Fra Jesus-lever.dk/Af Eskild Skov Særkjær.
Hubal er Allah’s billede
Svaret er, at det ikke kan lade sig gøre at adskille Allah fra Hubal, som Aril Edvardsen gør det, fordi Hubal ganske enkelt er Allah’s billede (gudestatue), som repræsenterede Allah og dermed på en måde også var identisk med ham.
Ka’baen var dengang fuld af gudestatuer, som hver for sig repræsenterede de forskellige guder og kosmiske kræfter, som de dyrkede. Det var ganske almindeligt, at gudernes billeder hed noget andet end guderne selv. Tidligere var Allah (vistnok) den eneste, som ikke havde noget afgudsbillede stående i Kaba’en, men var kun præsenteret af hans Månesymbol.
Forskellige historiske kilder skriver, at ca 400 år før Muhammed bragte en mand ved navn Abd Allah (Allah’s tjener) en statue ved navn Hubal, som var ’Allah’s billede’, fra Mesopotamien til Mekka og anbragte den på toppen af Ka’baen (13).
Dette kan være årsagen til, at Månegudens symbol, den tiltagende måne, den dag i dag sidder på toppen af enhver Minaret og Moske og er Islams mest centrale symbol over hele Verden. Andre kilder fortæller, at Hubal blev anbragt i Ka’baen, så at han måske først senere kom op på taget? Hubal var altså allerede Allah’s billede, som blot holdt flyttedag.
Måske var Hubal oprindelig en anden konkurrerende Månegud, som på et tidspunkt blev gjort til Allah’s billede? I alle fald var Hubal ifølge den Arabiske tradition ny i Mekka i forhold til de andre guder. Beretninger i Sira (Hedensk Arabisk krønike) beskriver, at Hubal og Allah allerede dengang var den samme gud, og begge blev derfor både kaldt for Ka’baens herre såvel som den største gud (af afguderne). Samme krønike beretter, at når det Arabiske folk bad til Allah i Mekka, stod de ved siden af hans billede Hubal (og bad til ham) (14).
Påstanden om, at de Hedenske Arabere dyrkede Hubal i Mekka er altså rigtig nok, men det er historieforfalskning at negligere, at de Hedenske Arabere før Muhammed ikke dyrkede Allah, men blot afguden Hubal – for derefter at gøre Allah til at være identisk med Bibelens Gud. Men det er han altså absolut ikke!
Muhammed overtager Allah-dyrkelsen
I år 570 blev Muhammed født ind i en Polyteistisk familie, hvor man ikke dyrkede Allah som den eneste, men som den største. Af historien ved vi, at Muhammed flygtede til Medina i år 622, men vendte tilbage til Mekka 6 år senere.
I de første år forenede Muhammed og hans tilhængere sig med de Hedenske Arabere (Polyteisterne) på deres fælles pilgrimsrejser til Mekka, hvor de sammen dyrkede (den samme) Allah. Den Muslimske historie beretter, at Muhammed regnede med, at hans landsmænd ville lade sig overbevise om, at det kun var Allah, den største af de guder, som de tidligere dyrkede, som de fra nu af skulle dyrke. Men da de afslog, lavede han en fredsaftale med dem, som han straks brød, da han var stærk nok.
Fredens eller krigens hus?
Dette brud skete i år 630, hvor Mekka blev besejret af Muhammed og hans tilhængere efter et blodigt slag og knuste alle Ka’baens 360 afgudsbilleder (inkl. Hubal, som var Allah’s billede) og gjorde den største afgud, Allah, til den eneste gud.
Muhammed gav herefter hans modstandere fire måneder til at omvende sig til den nye religion (Islam) eller dø! Muhammed (og hans efterfølgere) havde nemlig inddelt Verden i to grupper:
1. Dar-al-Salaam (fredens hus) omhandler alle dem overalt på jorden, som har (vil) underkaste sig Allah.
2 Dar-al-Harb (krigens hus), som omhandler alle dem, som ikke har (vil) underkaste sig Allah. Disse må i så fald tvinges til det (15).
Eller med andre ord: Enten er man for Muhammed og Islam og underkaster sig Allah, og så er man Muslim i ’fredens hus’; eller så er man imod Muhammed og Islam og betragtes så som Allahs fjender og skal tvinges til lydighed gennem ’Jihad’ (hellig krig). Denne Muslimske inddeling af mennesker eksisterer den dag i dag overalt i Verden.
Der er ingen gud uden Allah
Muslimernes trosbekendelsen ’La ilaha illa-Ilahu’ (der er ingen gud uden Allah) betød oprindelig: ”Der eksisterer ingen gud uden den ene, hvem I allerede kalder Allah” (16).
Muhammed introducerede altså ikke en ny gud for dem, fordi de allerede kendte og anerkendte Allah’s guddommelighed (17).
Når Muslimer råber ’Allah Akbar’ (Allah er den største), så har disse ord også sin oprindelse i den Polyteistiske religion i betydningen: ’Allah er den største af de 360 guder’, som blev tilbedt i Ka’baen. Det Arabiske ord, som er oversat med ’største’ betyder, at der så selv-følgelig også må være nogle guder, som er under ham (18).
De religiøse tekster før og efter Muhammed bevidner, at Muslimernes Allah er den samme Hedenske afgud (dæ-mon), som man har dyrket i årtusinder i den Arabiske verden. Den største forskel på ’før og nu’ kan bedst beskrives med følgende konklusion af det, Muhammed har sagt: ”Se, I tror allerede at Måneguden er den største af alle guder. Alt, hvad jeg ønsker af jer, er at tro, han er den eneste gud. Jeg tager ikke den Allah væk, som I allerede tilbeder. Jeg tager kun hans kone, hans døtre og alle de andre guder bort”.
