Fra Theblaze.com/17. juli 2013.
Iranske atomvåben skal stoppes.
Præsident Obamas Mellemøst-politik er en ulykke, der stadig forværres, fordi den mangler troværdighed og strategi, som Egypten, Libyen og især Syrien har vist. Og regionen vil blive meget værre, medmindre Obama udviser et standhaftigt lederskab i det vigtigste Globale sikkerhedsspørgsmål i dette slægtled: Irans jagt på atomvåben.
I en handelskritisk region, hvor "magt er ret" og kun de stærke overlever, kunne Irans erhvervelse af atomvåben få katastrofale følger for Mellemøsten og endnu længere ud. Farerne omfatter potentielt:
(i) Spredning af atomvåben, når andre lande i Midøsten føler sig truet til at jagte deres eget nukleare program.
(ii) Overførsel af nukleart materiale fra Iran – verdens ledende sponsor af terrorisme - til terroristiske organisationer og/eller slyngelstater.
(iii) Dristigere angreb af Iranske stedfortrædere (Hamas, Hizbollah, Islamisk Jihad, etc.), beskyttet under Irans nukleare paraply.
(iv) Et endnu mere krigerisk Iran, der indretter sit atomarsenal til at: Eksportere deres radikale Islamiske ideologi, erhverve omstridte territorier og ressourcer fra nabolandene, og/eller iværksætte tiltag, som blokerer Hormuz-strædet for at øge prisen på olie.
Som Israels Premierminister, Benjamin Netanyahu, for nylig sagde til CBS News, er den Islamiske Republik nu faretruende tæt på en nuklear kapacitet.
Da Iran har oplagret ca. 190 pund 20% beriget uran, er Iran bare 60 kg – potentielt kun uger – fra at krydse den nukleare "røde linje", som Netanyahu angav i sin tale i FN i september sidste år.
Desværre har Obama signaleret ”haster ikke” med hensyn til de Iranske atomvåben. Måske håber han på en forhandlingsløsning på spørgsmålet, nu hvor Hassan Rouhani - en såkaldt "moderat" - er blevet valgt til at påtage sig Irans Præsidentskab i næste måned.
Men håb er ikke en strategi, når det gælder det Iranske styre
Rouhani er knyttet til terroristbombningen i 1994 af et Argentinsk Jødisk medborgerhus, hvor 85 mennesker blev dræbt, og han har pralet af, hvordan han manipulerede de nukleare drøftelser med Vesten for et årti siden, for at udvide Irans nukleare program.
Men det er endnu vigtigere, at Irans udenrigspolitik bliver fastlagt af Ayatollah Ali Khamenei, der har forbudt indrømmelser til Vesten. Ja, Fereydoun Abbasi-Davani, chefen for Irans atomagentur, gjorde det klart i fredags, at valget af Rouhani ingen indvirkning får på Irans nukleare berigelses-aktivitet.
Obama må også erkende, at sanktionerne mod Iran beviseligt er mislykkedes. Den Islamiske Republik har dygtigt udmanøvreret dem, som det ses i en lækket FN rapport, der beskriver 11 tilfælde, hvor Iran overtræder sanktionerne, herunder forsøg på at erhverve sig materiale til deres atomare program.
Reuters har offentliggjort en afsløring, der skitserer, hvordan Iran udnytter sanktionernes smuthuller for at importere malm fra Tyskland og Frankrig. Det kan bruges til fremstilling af panservogne og missiler. Hvad, der er endnu vigtigere, er, at det Iranske program for atomvåben ikke en eneste gang er stoppet på grund af sanktionerne. Den eneste gang, Iran nogensinde har suspenderet sit atomprogram, var efter den Amerikanske invasion af Irak, da Iran kortvarigt frygtede, at et Amerikansk angreb var umiddelbart forestående.
Obamas Iran-politik har hidtil undladt at producere nogen troværdig afskrækkelse. Det er tid for Obama til at bygge på den Canadiske Udenrigsminister, John Baird’s ledelse. Han advarede sidste måned om, at Iran kun har få måneder til at demonstrere for Vesten, at de er seriøse angående en forhandlingsløsning på hårdknuden.
Israel besidder ikke den luksus at kunne behandle de røde linjer på samme måde, som Obama behandlede dem, han satte for Syriens brug af kemiske våben. Det betyder, at det ustabile Mellemøsten i dag kan blive langt mere begravet i krig og ustabilitet.
Netanyahus nyeste besked kan være kanariefuglen i kulminen, der giver den sidste advarsel, så Obama bør sørge for dristigt lederskab med hensyn til dette kritiske spørgsmål, før det er for sent.
Israel, der er på størrelse med New Jersey, overlever kun ved styrken fra dets projekterede militær. Afskrækkende kritik er godt for truslerne. Sådan gjorde Israel, da nationen ødelagde de Irakiske og Syriske nukleare programmer i henholdsvis 1981 og 2007, samt nu i det igangværende kirurgiske luftangreb mod Syrien, der skal forhindre Hizbollah i at få våben, der helt kan forandre spillet.
I lyset af sådanne bedrifter vil isolationisterne måske undre sig over, hvorfor USA skal bekymre sig om det. ”Lad Israel bærer alle risici og omkostninger ved at fjerne den Iranske atomtrussel”, tænker man. Men det nukleare program i Iran er langt mere spredt, hærdet og fjernt end det, Israel neutraliserede i Irak og Syrien. Iranske atomvåben er kun virkeligt sårbare overfor den Amerikanske militær-kapacitet.
At forvente, at Israel skal gøre jobbet, er ligesom, når en mester i sværvægtsboksning beder en ven i fjervægt om at forsvare sig imod den champion i mellemvægt, der nærmer sig. En sådan kujonagtig taktik udsætter den allierede i fjervægtsklassen for unødig fare, men – endnu vigtigere – så er der en god chance for, at mellemvægteren ikke vil blive fuldstændig uskadeliggjort, men føle sig langt mere opmuntret til at angribe sværvægteren, da han konkluderer (sammen med resten af Verden), at sværvægteren kun er en papirtiger.
Iran kan allerede angribe de Amerikanske interesser i Mellemøsten og Europa. Ifølge en Pentagon-rapport, der blev udgivet i sidste uge, kan Iran så tidligt som i 2015 udvikle og teste ballistiske missiler, der kan ramme det kontinentale USA. Obama kan vente på, at USA bliver trukket ind i en krig med et Iran, der har atomvåben, eller han kan aktivt imødegå truslen, før Iran får atomvåben.
Men han kan ikke skjule sig for truslen eller håbe den væk. Obama må tage føringen – før Irans nukleare vrangvillighed styrker Israels hånd, med potentielt Apokalyptiske konsekvenser.
--------------------------------------------------------------------------------------------------
Læs desuden: Obamas 5. Ramadan-middag.
