Fra Israeltoday.co.il/8. september 2012.
Efter en konstant afdækning af vigtige kritiske nyheder begynder de at miste deres betydning og akutte karakter. Det kan forårsage en vis distancering at høre de samme advarsler igen og igen - især når status quo synes statisk – og forårsage en ufølsomhed og resigneret apati, der ignorerer advarslerne med ønsket om, at det ikke vil blive til noget. Dette håb bliver mere optimistisk (og passivt) for hver dag, advarslerne ikke bliver til noget.
Et af de mest tydelige eksempler på dette fænomen er truslen om et nukleart Iran
I årevis har det internationale samfund hørt om Irans jagt på atomvåben; og i årevis har verden hørt Irans frække trusler om folkedrab - mest notorisk, at de vil slette staten Israel fra landkortet. Men hidtil har Iran efter sigende stadig ingen atomvåben, og der er ingen store angreb blevet lanceret på Israel. Således er mange blevet ufølsomme overfor situationen - herunder de, der har ansvaret for at sikre, at et nukleart Iran aldrig bliver en realitet.
Men virkeligheden har aldrig været tættere på. Det bliver vi advaret om i Noah Becks seneste roman, The Last Israelis. Det er fordi, vi nu er tæt på en apokalyptisk krig, at Becks dommedags-advarsel om et nukleart Iran er så overbevisende. Hvis det værste skulle ske, kunne dette skræmmende forsøg på at vække Vesten af deres tornerosesøvn vise sig at være den endelige, frygtelige profetiske alarm. Men den går upåagtet hen.
Meget af offentligheden har de dominerende medier og regeringer vænnet til at have fokus på der kortsigtede– de Amerikanske Præsidenter har således tendens til at koncentrere sig om de påtrængende spørgsmål - og sjældent - om nogensinde - på de mere langsigtede spørgsmål eller trusler. Således synes et nukleart Holocaust i Mellemøsten urealistisk. Læg dertil, at næsten alle nationer med atomvåben aldrig har brugt dem, så kan man se, hvorfor der hersker en vis apati, når drejer sig om et nukleart Iran.
Men Iran er anderledes. De Shiittiske ledere mener, at den Tolvte Imam vil komme igen i endetiden for at dræbe alle vantro og hejse Islams flag ved alle fire verdenshjørner.
Reza Kahlili, en tidligere CIA-agent i Irans revolutionsgarde, rapporterede sidste år om de apokalyptiske udtalelser fra Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, der dikterer Irans nukleare politik. Khameneis erklæring, som blev bragt i statslige Iranske medier, proklamerede at: "Imam Mahdi er af allerstørste betydning, og hans genkomst er tydelig i vor hellige religion Islam. Vi må studere og minde os selv om endetiden og Imam Mahdis æra... Vi må forberede omgivelserne for det kommende, så den store leder kan komme."
Kahlili har også oversat Iranske nyhedsrapporter fra juni sidste år. De tyder på, at Irans nyvalgte præsident, Hassan Rouhani (den såkaldt "moderate"), deler Khameneis synspunkter. Rapporterne citerer, at Rouhani takkede den Islamiske Messias for sin valgsejr den 15. juni.
Faktisk mener den Islamiske teokratiregering i Iran, at apokalyptiske scenarier er nødvendige, før Islams frelser, Mahdi eller "Den Skjulte Imam," vender tilbage (herunder en profeti om, at Muslimer skal dræbe alle Jøder, før han kommer igen). Og de mener, at døden i Jihad resulterer i et øjeblikkeligt paradis for "martyrerne", og de tror på den ofte citerede Islamistiske mening, at "Muslimer elsker døden som Vesterlændinge elsker livet" - en mening, der alt for ofte har manifesteret sig i virkeligheden hos unge Muslimske mænd og kvinder, der har ofret deres liv for at blive selvmordsbombere og dræbe Amerikanere, Israelere og mange andre.
Kort sagt, har Iran et verdenssyn, der er markant anderledes end det, der styrer den Vestlige beslutningstagning. I modsætning til atomvåben i de sekulære Vestlige demokratier er et nukleart Islamisk overherredømme i Iran meget mere tilbøjeligt til at bruge de ødelæggende våben. Således er situationen alvorlig og virkelig presserende, og hvis FN nægter at handle beslutsomt, kan den udløse et Holocaust, hvor millioner af uskyldige mennesker - Israelere og Iranerne – bliver udslettet over natten.
Hvordan ville sådan et mareridt være?
En stærk, veldokumenteret roman, ”The Last Israeli” giver et gribende svar og hjælper til at neutralisere ufølsomheden og/eller apatien overfor et nukleart Iran ved at skildrer et alt for reelt scenario af, hvad et nukleart Iran i sidste ende kunne betyde for regionen og for Verden.
