Fra Lighthousetrailsresearch.com/blog/11. december 2011
Uddrag fra “In My Father’s House” af Corrie ten Boom:
Krig. Det var tidligt om morgenen, da vi hørte bomberne. Vi vidste, lyden af eksplosionerne kom fra Schiphol, lufthavnen nær Haarlem. Jeg løb hen til Betsie’s værelse og fandt hende siddende op i sengen, bleg og rystende. Vi lagde vores arme rundt om hinanden og skælvede ved hver trykbølge. Den bølgende røde glød var så uhyggelig i mørket på vor engang så fredelige himmel.
"Herre, gør os stærke… giv os styrke til at hjælpe andre."
"Herre, tag vor frygt bort. Giv os tillid. "
Der var en krisetilstand af frygt i os begge; men Jesus gav os sejr over den. Vi var aldrig så forskrækkede, som vi var i løbet af denne nat, ikke engang når krig og besættelse ødelagde hele vores familieliv og alt, hvad vi havde kendt i mere end et halvt århundrede. Var denne nat Herrens vaccination af os som forberedelse til fremtiden?
I de fem dage af krigen, der fulgte, kom mange mennesker til huset; Far var en søjle af styrke for dem alle. Han bad med alle, der spurgte. Nogle gange kunne chokket over, hvad der foregik, opsluge mig, og mens Far bragte tillid og fred til mennesker i oprør, kunne jeg gå til klaveret og spille Bach. Ingen anden musik gav mig så megen hvile.
Den mørkeste tid i løbet af de fem dage var, da vor kongelige familie tog af sted, vores dronning Wilhelmina til England og kronprinsesse Juliana til Canada. Vi vidste da, at vor sag var håbløs.
Der var ikke mange gange, jeg græd, men da jeg hørte om, at den kongelige familie ville forlade landet, var jeg knust og græd. For den Hollandske befolkning var dronningen lig med sikkerhed - vi elskede hende.
Så overgav Holland sig. Jeg gik på gaden med Far. Alle talte med alle, og i det øjeblik var der en samhørighed, som jeg aldrig havde set før. Vi var sammen i vor nations store lidelse, ydmygelse og nederlag. Selvom mit hjerte blødte af elendighed, var det en opmuntring, at folk kunne stå så samlet.
Den Tyske hær marcherede gennem Barteljorisstraat: tanks, kanoner, kavaleri og hundreder og atter hundreder af soldater. Den lille, smalle gade, hvor Dot og jeg havde leget – smøgen hvor jeg havde set fulderikkerne, da jeg kun var fem år og bad for "alle mennesker i Smedestraat" - den vej, vi havde taget om søndagen til St. Bavo's - alle var fyldt med soldater.
Efterhånden som erobrerne fejede ind, lagde jeg mærke til, at nogle af dem var røde i ansigtet - skam stod male i deres udtryk. Efter krigen, fortalte en Tysker mig: "jeg følte mig skamfuld for hvert skridt, jeg tog i Holland. Jeg vidste, at jeg besatte en neutral nation."
Kirkerne var propfulde i de dage; Salmerne, som blev skrevet i en tid med stor lidelse, fik en ny værdi. Præster, der aldrig havde prædiket om Kristi genkomst, valgte nu deres tekster fra de mange steder i Bibelen, der omhandlede dette emne.
I starten oplevede vi kun en lille ændring i vort daglige liv, men efterhånden begyndte fjenden at indføre restriktioner. Først var der spærretid kl. 22, hvilket ikke var svært for os, men den blev senere flyttet frem til kl. 20, og derefter til kl. 18. Ingen kunne forlade sit hus. Der var absolut mørklægning, og alle vinduer blev dækket med sort papir, så snart solen var nede.
Telefonerne var afbrudt, fødevarerne var rationeret, og ofte skulle vi opdage, at butikkerne var tomme efter at have stået i lange køer med vore rationeringskort.
En smuk søndag eftermiddag gik Betsie, far og jeg gennem vores park syd for Haarlem, da Gestapo kørte ned og tog alle de unge fædre omkring os. De var ude at gå tur med deres familier, og de måtte efterlade fortvivlede hustruer og grædende børn.
Alle Hollændere har cykler, og nogle gange opsatte Gestapo en cykel-blokade. Alle, der cyklede der, blev hidkaldt for at opgive køretøjet. Hvis man så var heldig at beholde sin cykel, fik man lært at cykle uden dæk, for de blev konfiskeret og bragt til Tyskland.
Vi var ikke engang sikre i kirken. Engang under en gudstjeneste i domkirken bevogtede Tyskerne dørene, så ingen kunne bevæge sig. Så åbnede de én dør og beordrede alle mænd fra 18 til 40 at komme ud. De blev samme dag sendt til Tyskland - mange af disse mænd blev aldrig set igen.
I mere end tredive år - siden Anden Verdenskrig - har jeg været en vagabond for Herren i mere end tres lande på alle kontinenter i denne urolige verden. Mange mennesker har spurgt mig om min barndom, ungdom, og årene før ”The Hiding Place (Skjulestedet)”. En person springer ikke ind i tilværelsen i en alder af halvtreds - der er mange års forberedelse, mange års erfaring, som Gud bruger på måder, vi måske aldrig kommer til at kende, før vi møder ham ansigt til ansigt.
