”Levende forkyndelse eller tomme ord?”

Fra ”Levende forkyndelse eller tomme ord?”
Af Dag Risdal.
(Side 159-164)

I vore dage står vi inden for det kristne lægmandsarbejde i den fare, at vi kan blive påvirket af intellektualismen. Dette emne har Kristian Fagerli skrevet om i en hovedopgave. Her skriver han, at intellektualismen er en åndsretning, »som står i fare for at hævde tanken og intellektet over Guds ord, og som stærkt vil understrege tankens og fornuftens plads i tro og tilbedelse, i lære og liv«.

Man kan vel sige, at intellektualismen er en speciel fare i vækkelsesfattige tider, for da er det en stor fristelse - i mangel af åndsmagt fra Gud - at stole på vores kundskaber, vores uddannelse og teologiske lærdom.

En lægmand udtrykte det sådan: »Hvis jeg hører om Jesu lidelse og død for mig, og det ikke griber mit hjerte, så må jeg råbe til Gud, for så står jeg i fare for at havne i intellektualisme.«

Luther advarede mod at lade sig vejlede af fornuften i troens sager, fordi den er underlagt synden. Men det er en sandhed, vi kun tænker på, når vi er til bibeltimer og gudstjenester. Vi glemmer let, at det er sådan i praksis, nemlig at fornuften er underlagt synden.

Typisk for kristen intellektualisme er, at den kan blive en »kristendom« i stedet for den frelsende tro på Kristus.

En ting er at få den sande teologi ind i hovedet. Men noget helt andet er det, at mit hjerte og min samvittighed får et møde med den levende Gud i Skriften, gennem lov og evangelium. Teologien bliver ikke anderledes, men troen bliver anderledes (Frank Jacobsen).

Kristendommen kan i så fald blive en »teori« for os, noget vi kan, no­get vi ved, noget, som bliver selvfølgeligt. En af vores opbyggelsesforfat­tere skriver:

»Ulykken for vor tids kristne er, at evangeliet er blevet så gennemskueligt, synden så ubetydelig, Guds tilgivelse så selvfølgelig og troen en så enkel sag, at hele frelsen er lige så let at ordne, som når man lader sit navn skrive i en medlemsfortegnelse...

Vi er så vant til at regne med Guds nåde, at evangeliet er blevet en slags matematik. Synd plus nåde er lig med retfærdighed. Vi tænker næsten ikke på selve regnestykket, for vi kender facit. Der er bare det, at mate­matik er ubrydelig logik, mens evangeliet bryder alle logikkens love. At Gud retfærdiggør en synder, er et under, aldrig en følgeslutning. Derfor står den sande tro altid over for nådens »regnestykke« i overvældende undren. Facit blev et ganske andet, end nogen kunne have tænkt.« (Citat af Frederik Wisløff i bogen »Vi samler aks«. Udgivet af Arne Prøis, Lu­therstiftelsen, 1968.)

Tendensen til at lægge vægt på teologisk uddannelse i vores læg­mandsarbejde er en følge af intellektualismen. Efterhånden stilles der krav om en teologisk embedseksamen til dem, der skal undervise på bibel- og missionsskoler. Derved kan kundskaben blive et mål i sig selv og ikke et middel. Uddannelse tæller mere end nådegaver.

Det er nødvendigt med solid bibeluddannelse i dagens situation. Soli­de kundskaber i Bibelen og i teologien er et sundhedstegn. Men her lig­ger også en fare. Det kan blive en indføring i teologiske tankesystemer og teorier i stedet for »mad til sjælen«. Midt i al vores kundskab kan vi let miste det opbyggelige og sjælesørgeriske sigte. Lad os ikke glemme apostelens formaning: »Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger« (1. Kor. 8,1).

En af vore tidligere ledere udtalte: »Jeg frygter for, at det ensidige jag efter en teoretisk uddannelse vil blive en ulykke for samfund og kristen­liv« (Tormod Vågen).

I dag er der ikke meget forståelse for det åndelige grundsyn og den li­nie, vore åndelige fædre stod for. Det har noget med selve forholdet til Gud at gøre. Gudsforholdet er blevet »teologiseret«. Det er blevet til noget, som har at gøre med de rigtige ord, udtryk og meninger. Men under alt dette kan det indre, skjulte liv med Herren være svagt eller mangle.