Fortællingen følger livet hos en Israelsk ubådsbesætning. Efter nyheden om, at Iran har opnået status som nuklear, ansigt til ansigt med et magtesløst eller ligegyldigt Vesten, bliver de rykket fra de kære under en afbrudt og alt for kort landlov, og sendt på en mission, sandsynligvist for at gøre gengæld med atomare ballistiske missiler, hvis et nukleart angreb bliver lanceret på Israel.
Halvvejs gennem deres mission mister ubådsfolkene kontakten med kommandobasen og uklarheden omkring dette - og hvad det kan betyde - skaber håndgribelig spænding og konflikter blandt besætningsmedlemmerne.
Det, der følger blandt besætningen, er en meget filosofisk – og alt for menneskelig - debat om, hvad de skal gøre, da det nu er op til dem at afgøre skæbnen for millioner af mennesker:
Hvis den endelige meddelelse fra hovedkvarteret fastslår, at Israel er "angrebet på alle fronter", og at flådekommandoen er ramt og "i kriseberedskab", hvad vil det så betyde for resten af det land, der er blevet "angrebet på alle fronter?" Hvad vil det betyde for ubådsfolkenes kære?...Og hvad ville det betyde at beslutte at gøre noget, der kunne dræbe millioner af mennesker på bare et par timer? Alle submarinere kæmpede med disse vægtige spørgsmål, og prøvede for sig selv at beslutte, hvad der var den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde under de givne omstændigheder.
Den nuancerede debat er især interessant, fordi Becks besætning er ligeså uensartet og kompleks som det Israelske samfund, herunder en Vietnamesisk Israeler, en Arabisk-Israelsk Druser, en Etiopisk Israeler og en Kristen Israeler. Baseret på deres individuelle baggrund, opvækst og de fleste vigtigere oplevelser frembyder denne brogede besætning dramatisk forskellige perspektiver - fra det krigeriske til det pacifistiske - og afspejler dermed de forskellige holdninger, man finder i et demokrati, der bliver drevet af debat, ligesom Israel.
Udover at komme med en presserende advarsel er ”The Last Israelis” så forankret i historien og de aktuelle begivenheder - herunder virkelige mennesker, steder og begivenheder - at den leverer en underholdende måde at blive undervist på om Mellemøsten generelt, og om konflikten mellem Israel og Iran i særdeleshed.
Og på et afgørende punkt er denne bog ikke fiktion: Et nukleart bevæbnet Iran er en meget dårlig nyhed, ikke bare for Israel, som mange tror, men for hele regionen og stabiliteten i Verden. Verden er derfor forpligtet til at handle nu for at sikre, at det forfærdelige scenario, som der berettes om i ”The Last Israelis”, aldrig bliver til virkelighed.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------
Læs desuden: Verden spekulerer over Israels kjernefysiske arsenal.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------
Lammet bryder det syvende segl
"Og da Lammet brød det syvende segl, blev der stilhed i himlen hen ved en halv time. Og jeg så, at de syv engle, der står foran Gud, fik givet syv basuner. Og der kom en anden engel og stillede sig ved alteret med et røgelseskar af guld, og han fik givet megen røgelse for at lægge den på guldalteret foran tronen sammen med alle de helliges bønner. Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud. Og englen tog røgelseskarret og fyldte det med ilden fra alteret og hældte den ud over jorden. Og der kom torden og brag og lyn og jordskælv. Og de syv engle med de syv basuner gjorde sig rede til at blæse i dem." Johs Åb 8:1-6.
De seks engle blæser i de seks basuner
"Den første blæste i sin basun, og der kom hagl og ild blandet med blod, og det blev hældt ud over jorden; og en tredjedel af jorden brændte op, og en tredjedel af træerne brændte op, og alt det grønne græs brændte op. Den anden engel blæste i sin basun, og noget som et stort bjerg i lys lue blev styrtet i havet; og en tredjedel af havet blev til blod, og en tredjedel af alle levende skabninger i havet døde, og en tredjedel af skibene blev slået til vrag. Den tredje engel blæste i sin basun, og en stor stjerne, der brændte som en fakkel, faldt ned fra himlen og faldt på en tredjedel af floderne og kildevældene. Den stjernes navn er Malurt. Og en tredjedel af vandet blev til malurt, så mange mennesker døde af vandet, fordi det blev bittert. Den fjerde engel blæste i sin basun, og en tredjedel af solen og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne blev ramt, så en tredjedel af dem formørkedes, og dagen mistede en tredjedel af sit lys og natten ligeså. Og jeg så: Jeg hørte en ørn, der fløj midt oppe under himlen, sige med høj røst: »Ve, ve, ve over dem, der bor på jorden, når de andre basunstød lyder fra de tre engle, som skal til at blæse.« Johs Åb 8:7-13.
