Fra "Vesten må vælge" Af Marius Baar.
Udgivet 1980.
Isak og Ismael, Israel og Araberne
Grundstenen til vore dages verdensproblem blev lagt for 4.000 år siden. På den tid boede der i Mesopotamien (i dag Iraq) en mand ved navn Abraham. Han levede i en mangeguderiets verden. Men en dag åbenbarede den levende ene Gud, Jahve, sig for ham. Han befalede ham at forlade sit hjemland og drage til et land, der ville blive vist ham. Samtidig blev der lovet den barnløse Abraham, at han skulle få utallige efterkommere. (1. Mos. 12,1-3).
Problemet
Men Abrahams tro blev hårdt prøvet. Det så ud til, at Gud aldrig ville opfylde sit løfte. Abrahams kone, Sara, var i mellemtiden kommet i en alder, hvor et svangerskab menneskeligt set var umuligt. Så overtalte hun Abraham til at skaffe sig efterkommere gennem hendes ægyptiske trælkvinde Hagar. Abraham gik med til det, fordi hans tro på Guds løfte nok var meget svag (1. Mos. 16). Hagar fødte en søn, som hun kaldte Ismael. Hans efterkommere er araberne.
Fjorten år senere fik Abraham og Sara den lovede søn Isak, hvis efterkommere er jøderne verden over og israelerne. Begge sønner blev stamfædre til tolv stammer. Fordi Abraham forud så den kommende ufred mellem halvbrødrene, bad han før Isaks fødsel Gud om at velsigne Ismael. Gud hørte denne bøn. (1. Mos. 17,18-21).
Gang på gang ned gennem historien brød fjendskabet mellem Ismaels og Isaks efterkommere ud, og det eksisterer den dag i dag.
Ismael (araberne) har aldrig kunnet forvinde, at Isak (Israel) er Guds udvalgte folk og bærere af Guds forjættelser.
Ud fra dette bliver Koranens tale om arabernes særlige udvælgelse forståeligere, ligeledes den nuværende strid om landet Israel.
Indtil for nogle år siden kunne vi, folkeslagene, nok i nogen måde holde os neutrale, men i dag er vi på grund af olien tvunget til at træffe en beslutning: for Ismael og Koranen eller for Israel og Bibelen.
Ismaels og Isaks eskatologiske betydning
Begge linier, såvel Ismael og Isak, har en eskatologisk (endetidshistorisk) betydning. Lige fra begyndelsen var de kristne overbeviste om, at Israel i endetiden ville spille en vigtig rolle. Men man har sjældent prøvet at finde ud af, hvilken rolle Ismael-linien vil overtage. Ifølge Gal. 4,22-30 repræsenterer Isak forjættelseslinien eller den åndelige linie, Ismael derimod linien efter kødet.
Gud forberedte Jesu første komme gennem Israels folk. I dag forbereder han gennem det samme folk, der er vendt tilbage til deres land, Jesu andet komme. Samtidig forbereder imidlertid Guds modstander den gudløses komme. Dyret og den falske profet (Åb. 19,20) kommer til syne, og de vil blive åbenbaret i »Syndens menneske« (2. Tess. 2,3), når Israel er vendt tilbage til sit land. Ligesom Israel må også det folk, hvori den falske profets komme bliver forberedt, have eksisteret i nogen tid.
Johannes fortalte os for ca. 1900 år siden, at Antikrist allerede er i verden (1. Joh. 4,3), og følgelig eksisterede den linie, hvorfra han skulle komme, også på apostelens tid.
Det er derfor vigtigt, at vi holder øjnene åbne og ser, hvad der sker i Mellemøsten. Der vil sidste akt af menneskehedens historie udspilles.
Skakbrættet
Oprindelsen til det dilemma, verden i dag befinder sig i, ligger i Abrahams ulydighed. Det er omtrent 4.000 år siden. Vi kan deraf slutte, at det ikke er nogen tilfældighed. Nutiden og fremtiden er grundlagt i fortiden, alt stræber mod et bestemt mål. Uvilkårligt stiller det spørgsmål sig: Kan man ændre skæbnen og udviklingen? Kan man ud af historiens forløb se, hvor den styrer hen, og hvilke konsekvenser man må drage?
Hvis alt er forudprogrammeret gennem vekselspillet mellem årsag og virkning, kan man deraf slutte, at de følger, som menneskene er prisgivet, bliver dirigeret af bestemte kræfter. Den troende kristne vil derfor tage Bibelens udsagn alvorligt, for gennem dem kan man erkende, at to magter er med i spillet: Gud og Satan - godt og ondt - lys og mørke - sandhed og løgn - liv og død.
Deraf må man nødvendigvis slutte, at det nuværende verdensproblem er af åndelig art.
Historien lærer, at folkeslag oplevede en opgangstid og udviklede en høj kultur, når de havde en fællesnævner eller et højere mål. Men så snart et folk mistede synet for denne fællesnævner eller det fælles mål, var dets undergang og dets kulturs undergang beseglet.
Derfor er det vigtigt at erkende, om der i Vesten endnu findes en fællesnævner eller et højere mål, eller om et andet folk med en anden kultur vil overtage føringen i verden. Hvis ja, så hvilket folk, hvilken kultur og hvilken religion?
Når Gud og Satan står over for hinanden i dette skakspil, så er det af største betydning for hvert enkelt menneske at kende dette spil og dets regler og beslutte sig for, hvilken farve på skakbrættet man vil høre til.
