Fra Weekendavisen.dk/Af Martin Krasnik.
Uge 8 - 2015.
Hvorfor stod Dan Uzan foran porten til Synagogen i Krystalgade lørdag nat? Hvorfor stod der overhovedet en frivillig, civil og ubevæbnet sikkerhedsvagt dér?
Det er ikke et spørgsmål, jeg stiller på tryg afstand af øjeblikkets kaos lørdag nat. Det har jeg spurgt mig selv om mange gange, når jeg er kommet i Synagogen eller besøgt den Jødiske skole.
For tre uger siden var jeg konferencier til den Jødiske sportsklub Hakoahs 90-års jubilæumsfest. Der var 500 mennesker, en fjerdedel af hele menighedens medlemmer, højt humør, unge og gamle, drenge og piger og den særlige Jødiske landsbystemning, der er i sådan en lille menighed.
Sepp Piontek holdt festtalen. Hakoah-revyen lavede platte jokes om at være omskåret. Der var fem Rabbinere til stede, som alle morede sig kosteligt over nummeret med de syngende Rabbinere, Bent, Bent & Yair.
Jeg fik hele salen til at synge fællessang: »Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra hakoah af – heja, heja, heja.« Det var som at være til Verdens største familiefest. Da musikken begyndte at spille, allerede inden desserten, rejste det meste af salen sig op og begyndte at danse i kæder mellem bordene. »Folk har virkelig brug for at more sig for tiden,« sagde en af arrangørerne til mig.
I pausen gik jeg sammen med mange andre gæster udenfor, foran det store hotel, hvor festen blev holdt. Datoen og stedet var ikke hemmelig, invitationen havde længe ligget på menighedens hjemmeside. Man kunne gå lige ind ad døren og op til en fjerdedel af Det Jødiske samfunds medlemmer.
Det var Dan Uzan, der holdt vagt. Der var ikke noget synligt politi. Ikke nogen fra myndighederne. Bare Dan og et par andre frivillige fyre fra menigheden. Og det var to uger efter terrorangrebet i Paris.
I dagene efter mordet i Krystalgade har Danske politikere stået i kø for at udtrykke deres sympati og støtte til det Jødiske samfund. Budskabet har været klart: De Danske Jøder er netop Danske Jøder, ligeværdige medborgere, hvorfor et angreb på dem opfattes som et angreb på alle.
Samtidig har der været en stærk følelsesmæssig reaktion. Jødernes historie i Danmark er unik, netop hér har de kunnet leve i sikkerhed, og likvideringen af en Jøde på åben gade føles som et angreb på en vigtig del af mange Danskeres selvopfattelse.
Jøderne blev set som landsmænd, som Bo Lidegaards bog om redningsaktionen i oktober 1943 hedder. Landsmænd og medborgere skal beskyttes af statens magtudøvere. Det er en grundforudsætning for en moderne stat.
Kan staten ikke beskytte alle grupper i samfundet, varetager den ikke sin vigtigste funktion. Faktum er, at myndighederne ikke tog ansvaret i lørdags, selv om de vidste, at nogen samme eftermiddag havde angrebet Krudttønden på Østerbro og stadig var på fri fod.
Kunne man have forhindret, at Dan Uzan blev skudt? Eller rettere: Har myndighederne beskyttet Det Jødiske samfund i Danmark? Det, der skete – eller ikke skete – i Krystalgade, skal ses som den triste kulmination på flere års nøleri og skuldertræk fra myndighedernes side.
De to drab følger et velkendt mønster i Europa. På den ene side er folk, der udgiver kritiske, satiriske eller blot romaner om Islam, blevet angrebet konsekvent, fra den Norske forlægger William Nygaard og Hollandske Theo van Gogh, til Danske Kurt Westergaard og Franske Charlie Hebdo.
På den anden side er Europæiske Jøder et mål – lige så konsekvent. Disse angreb har en lang historie i hele Europa: I Danmark blev Synagogen angrebet med en bombe i 1985, hvor syv blev kvæstet. Men Det Jødiske samfund har alligevel selv skullet tage sig af den grundlæggende sikkerhed ved deres institutioner.
Den ene årgang efter den anden af unge mænd fra menigheden har stillet som vagter ved for eksempel Synagogen. Og jeg har altid haft det klare indtryk, at myndighederne har set lidt skeptisk på dem – på disse glade amatører, der står og spiller sheriffer. Myndighederne har da også bidraget; med økonomisk støtte og gode råd, og i flere år har Det Jødiske samfund haft det angiveligt højeste sikkerhedsniveau: Hyppige såkaldte runderinger, altså jævnlige besøg af en forbikørende politibil.
