Fra Jesus-lever.dk/Af Eskild Skov Særkjær.
De sidste tre af de syv fester eller højtider falder om efteråret - altså 'lang tid' senere end de første fire fester - og det er disse fester, vi nu skal se nærmere på.
I modsætning til de fire første fester, som er forbilleder på den tid og de begivenheder, som begyndte ved Jesu første komme, så er de sidste tre fester derimod forbilleder på det, der sker lang tid senere, nemlig i forbindelse med Jesu 2. komme og 1000-årsriget, hvor den modne høst (som denne gang ikke er hvede, som er et billede på kirken, men) af bl.a. oliven, vin og figen, som er Bibelske billeder på det Jødiske folk, skal høstes og samles ind.
Det er den lange tid, der går mellem den første høst om foråret, og den sidste høst om efteråret, som Jesus henviser til, når han fx i Matt. 25, i lignelsen om 'de betroede talenter', omtaler sig selv som den Herre, som rejste udenlands, for så at komme tilbage igen 'efter lang tid'. Det samme er tilfældet, når der i forbindelsen med de 10 brudejomfruer står: "Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn".
Rosh Ha Shanah, 2014 - 24.-26. september.
Vi skal nu se på det forbilledlige indhold, der ligger i disse tre Jødiske efterårsfester, som kommer hurtigt efter hinanden i den Jødiske måned tishri, som nærmest svarer til vores oktober: Den femte af de Jødiske fester, som er den første efterårsfest eller højtid, er som direkte oversat betyder 'Basunklangens højtid', og er i dag også Jødernes officielle nytårsdag.
Denne fest er kort beskrevet således i kapitlet: "Tal til Israelitterne og sig: Den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag med hornblæsning til ihukommelse og med højtidsstævne; I må intet arbejde gøre, og I skal bringe Herren ildofre". 3. Mos. 23:24-25.
I teksten nævnes, at denne fest skal holdes på den første dag i den syvende måned - som ikke er juli, som det er hos os, men derimod oktober. På denne dag blæses der i alt 100 gange i basuner, og den sidste blæsning kaldes 'den sidste basun', og i denne sidste blæsning - der er længere end de andre - kaldes der til hellig sammenkomst og hvile.
Denne sidste blæsning skal vi lægge mærke til, for den har en stor forbilledlig betydning for os. For i NT kobles 'den sidste basun' nemlig sammen med de helliges opstandelse og Bortrykkelse.
I 1 Kor 15:51-52 skriver Paulus følgende herom: "Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder, thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi [alle] forvandles".
At det virkelig er denne begivenhed, som 'den sidste basun' på basunklangens højtid henviser til, bliver bekræftet af, at ifølge den Ortodokse Jødiske overlevering vil de dødes opstandelse ske i forbindelse med denne sidste basun. Og det er faktisk et mærkeligt udsagn - for ifølge deres tro og Bibelens lære (i GT) vil de dødes opstandelse jo først komme på den sidste (eller yderste) dag - det kommer vi tilbage til. Der er altså tidsmæssigt tale om endnu en opstandelse, og det er jo netop det, Paulus har beskrevet i den ovenforstående Bibeltekst - og tilføjer, at den tidligere var en hemmelighed.
Det har det Jødiske folk altså ikke tidligere kendt til, men når de så alligevel har en overlevering om denne opstandelse, så må det for mig at se skyldes Guds inspiration. Den sidste basun skal ikke, som mange Kristne gør, forveksles med de mange andre basunblæsninger, som bliver omtalt i bibelen, som fx 'de syv basuner', som nævnes i Åb. 9-11.
Fra Rosh Ha Shanah er der 10 dage frem til Den Store Forsoningsdag, og det er især de sidste syv af disse, som har stor betydning som optakt for Jødernes forberedelse til denne dag - og hører derfor med i denne gennemgang. Disse syv dage er nemlig et forbillede på 'den store trængsel', som er beskrevet i Bibelens sidste bog; en trængselstid, som Bibelen også kalder for 'Jakobs trængsel'.
I beskrivelsen af disse syv dage er der derfor også mange henvisninger til det, der ifølge Bibelen kommer til at ske i disse syv år. Vi skal se et par eksempler på dette i det følgende:
De syv dage kaldes for det første for 'Yom Ha Keseh', 'den skjulte dag'. Disse syv dage - som repr. den store trængsels syv år - er ifølge Jødisk overlevering givet af Gud, for at de må forberede sig og være rede på den sidste store forsoningsdag', som kommer, når Messias kommer. Da vil alle deres trængsler for evigt være forbi.