Den, der ikke beslutter sig for hvid, behøver ikke at træffe nogen beslutning, for han er automatisk på den anden side. Neutralitet er ikke mulig. I øjeblikket synes den sorte farve at have føringen og have de største chancer, men vi mangler endnu det sidste træk. Hvem bliver vinder? Lever vi som menneskene i Noas dage? Noa blev, fordi han byggede arken, stemplet som sort, men han havde alligevel ret. Derfor stemples også alle, der bygger på vor tids ark, menigheden, som sortseere, for også de forkynder den dom, der vil komme over verden.
Et tidsskifte
Verdenshistoriens tyngdepunkt har fra den ene dag til den anden flyttet sig fra Vesten til Mellemøsten.
Den arabisk-islamiske verden overtager ledelsen. Men historien viser, at hvor araberne kom hen, eller hvor de drog igennem, har de efterladt sig en ørken. Det har jeg selv kunnet konstatere i Afrika. Vil olievelsignelsen nu også forvandle vore lande til ørken? Er forureningen ikke et af vore hovedproblemer? Må vi ikke - for ikke at blive afhængige af olien - bygge atomkraftværker, som skal føre vore lande ud af afhængigheden? Og dog fører de os endnu mere ind i den onde cirkel, hvor jordens forvandling til ørken bliver forberedt.
Hvad vil der ske, når Mellemøstens stærke mand drejer oliehanen om, fordi vi ikke vil bøje os for hans betingelser? Så vil Vesten gå til grunde! Når Bibelen taler om endetiden, bruger den ofte udtrykket: Ødelæggelsens vederstyggelighed.
Men den åndelige ødelæggelse vil blive værre end den synlige. Det kommende verdenskaos vil ikke bare blive fremkaldt af forureningen, men endnu hurtigere og pludseligere gennem den religiøse udvikling, der er under opsejling i Mellemøsten. Ødelæggelsens vederstyggeligheds ånd går forud for verdensødelæggelsen.
”Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne. Salig er de, som hører profetiens ord.” (Åb. 2,7 + 1,3).
Jeg er mig bevidst, at mine fortolkninger vil blive afvist af mange, ja sandsynligvis af de fleste, for profetier om endetiden kan i deres dybde kun forstås af Jesu menighed. Den, der ikke hører til den, for ham vil disse udsagn lyde som et uforståeligt sprog. Men det er mit ønske at give både troende og vantro et udblik over den kommende antikristelige tid. For først ved denne tids afslutning vil Jesu Kristi herlighed blive åbenbar. Først da vil Guds rige komme gennem Jesu Kristi kraft.
”Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, hvis lyst står til ”ydmyghed” og engledyrkelse, og som fordyber sig i, hvad han har set i syner.” (Kol. 2,18).
Det eneste grundlag for og den eneste vejviser gennem tiden er og bliver for os det af Gud åbenbarede og inspirerede Guds Ord, Bibelen.
”I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud, thi mange falske profeter er draget ud i verden. Derpå kan I kende Guds Ånd: enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus kommen i kødet, er af Gud. Og enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, men dette er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede i verden.
Børnlille, I er af Gud, og I har sejret over dem, fordi han, der er i jer, er større end han, der er i verden. De er af verden, derfor taler de af verden, og verden hører dem. Vi er af Gud. Den, som kender Gud, hører os, den, som ikke er af Gud, hører os ikke. Derpå kender vi sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd.” (1. Joh. 4,1-6).
Den ånd, der benægter, at Jesus Kristus er Guds Søn, der er blevet menneske, er en falsk ånd og en anti- eller modkristus. Denne ånd har lige fra begyndelsen atter og atter forsøgt at ødelægge Guds planer med Israel og Jesus Kristus og hans menighed. Han er Guds og menighedens modstander indtil denne dag.
Vestens undergang
"Vestmagterne, som i 1945 var almægtige, har under indflydelse af den offentlige mening frivilligt prisgivet stilling efter stilling og land efter land, uden at der blev affyret et kanonskud. På den måde er de sejrende stater frivilligt blevet de besejrede stater." (Alexander Solsjenitsyn)
Efter den anden verdenskrig har de sejrende magter efterhånden tabt det ene slag efter det andet: Afkoloniseringens tid begyndte. Derfor blev de sejrende magter ikke mere regnet for sejrherrer, men for svæklinge og besejrede, som i den tredje verdens øjne fra dag til dag blev svagere og mere afmægtige. Den hvide mands nedgang var begyndt, hvor vil den ende?
Denne nedgangsproces blev ikke påtvunget Vesten, den har frivilligt betrådt den. Vesten er selv skyld i sin død. Hvorfor? Fordi den ikke mere har et åndeligt mål og derfor heller ikke mere nogen opgave.
”I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja til jordens ende.” (Ap.G. 1,8).
Indholdet i Jesu ordre var: At forkynde hans glade budskab og ikke at opbygge en kristendom. Målet var verdensevangelisation og ikke kristianisering og imperialisme. Deri svigtede Vesten, og derfor har den ikke mere nogen eksistensberettigelse.
"Jeg flytter din lysestage fra dens plads." (Åb. 2,5)
En anden magt vil nu overtage opgaven og ledelsen af verden. Deraf bliver det klart, at det ikke er menneskets intelligens, der gør det til bærer af en kultur, men dets ånd og tro.