En anden side ved den moderne intellektualisme volder også uro. Det hænger sammen med den teologiske udvikling. Der er mange i dag, som har ladet sig påvirke af røsten fra Edens have: »Mon Gud virkelig har sagt?« (l.Mos. 3,1). Der er mange, der studerer denne »røst« og ofrer lange, videnskabelige studier på den.

Det kaldes »historisk-kritisk bibelforskning«. Nu kan der være flere varianter af grundsynet her. Nogle er moderat historisk- kritiske, andre er mere radikale i deres kritik af Bibelen. Men i hvert fald virker det som en lammende gift på alt, hvad der har med Bibel-tillid og gudsliv at gøre.

Bibel-kritiske tanker kan komme ind gennem undervisning, forkyn­delse, lærebøger og bibelkommentarer. Det moderne bibelsyn har en tendens til at komme stille og næsten ubemærket ind. Derfor er det så farligt, og det tager brodden af Guds ord.

Jesus havde myndighed, da han talte Guds ord, og folket blev slået af hans lære (Matt. 7,28-29). I dag møder vi en forkyndelse, der har ten­dens til at lægge vægt på en fornuftsmæssig forståelse af budskabet, og som prøver at forklare alt ved hjælp af menneskelig fornuft. En sådan forkyndelse kan aldrig bevirke et stik i samvittigheden. Den ligger på et helt andet plan.

Vi mærker virkningen af det i forkyndelsen. Der er for lidt af et enten ­eller og for meget af et både og. I dag skal forkyndelsen på en eller an­den måde give svar på tidens mange spørgsmål, og det tenderer i retning af menneskelig og filosofisk spekulation. Har vi mistet tilliden til Guds ord på dette område?

I stedet skulle vi - i forkyndelse og bibelundervisning - endnu mere bevidst tage enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus (2. Kor.10,5).

Faren er, at vi kan komme til at lefle for moderne tanker uden at være klar over det. Dermed forekommer en ubevidst påvirkning gennem det nye kritiske bibelsyn i forskellige varianter. Mens vi før havde den mo­derne teologi på ydersiden, er det noget nyt, at vi nu begynder af få den på indersiden (altså inden for menigheden og kristne uddannelsesinstitutioner). Så er den vanskeligere at afsløre. De falske røster, der fører vranglære og fordrejet tale inden for menighederne, er farligere for de kristne end den anti-kristelige propaganda.

Men det er forudsagt i Bibelen: »Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af je­res egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig« (Ap.G. 20,29-30). Men der kræves vågenhed og ån­delig dømmekraft til at gennemskue det i dagens teologiske situation.

I en artikel i det norske dagblad »Dagen« (7/6-1986) Teologisk charmeoffensiv, skriver Norvald Yri som afslutning: »Jeg for min del synes, at spændingen mellem det vågne, bibeltro kristenfolk og toneangivende røster fra MF er øget i de sidste 15 år. Her drejer det sig ikke bare om for­skellige talemåder om enkelte detaljer i Skriften. Det gælder intet mindre end selve grundholdningen til Bibelen som Guds inspirerede ord, og de principielle konsekvenser af dette for kristen lære og liv.«

Endetidens kamp drejer sig om BIBELENS SANDHED. I dag under­graves tilliden til Bibelen i store dele af den kristne kirke. Hvis ringene i troens brynje brister, vil brystet blottes, og den ondes pile har fri adgang til hjertet (sml. Ef. 6,10-18).

Enhver kristen, der ikke er forankret i troen på Jesus og de bibelske grundsandheder, vil være dømt til nederlag i den sidste afgørende kamp (sml. Åb. 13,8).

En kendt avismand skriver: »Men en fare truer alligevel. Og det er, om også åndskampen skanser skulle være smittet af afkristningen. Vi har set, at afkristningen har vundet store sejre i de kristnes rækker. Der er grund til at tro, at netop bibelskolerne kommer til at være den vigtigste front på dette område. For nu kræver et nyt bibelsyn rang og ry som fuld bibeltroskab. Tidligere foregik den slags gerne i fagteologien. Men i vores tid har den nye »bibeltroskab« fået hjemadresse også mange steder hos det kristne lægfolk.« (Arthur Berg, »Dagen«, 25.okt. 1983.)

Her har Arthur Berg påpeget noget væsentligt. Det er så nødvendigt, at vort kristne lægfolk slår en bønnering om vores bibel- og missionssko­ler, så disse skoler kan blive bevaret på Guds ords og fædrenes gamle grundvold.