I disse syv forbilledlige dage ønsker og beder Jøderne derfor om, at Gud vil skjule dem på 'ulykkens dag', som den store trængsel også kaldes, for at de kan blive bevaret gennem den. Her henvises der fx til salme 27:5, hvor der står: "Thi han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, skjuler mig i sit telt, og løfter mig op på en klippe".
Ifølge flere tekster i Åb. er det netop det, der vil ske under 'den store trængsel'. I denne periode vil mange Jøder blive reddet og frelst. I Åb. kap. 7 beskrives, at 12.000 Jøder fra hver af de 12 Jødiske stammer bliver beseglet af Gud, for at de ikke skal skades under den store trængsel.
I Åb. 12:13-16 er der et eksempel på denne bevarelse. Vi skal læse denne tekst, og undervejs vil jeg i parentes indskyde, hvad det er, teksten taler om: "Da dragen [djævelen] så, at den var nedstyrtet til jorden, forfulgte den kvinden [Israel], som havde født drengebarnet [menigheden, som er bortrykket til himmelen, jfr. v. 5]."
"Der blev da givet kvinden den store ørns to vinger, for at hun skulle flyve ud i ørkenen [i Moab] til sit sted, hvor der skal sørges for hende én tid og to tider og en halv tid [i alt 3½ år], borte fra slangen."
"Og slangen spyede vand som en flod ud af sin mund efter kvinden for at skylle hende bort med strømmen. Men jorden kom kvinden til hjælp; og jorden åbnede sin mund og opslugte floden, som dragen havde udspyet af sin mund".
De nævnte syv dage bliver også kaldt for 'Herrens dag', og der er flere tydelige henvisninger til dagen med det samme navn i Bibelen. I Bibelen åbenbares det, at 'Herrens dag' er identisk med 'den store trængsel' på syv år.
Nogle Kristne tror fejlagtig, at Herrens dag er det samme som Kristi dag, men det er en misforståelse. Bortset fra ganske få undtagelser, hvor Herrens dag klart henviser til noget andet, beskriver Bibelen denne dag som en forfærdelig dag, som er den samme, som beskrives som 'Guds og Lammets vredes dag', Åb. 6:17f.
Under disse forbilledlige trængselsdage forbereder man sig ved bl.a. at læse nogle bibelvers fra GT, som omhandler denne dag. Lad os se et enkelt eksempel:
"De klæder sig i sæk, og rædsel omhyller dem, alle ansigter er skamfulde, alle hoveder skaldede. Deres sølv kaster de ud på gaden, deres guld regnes for snavs; deres sølv og guld kan ikke redde dem på Herrens vredes dag; de kan ikke stille deres hunger eller fylde deres bug dermed, thi det var dem årsag til skyld..". Ez. 7:18-19.
Man kan godt forstå, at Jøderne betragter disse dommens og vredes dage som sørgedage, hvorunder de beder om, at Gud vil forbarme sig - som Han da også har lovet at gøre, når de, som det næste skrifteksempel viser, vender sig til Ham i deres nød:
"Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Men enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses..". Joel 3:4-5a.
Under disse syv dage i oktober kommer Jøderne da også hele tiden tilbage til, at det er nødvendigt at omvende sig, for at Herren vil tage imod dem. Jøderne kalder derfor også disse syv dage for en omvendelsestid, hvor deres tro bliver efterprøvet, om de er på livets vej - eller på dødens vej - at det ikke må gå dem som beskrevet i Ezekiel.
Efter denne omvendelsestid håber de, at Gud vil svare dem og tilgive dem på 'Den Store Forsoningsdag', som er et profetisk forbillede på Jesu synlige genkomst.
Yom Kippur, som falder på d. 10. tishri. - 2014 - 3.-4. oktober
Herefter kommer vi til Den Store Forsoningsdag, Yom Kippur, som falder på d. 10. tishri. Denne fest er omtalt i 3 Mos 23:27-32. De to første vers lyder således: "På den tiende dag i samme syvende måned falder forsoningsdagen; da skal I holde højtidsstævne, faste og bringe Herren ildofre. I må intet arbejde på denne dag, thi det er forsoningsdagen, den skal skaffe jer soning for Herren jeres Guds åsyn". v. 27-28.