Men for alle, der har haft deres gang omkring de Jødiske institutioner de sidste år, har det været isnende klart, at der ikke er blevet passet godt nok på Synagogens gæster eller på børnene på Carolineskolen.
Og med de stadig flere angreb på Europæiske Jøder, er bekymringen vokset. Efter skudangrebet på en Jødisk skole i Toulouse i 2012, hvor en bevæbnet mand dræbte en lærer og tre børn, blev sikkerheden for de Danske Jøder undersøgt igen. Konklusionen var, at der ikke var behov for synlige vagter ved skolen.
Efter angrebet på det Jødiske museum i Bruxelles sidste forår blev sikkerheden heller ikke opgraderet – skulle der holdes vagt, måtte menigheden selv klare det. Efter Gaza-krigen samme sommer blev en fredsdemonstration ved Christiansborg evakueret, da den blev stormet af voldelige moddemonstranter.
Nogenlunde samtidig eksploderede en bombe ved det Jødiske center i Malmø – og en demonstration på Nørrebro vakte opsigt med slagordet Død over Jøderne. Det fik flere gange i løbet af sidste efterår Det Jødiske samfund i København til at bede om en ny sikkerhedsvurdering, og menigheden opfordrede til, at der som minimum blev placeret politivagt ved skolen om morgenen og eftermiddagen og ved arrangementer i Synagogen. Det lød logisk. Men daværende Justitsminister Karen Hækkerup og PET reagerede nølende, nærmest lidt irriteret over Jødernes insisteren – og efterkom ikke opfordringen.
Efter dobbelt-angrebet på Charlie Hebdo og et Jødisk supermarked i Paris den 7. januar bad den Jødiske menighed om en specifik vurdering af sikkerheden omkring Jødiske institutioner i København. Men heller ikke da kom nye anbefalinger fra politiet. De mødte op ved lørdagsgudstjenesten to gange i januar, men der var ingen øget, synlig sikkerhed ved skolen eller ved andre arrangementer i ugens løb.
Ved gudstjenesten denne lørdag morgen – i sidste weekend – var der intet synligt politi. Umiddelbart forinden, altså i sidste uge, havde PET meddelt, at de hidtidige vurderinger var gældende, altså blot den sædvanlige runderende politibil. Det er i det lys, man skal se nedskydningen af Dan Uzan. Man kan ikke forklare myndighedernes manglende reaktion med situationens panik.
Naturligvis skulle politiet have overtaget sikkerheden omkring Synagogen og sendt Dan Uzan hjem. Selvfølgelig skulle gaden have været spærret af og cafeerne lige over for Synagogen lukket. Selvfølgelig skulle en svært bevæbnet mand ikke kunne gå helt op til Synagogen, samtidig med, at der var en fest i gang inde i menighedshuset, og skyde Dan Uzan i hovedet.
Hvorfor blev en fest for 14-årige Jødiske piger overhovedet gennemført under den mest minimale beskyttelse, man kan forestille sig? Ingen myndigheder kan påstå, at de ikke kunne forestille sig sådan et angreb, eller at morderen nok ikke ville fortsætte ind til Synagogen.
Forklaringen ligger desværre i mange års fodslæberi og arrogant skuldertrækken. Havde gerningsmanden været blot en anelse mere aggressiv og organiseret, eller havde han haft en makker som i Paris, kunne han også have dræbt de to politifolk og hoppet over hegnet til festen.
At det ikke skete, skyldes ikke politiets indsats, men det heldige tilfælde, at morderen ikke udløste den enorme katastrofe, som havde været nøjagtigt så ligetil som i Paris i januar. Det er lige præcis derfor, at store dele af det Jødiske samfund ikke bare i den sidste uge, men igennem flere år har været ramt af en blandet følelse af bekymring og ensomhed. Der har været en mur mellem menigheden og resten af samfundet.
I den sidste uge har denne mur været dækket af blomster og medfølelse, men den er bygget af lag på lag af naivitet og mærkværdig ligegyldighed. Nu må vi spørge os selv, om man overhovedet kan have en Jødisk skole i København. Indtil man besvarer det spørgsmål, er det deprimerende klart, at Dan Uzans død var historien om et bebudet mord, som Det Jødiske samfund havde frygtet – og advaret om i årevis.
Det er dybt tragisk. Og det er skandaløst, hvis det ikke får konsekvenser for de ansvar.