Lad mig medtage en illustration, som en forkynder benyttede for ny­lig. Enkelte steder står der vejskilte, som siger: »Fare for stenskred«. Så er der fare for skred. Men i kristenlivet er der ikke bare fare for skred, men der foregår hele tiden et skred. I vore dage har et skred ført os bort fra Gud og bort fra Bibelen som Guds troværdige ord. Bibeltroskaben rokkes, fordi der foregår et skred. Vi bliver alle taget med i skreddet, hvis vi ikke får fat i og holder fast i noget, der ikke påvirkes af skreddet. Vi har behov for solidt fodfæste i Guds ord (2. Pet.1,19-21). Ordet griber os, og vi griber Ordet.

Lægmandsarbejdet og intellektualismen, det er et aktuelt emne! For vores frelses skyld er det vigtigt at være vågne her. For samtidig med, at intellektualiseringen af forkyndelsen finder sted, sker der en åndelig, umyndiggørelse af det kristne lægfolk. Desuden bliver vi alle påvirket af en verdsliggørelse i livsstil og tankegang.

Bibelen minder os om at være ædru, ellers kan vi blive påvirket af sjælefjenden, som fører os væk fra troens liv med Jesus (l. Pet. 5,8).

På mange områder er vi præget af tidens tankegang. Vore åndelige sanser kan let blive forstyrret eller ødelagt. Derfor må vi modtage Her­rens ord i ydmyghed: »Tag med sagtmodighed imod det ord, som er ind­plantet i jer, og som har magt til at frelse jeres sjæle« (Jak. 1,21).

For os er det en ydmygende proces at vinde sand, åndelig visdom fra Bibelen. Vores stolte natur gør, at vi bedre kan lide at være selvhjulpne end hele tiden hjælpeløse og svage. Det er måske grunden til, at der er så få, som Herren virkelig kan komme til at bruge.

Mens åbenbaringen af evangeliet føder tro, håb og kærlighed (l. Kor. 13,13), kommer der noget goldt ud af intellektualismen (sml. Matt. 24,12). I dag bliver det taget som en selvfølge, at alle der bekender sig som kristne, lever godt med Jesus. Der er få, som spørger, hvordan vi lever med Herren (Slm. 142,5).

Derfor står vi i en kamp om, ganske enkelt at blive bevaret hos Jesus (Ordsp. 4,23). Det gælder liv eller død, velsignelse eller forbandelse. Ja, det gælder en frelsende tro på Kristus eller en teoretisk »holden-for-sandt«.

Én ting er at bevare lægmandsarbejdet. Men det er ikke et mål i sig selv. Målet for en kristen er at nå himmelen og blive bevaret hos Jesus (Fil. 4,20-21). Hvis lægmandsforkyndelsen kunne blive et middel til det, ville det være godt. Men vi har ikke nogen garanti for, at det vil ske. For det er en kamp mellem Ånd og kød (Gal. 5,17).

Hvor foregår verdsliggørelsen? Ikke i verden, for den er verdslig, men i dit og mit hjerte. Det hele sker langsomt og næsten umærkeligt. Om Samson står der, at han ikke vidste, at Herren var veget fra ham (Dom. 16,20). Samson mistede først kraften og så synet.

Det eneste, der duer i åndskampen, er GUDS ORD, når det bliver lagt i Åndens hænder. En forfatter skriver: »Det store spørgsmål for os er derfor at have indholdet af Guds ord, evangeliets kraft og frelsens hem­melighed, indarbejdet i vores indre menneske, så disse bliver til levende liv i vores sjæl og ånd. At studere Bibelen efter de nyeste metoder og bed­ste forskrifter kan nok være til nytte, men sværd i Åndens hånd bliver det ikke, uden et sind, der bøjer sig og beder.

Det våben, der kan tage et opgør med intellektualismen, er en profe­tisk forkyndelse med åndsmagt fra Gud. Mens vi strider med Åndens sværd, må vi leve i bøn (Ef. 6,16-17). For i Guds rige drejer det sig om åndsmagt fra Herren. Guds sande vidner har Guds Ånd og Guds ord.

Vi gennembryder ikke fjendens fæstninger uden med åndsmagt fra Gud. Der kan være mange åndelige impulser, der går tværs igennem de mange tankebygninger i tiden (2. Kor. 10,3-5). Bibel og bøn - det er helt afgørende.

Vi husker det ord, som Moses sagde til Josua i en kritisk situation: »Er du skinsyg på mine vegne? Gid alt Herrens folk var profeter, gid Herren ville lade sin Ånd komme over dem!« (4. Mos. 11,29).