Den store forsoningsdag bliver mere udførligt beskrevet i kap. 16. Vi skal dog ikke gennemgå kapitlet her, men kan kort opsummeres således: På denne ene dag i året skulle ypperstepræsten på sine egne og folkets vegne gå ind i det allerhelligste med blodet fra et stedfortrædende syndoffer. Det skulle han gøre som et forbillede på det sande syndoffer, som Gud en dag ville sende som det Guds Lam, som er den eneste, som kan bære/borttage verdens synd.
I dag, hvor Jøderne af gode grunde ikke, som foreskrevet, kan ofre i Templet, ofrer mange Jøder i stedet en kylling i håb om at få soning for deres synder. Betydningen af det stedfortrædende offer er dog den samme.
I Hebræerbrevet får vi en udførlig beskrivelse af, hvorfor den gamle pagts ofringer ikke er nok til frelse, og hvorfor der var brug for en anden slags ypperstepræst i den nye pagt. Her står der nemlig, at Jesus: "Ikke som de andre ypperstepræster hver dag har nødig at bringe ofre først for sine egne synder, og så for folkets, thi det gjorde han én gang for alle, da han ofrede sig selv". Hebr. 7:27.
Den Store Forsoningsdag peger altså hen på denne store dag, hvor vi blev forligt med Gud ved Jesu Kristi død for os, hvorved vi fik vi syndernes forladelse og det evige liv. Men det peger påsken jo også på! Hvad er forskellen? Så vidt jeg kan se, så peger Den Store Forsoningsdag også forbilledligt frem på Den sidste Store Forsoningsdag, der vil komme i forbindelse med Israels folks frelse i de sidste tider. Det er den dag, hvor sløret tages bort fra det Jødiske folk, så de ser, at det er Jesus, som er deres Messias, og som de har ventet på.
I Zak. 12:10 omtales denne dag således: "Og så udgyder jeg over Davids hus og Jerusalems indbyggere nådens og bønnens Ånd, så de ser hen til ham [mig], de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte. På hin dag skal sorgen blive stor..".
Paulus beskriver denne, deres genoprejsningsdag på denne måde: ".. der er kommet en forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind, og så skal hele Israel frelses, som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudelighederne fra Jakob, og når jeg borttager deres synder, da er dette min pagt med dem". Rom. 11:25-27.
Blandt Jøderne er der en tiltagende forventning til, at Davids søn, Messias, deres konge og frelser, snart kommer til dem, og opretter et evigt rige, som aldrig forgår. Det er faktisk dette, de i dybeste forstand og på en særlig måde, ser hen til på 'Den Store Forsoningsdag'.
Den Store Forsoningsdag afsluttes med, at der igen bliver blæst i en basun. Men denne gang er det ikke den sidste basun, som blæses, men ’den store basun’ (Shofar Ha Gadol’, en stor basun). Denne basun bliver (symbolsk) blæst på denne dag for at samle Jøderne indenfor Templets porte, og jeg tror, at det henviser til Matt. 24:30-31, hvor Jesus siger, at når han kommer igen på himmelens skyer, med kraft og megen herlighed, så vil han "sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte [jøder] sammen fra de fire verdenshjørner".
Som vi har set, er der i den Jødiske tradition en klar forbindelse mellem denne dag og Messias' [Jesus] synlige genkomst. Jøderne kalder da også bemærkelsesværdigt Yom Kippur for ’Genkomstens Sabbat’. Det er tankevækkende, at de taler om Hans genkomst, selvom de ikke har set/forstået, at Han har været her før. Igen leder det tankerne hen på en bagvedliggende Gudsinspiration.
Jøderne tror, at på den dag vil Messias komme (igen!) for at dømme levende og døde. Jøderne kalder denne dag for 'den sidste dag' eller for 'den yderste dag', og tror, at på denne dag skal alle hensovede opstå fra de døde. Det er da også til denne dag, Marta henviser til, da hun efter Lazarus' død mødte Jesus, og bekendte sin tro overfor Ham på de dødes opstandelse. Hun sagde: "Jeg ved, at han skal opstå på den yderste dag". John. 11:24.
På denne dag skal der blive en stor glæde for alle Jøder - og andre, som er kommet til tro under den store trængsel, og som har glædet sig til deres og vores frelsers herlige tilsynekomst. For, på den dag vil Han nemlig også genoprette riget for Israel, som der står skrevet. Det er det, efterårets sidste fest, Løvhyttefesten, peger frem mod.
Løvhyttefesten, Sukkot, d. 15. tishri - 2014 - 8.-15. oktober.
