Fra Israeltoday.co.il/25. maj 3013.
Dina Ovadia, i dag soldat i IDF’s Talsmandsenhed, blev født i Egypten uden at få at vide, at hun var Jødisk, før hun var 15 år.
I et følelsesmæssigt interview, der er blevet offentliggjort på IDF’s webside, fortæller Ovadia om sin barndom i Alexandria, de rystende hændelse, der ændrede hendes liv, opdagelsen af hendes Jødiske identitet, og hendes indvandring til Israel samt integration i lokalsamfundet.
Hun gik under navnet Roulin Abdullah i hele sin barndom. Dina følte altid, at hun hørte til et andet sted, men hun var ikke helt sikker på, hvor det var. "Jeg gik i en Muslimske skole, og vi skulle studere Koranen, men jeg spurgte hele tiden mig selv: "Hvorfor lærer jeg dette?' "
Ikke desto mindre viede Dina sig til sine studier og begyndte at udmærke sig. "Så sagde de til mig, at jeg skulle begynde at bære slør under Koran-lektionerne," mindes hun. "Jeg var ikke vild med tanken. Som barn følte jeg, at det ville få mig til at se grim ud." Da Dina nægtede at bære slør, flyttede hendes forældre hende til en Kristen skole, hvor hun følte sig meget bedre tilpas, men stadig ikke helt hjemme.
Dina fortsatte og talte om hendes konstante kampe for at tilpasse sig, og de hemmelige besøg i lokale Moskeer og Kirker, som hendes forældre havde forbudt hende at gå ind i, uden dog at forklare årsagen.
"Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg var Jøde."
Opdagelsen af hendes sande identitet vil for evigt være den mest traumatiske hændelse i Dinas barndom. Det syntes at være en normal dag i hjemmet, hvor hun læste, mens hendes bror og fætter spillede på computeren.
Men pludselig blev stilheden brudt af lyden af skud og ituslået glas. "Jeg blev ude af mig selv og frygtede, at nogen kom til os, fordi vi på en eller anden måde var anderledes end alle andre," sagde Dina. "Jeg gik udenfor og så fem maskerede mænd - Islamiske aktivister." Bevæbnet med køller og rifler, krævede mændene at se husets herre, som de kaldte "en Jøde," en påstand, der dengang var uforståelig for Dina.
"Jeg tænkte, hvad i alverden!" husker Dina. ”Jeg forstod ikke, hvorfor de kaldte os Jøder."
Da mændene kom ind i huset, kastede de Dinas mor ud i entreen, hvilket fik hende til at besvime. "De begyndte at råbe, og jeg var sikker på, at de havde dræbt min mor," sagde Dina. "Så gik de ovenpå, og jeg hørte skud. Jeg var sikker på, min bror og fætter var blevet myrdet."
Efter deres hærgen underrettede Islamisterne familien om, at de havde nogle dage til at forlade Egypten, og i mellemtiden ikke måtte ses uden for huset. Hvis børnene blev set gå i skole, ville de blive bortført. "De Islamiske aktivister omringede huset, begyndte at skyde op i luften og forbandede os som Jøder."
Et par dage senere samlede Dinas bedstefar hele familien og afslørede den chokerende sandhed. "Han forklarede, hvorfor han havde sørget for, at vi ikke kom alt for tæt på andre religioner. Han fortalte, at vi i virkeligheden var Jøder, og informerede os om, at vi havde meget kort tid til at komme ud af Egypten. Han fortalte os, at vi skulle til Israel."
Dina havde svært ved at acceptere denne nyhed, især det om at flytte til Israel, et land, hun havde lært, var fjenden.
"I skolen havde vi altid lært at hade Jøder og Israelere," sagde hun. "For eksempel omfattede en af mine Koranprøver et digt, der opfordrer til mord på Jøder. Min bedstefar gjorde sit bedste for at kompensere for dette ved at fortælle os, at Israelerne ikke var så slemme. Men i skolen lærte vi det modsatte. Jeg deltog endog engang i en demonstration, hvor jeg svingede med et Palæstinensisk flag, fuldstændig uvidende om, at jeg var Jødisk."
Eksodus
Dagen for indvandringen til Israel repræsenterede starten på et nyt liv for Dina. I lufthavnen i Tel Aviv blev Dina og hendes familie mødt af en tante, der var flygtet til Frankrig med sin familie mange år tidligere. "Det var mærkeligt. Jeg forstod ikke sproget, men jeg følte fred," mindes Dina.
Familien bosatte sig i Jerusalem og antog Hebraiske navne. "Jeg ønskede meget at tilpasse mig, men første gang jeg læste den Jødiske bønnebog, holdt jeg den omvendt," ler hun. Dinas nye begyndelse var langt fra let. "En dag i skolen gik jeg forbi en pige, som råbte: "Hej, Arabiske pige!" Og hun og hendes ven begyndte at slå mig og min fætter. Modtagelsen var ikke altid behagelig."
Efter gymnasiet begyndte Dina sin værnepligt. Hun havde flere stillinger, før hun endte i Talsmandsenheden, hvor hun i dag forestår IDF’s Arabisksprogede beretninger på YouTube, Facebook og Twitter.
"Det er dejligt at kunne vise en positiv side af IDF til den Arabiske verden," siger hun. "Det bedste eksempel var under den sidste Gaza krig, hvor vores aktiviteter havde en meget stor indvirkning. Mange i den Arabiske verden var i stand til at komme i forbindelse med os og kom til at indse, at IDF ikke ville skade de Arabiske civile."
En dag håber Dina at vende tilbage til Egypten, denne gang i sin IDF-uniform, og fortælle sandheden om Israel, især til gamle venner, der vendte hende ryggen, efter de opdagede, at hun var Jødisk.
"Jeg er Jødisk, og jeg er stolt af det."
