troende menighed blandt dem, der tvivler.