Denne fest er omtalt i 3 Mos 23:33-44. Vi skal dog kun læse følgende fire vers: 34, 40 og 42-43: "Tal til israelitterne og sig: Den 15. dag i samme syvende måned skal løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv dage.. Den første dag skal I tage jer smukke træfrugter, palmegrene og kviste af løvtræer og vidjer fra bækkene og i syv dage skal I være glade for Herren jeres Guds åsyn...."
"I skal bo i løvhytter i syv dage, alle indfødte i Israel skal bo i løvhytter, for at jeres efterkommere kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er Herren, jeres Gud".
Mange år senere, da Jøderne var kommet tilbage fra fangenskabet i Babylon, beskrives fejringen af løvhyttefesten således:
"[Gå ud og kundgør] følgende budskab. Gå ud i bjergene og hent grene af ædle og vilde oliventræer, myrter, palmer og andre løvtræer for at bygge løvhytter som foreskrevet! Så gik folket ud og hentede det og byggede sig løvhytter på deres tage og i deres forgårde og i Guds hus' forgårde og på de åbne pladser.. Og hele forsamlingen, der var vendt tilbage fra fangenskabet, byggede løvhytter og boede i dem.. Og han [præsten Josua] læste op af bogen med Guds lov dag for dag fra den første til den sidste, og de fejrede højtiden i syv dage, og på den ottende holdtes der festlig samling på [den] foreskrevne måde". Neh 8:15-18.
Siden dengang har Jøderne gjort dette som en tilbagevendende årlig begivenhed. Hvis man har været i Israel i forbindelse med Løvhyttefesten, har man kunnet se, at der stadig er løvhytter næsten overalt under denne fest, på tage og altaner, i deres forgårde og i haverne, på åbne pladser og i hotellernes terrasser, osv..
Denne fest kaldes også med navne, som leder tankerne hen på det, Gud har lovet sit folk i forbindelse med de sidste tider og Jesu synlige genkomst. Jøderne kalder nemlig også denne Løvhyttefest for 'Indhøstningsfesten', 'Indsamlingens højtid' og ’den hellige sammenkomst’.
Denne fejring sker selvfølgelig først og fremmest, fordi årets høst er i hus, men dette er også et billede på den dag, hvor Messias kommer og samler Jøderne - og frelser dem.
Om foråret var det byggen og hveden (menigheden), som blev indsamlet. Om efteråret er det de sidste afgrøder, der bliver høstet og indsamlet; disse afgrøder er som tidligere nævnt, primært oliven, vin, og figen, som er forskellige Bibelske billeder på det Jødiske folk.
Den første og den sidste Jødiske efterårsfest peger altså frem på to vidt forskellige tider for indhøstning af henholdsvis Hedninger og Jøder. Med Jødernes frelse er alle kommet fuldtalligt med.
Det er måske den bagvedliggende grund til, at Løvhyttefesten også omtales som ’glædesfesten’ og 'takkefesten'. Jøderne har jo, som det forbilledligt er beskrevet gennem de syv fester, overlevet Guds dom og er blevet frelst, og er nu klar til at fejre Løvhyttefesten, som er et billede på det 1000-årsrige [= Riget for Israel], som følger.
Ganske vist er Løvhyttefesten givet jøderne, for at de altid skulle ihukomme, hvordan Gud bevarede dem under udvandringen fra Ægypten, og under den 40-årige ørkenvandringen - og hvordan Han stadig gør det. Men, samtidig peger Løvhyttefesten også frem til den dag og tid, hvor Han igen vil være i deres midte.
Løvhyttefesten bliver derfor også brugt synonymt i Bibelen med det kommende 1000-årsrige. Som fx i Zak. 14:16, hvor vi læser: "Men alle de, der bliver tilbage af alle folkene, som kommer imod Jerusalem [det, der skete ved Harmageddon], skal år efter år drage derop for at tilbede kongen, Hærskarers Herre, og fejre løvhyttefest".
Afslutning
Der kunne nævnes meget mere om de syv Jødiske fester, men forhåbentlig er det nok til, at alle kan se, hvordan de på forskellig vis peger på og er forbilleder på frelsen og Guds rige frembrud. De syv fester, som begyndte med påsken, hvor 'vort påskelam' blev slagtet, og afsluttes med, at Jesus kommer igen, opvækker de hellige afdøde, og samler Jøderne fra hele verden, og frelser dem. På den dag skal alle Jøder se ham som deres Messias, Konge og Gud, og Guds rige vil derefter bryde synligt frem på jorden.
