Fra D-intl.com/7. januar 2015.
Af Nicolai Sennels.
Man kan hade systemer, men man kan ikke hade mennesker, skriver psykologen Nicolai Sennels.
Forstår man, at mennesker opfører sig, som de har det, forstår man også, at folk opfører sig dårligt, fordi de har det dårligt. De psykologiske virkninger af at undertrykke kvinder, fratage andre deres menneskerettigheder og nære had mod anderledes troende og måske endda påføre dem smerte eller ødelæggelse, er ingen en vej til lykke. Tværtimod.
Hvis man ikke kan have et ligeværdigt kærlighedsforhold, hvis man begrænser andres frihed og dyrker had og vold, bliver lykken stadigt mere utopisk. Et system, der påvirker folk i sådan en retning, uanset om det kalder sig en religion, kultur eller politik, bør stoppes ud af medfølelse med alle parter.
De første ofre for Islam er Muslimerne selv. Sharia, Islamisk lov, beordrer nemlig Muslimer til at gøre skade på sig selv og deres egne, og fratager dem en lang række helt basale menneskerettigheder.
Shariaen dekreterer således dødsstraf for folk, der har sex før eller udenfor ægteskabet. Den fratager kvinder retten til selv at vælge deres partnere, hvilket ofte fører til livslange, tvungne seksuelle relationer med mænd, de ikke ønsker at være sammen med – og hvor hvert eneste samleje derfor reelt er en form for voldtægt.
Den stiller mænd højere end kvinder ved at halvere kvinders arv og troværdighed som vidner i retssager. Den beordrer ægtemænd at slå ulydige koner, og kvinderne kan kun blive skilt, hvis de sættes fri af en Sharia-domstol. Shariaen er dermed også en hindring for ægte kærlighed blandt Muslimer, fordi ægte kærlighed jo kun kan findes mellem ligeværdige.
Islam tillader de overgreb på mindreårige som er så helt ekstremt udbredte i den Muslimske verden, fordi profeten, der betragtes som en fremragende rollemodel, giftede sig med seksårige Aisha, havde samleje med hende, da hun fyldte ni, og opfordrede folk til at gifte sig med småpiger.
Islams krav om, at Muslimske samfund skal indrettes efter Shariaen, er også den primære årsag til økonomisk armod i deres del af verden: Der er grænser for, hvor meget et samfund kan præstere, når tro er vigtigere end viden, og når kvinderne ikke kan bidrage fuldt ud med deres kvaliteter.
Det er rigtigt, at mange Muslimer selv mener, at Shariaens regler og begrænsninger er helt i overensstemmelse med deres personlige ønsker. Men frivilligt at gøre det eneste, man har lov til, er ikke frihed. Det er i bedste fald et held, når f.eks. kvinder “ønsker” at dække sig til, når nu deres religion påbyder det.
For få årtier siden var det venstrefløjen, der kritiserede religioners magt over individet, kæmpede for kvinders ligeværd og for ytringsfriheden til at sige sin mening, uanset hvor meget den fornærmede andre eller stred imod samfundets normer.
I dag risikerer man at blive kaldt racist eller højreradikal, hvis man kritiserer Islam, dens kvindesyn eller forsvarer ytringsfriheden til at gøre det. Men man er ikke racist, hvis man kritiserer Islam. For Islam har intet med race at gøre.
Islamkritik handler ikke om vrede eller ønsket om at såre eller fornærme andre. Islamkritik handler om frihed og modstand mod den vold, der jo også findes i Islam. Faktisk kan man være en udmærket socialist, venstreorienteret, liberal, socialdemokrat, konservativ, nationalist, humanist, feminist, anti-fascist, ateist, Kristen, Jøde, Hindu eller Buddhist og samtidigt forsøge at mindske sådan et systems magt. Forholder man sig passivt til sådan et system – eller støtter man det ligefrem ved f.eks. at vende sig imod systemets kritikere – er man et redskab for fundamentalister, der ønsker andre ondt. Så lader man de millioner af muslimer, der ønsker mere frihed, i stikken.
Disse mennesker har i de fleste tilfælde ikke selv mulighed for at ændre deres vilkår. De lever i familier eller samfund, hvor de menneskerettigheder, vi andre tager for givet, straffes med vold, udstødelse eller døden. Islamkritik er derfor udtryk for medfølelse med verdens Muslimer. Og hverken trusler eller klager fra politisk korrekte bør få os til at svigte de af vore medmennesker, der tilfældigvis er født ind i Islam, men ikke ønsker at leve under Shariaen.
Muslimer er Islams første ofre, men ikke de største. En meget stor del af Islam består godt nok af regler og brutale straffe rettet mod Muslimerne selv. Men en endnu større del handler om ikke-Muslimer: Hvor dårlige mennesker vi er, hvilket plads vi skal have i samfundet og i helvedet og hvilke ubehagelige ting, Muslimer må eller skal gøre mod os.
Uden Islamisk indvandring ville tusinder af Europæiske kvinder ikke være blevet voldtaget – en ofte livsvarigt traumatiserende katastrofe for hver enkelt kvinde og hendes familie. Uden Islamisk indvandring ville vi ikke have terrortrusler eller byer, der bliver spist op af voldelige Sharia-dominerede områder, opdelte samfund, ødelagte folkeskoler og trusler mod vores demokrati og ytringsfrihed.
Uden Islamisk indvandring ville vi have undgået tusinder af årlige røverier, tyverier, trusler, bilbrande, tilfælde af socialt bedrageri og moms- og skattesnyd, indbrud og angreb på politi og brandvæsen.
Uden islamisk indvandring ville dybt uciviliserede fænomener som æresvold, æresdrab, omskæring af kvinder, tvangsægteskaber og forfølgelse af Kristne og Jøder aldrig have slået rod i vores samfund. Ifølge islam er det enhver Muslims pligt at udbrede Islam med alle midler, indtil den er udbredt til hele jorden, og alle ikke-Muslimer enten er konverteret, underkastet eller dræbt.
Gennem indvandring og vold er Islam allerede nået uhyggeligt langt. Der er intet i de Islamiske skrifter, der opfordrer til at vise ikke-Muslimer nåde eller sætter grænser for Islams magt. Står det til EU og Folketinget skal vi have en endeløs strøm af indvandring fra Islamiske lande.
Nogle år vil der komme flere, andre år færre. Men der vil ikke være nogen ende på strømmen. Og man kan ikke have Muslimsk indvandring, uden at man også åbner grænserne for Islam og den voldelige og anti-demokratiske mentalitet, der er indbygget i religionen.
Et stort flertal af Muslimer tager nemlig Koranen bogstaveligt, og meget tyder på, at langt de flest unge Muslimer i Europa i dag, også støtter Jihad – krig og drab på ikke-Muslimer. 80 procent af unge Tyrkere i Holland ser “intet galt” i at føre Jihad mod ikke-Muslimer. 27 procent af 18-24-årige Franskmænd og 14 procent af Englændere under 25 år, hvilket efter al sandsynlighed indbefatter langt flertallet af unge Muslimer i de to lande, sympatiserer med Islamisk Stat.
Islamisk Stat sender soldater til Europa som led i deres plan om at slå ikke-Muslimer ihjel, ødelægge vores lande og oprette et Kalifat i stedet. Tallene fra de tre lande stemmer fint overens med en nylig og meget stor repræsentativ undersøgelse, foretaget i seks Europæiske lande med hele 9.000 adspurgte Muslimer. Konklusionen var, at 75 procent af Europæiske Muslimer mener, at Koranen kun kan tolkes på én måde (den bogstavelige måde).
De flygtninge, der kommer til Vesten, er oftest de mest velstillede, som har betalt menneskesmuglerne med alt, hvad familien ejer og har. Kvinder og børn bliver efterladt hjemme, uden mændene til at beskytte og forsørge dem. Der er ingen vindere ved at lade flygtninge komme hertil. Mange af os er stærke og føler måske, at vi nok skal klare os eller vi bor i områder, hvor vi ikke mærker problemerne i hverdagen.
Men vi har stadig et ansvar for vore medborgere og for kommende generationer. Et ansvar for de millioner, der i fremtiden vil bo i et stadigt fattigere og mindre trygt samfund. Vi kan forhindre denne udvikling og disse fremtidige forbrydelser, hvis vi vil. Hvis vores generation ikke tager denne opgave på sig og følger den til dørs, vil den næste generation måske ikke en gang have muligheden for at forsøge.
