Fra Proisrael.dk/Side 233-235.
Når jeg læser eller hører om, hvor brutalt vi behandlede araberne, kommer mit blod i kog. I april 1948 stod jeg selv på stranden i Haifa i timevis og bogstaveligt bønfaldt araberne i denne by om ikke at forlade landet. Ydermere var der en scene, det næppe er troligt, jeg nogensinde kan glemme.
Haganah havde lige overtaget Haifa, og araberne var begyndt at flygte bort – fordi deres ledere med så megen veltalenhed havde forsikret dem, at det var den klogeste kurs at følge, og englænderne så generøst havde stillet snese af lastbiler til deres rådighed. Intet af det, Haganah sagde eller forsøgte at gøre, hjalp noget som helst – hverken appeller fra højtalere på vogne eller flyveskrifter, vi lod regne ned over byens arabiske kvarter.
"Frygt ikke!" stod der på arabisk og hebræisk. "Hvis i tager bort, vil det kun påføre jer fattigdom og ydmygelser. Bliv i denne by, der både er jeres og vor." De var underskrevet af De jødiske arbejderes Råd i Haifa. Lad mig citere den engelske general, Sir Hugh Stockwell, der dengang havde overkommandoen over tropperne: "De arabiske ledere tog først bort, og ingen gjorde noget for at standse dem, hvad der begyndte som et stormløb og udviklede sig til panik."
De var besluttet på at tage afsted. Hundreder kørte over grænsen, men nogle søgte ud til kysten for at vente på skibe. Ben-Gurion tilkaldte mig og sagde: – Du må omgående tage til Haifa og sørge for, at araberne bliver i Haifa og bliver behandlet godt. Jeg vil også gerne have, du prøver på at overtale de arabere på stranden til at vende tilbage. Du må få dem til at forstå, at de ikke har noget at frygte. Så jeg tog straks afsted. Jeg sad der på stranden og bønfaldt dem om at vende tilbage til deres hjem. Men de havde kun ét svar. -Vi ved, der er ikke noget at frygte, men vi må tage bort. Vi vil komme tilbage.
Jeg er fuldstændig sikker på, at de ikke tog bort, fordi de var bange for os, men de var dødsens angste for at blive betragtet som forrædere mod den arabiske "sag". Alligevel talte jeg til jeg var blå i hovedet, men det hjalp ikke.
Hvorfor ønskede vi de skulle blive? Der var to meget gode grunde; først og fremmest ønskede vi at bevise over for verden, at jøder og arabere kunne leve sammen – uanset hvad de arabiske ledere udbasunerede; for det andet vidste vi meget godt, at hvis en halv million arabere forlod Palæstina på det tidspunkt, ville det bevirke store økonomiske forstyrrelser i landet.
Dette fører mig til et andet omstridt spørgsmål, som jeg vel lige så godt kan tage mig af med det samme. Jeg vil meget gerne én gang for alle besvare spørgsmålet om, hvor mange palæstinensiske arabere, der faktisk forlod deres hjem i 1947 og 1948. Svaret er: allerhøjest omkring 590.000. Af disse udvandrede 30.000 lige efter FN's beslutning i nobember 1947 om landets deling; 200.000 drog bort i løbet af denne vinter og foråret 1948 (inklusive langt størstedelen af de 62.000 arabere fra Haifa); og efter statens oprettelse i maj 1948 og det arabiske angreb på Israel flygtede yderligere 300.000 arabere. Det var så sandelig meget tragisk, og det fik meget tragiske følger, men der bør i det mindste ikke være tvivl om kendsgerningerne, som de var – og stadig er.
Den arabiske påstand om, at der er "millioner" af "palæstinensiske flygtninge" er lige så usand som påstanden om, at vi tvang araberne til at forlade deres hjem. De "palæstinensiske flygtninge" blev skabt som et resultat af arabernes ønske om (og forsøg på) at tilintetgøre Israel. De var ikke årsagen til det.
Naturligvis var der visse jøder i yishuv'en, der allerede i 1948 sagde, at den arabiske udvandring var det bedste, der kunne være sket Israel, men jeg kender ikke nogen seriøs israeler, der nogen sinde følte sådan. De arabere, der blev i Israel, fik imidlertid en bedre tilværelse end de, der drog bort. Der var så at sige ikke en arabisk landsby med elektrisitet eller rindende vand i hele Palæstina før 1948, og i løbet af tyve år fandtes der næppe en arabisk landsby i Israel, der ikke var tilsluttet det nationale ledningsnet, eller et hjem uden rindende vand.
Jeg tilbragte megen tid i disse landsbyer, da jeg var arbejdsminister, og jeg var ligeså glad over, hvad vi gjorde for dem, som jeg var, når en transitlejr forsvandt. Forlydender og propaganda er ét – kendsgerninger noget andet. Det var mig – og ikke medlemmer af den nye venstrefløj – der som arbejdsminister åbnede veje og besøgte de nye boligbebyggelser i arabiske landsbyer i hele Israel.
En af mine kæreste erindringer fra den tid er i øvrigt tilknyttet en landsby i Det nedre Galilæa, der behøvedes en vej, fordi den lå på en høj bakke, men landsbybrønden lå nedenunder, og det var ikke nogen spøg at bære vand op ad bakken. Så vi anlagde vejen, og da det var gjort, blev begivenheden fejret med taler og flag og forfriskninger. Så rejste en ung kvinde sig pludselig for at tage ordet – hvilket ikke er skik og brug blandt arabere. Hun så yndig ud i en lang, lilla kjole, og hun holdt en meget indtagende tale.
– Vi vil gerne takke arbejdsministeriet og ministeren for at have lettet vore mænds fødder for byrder, sagde hun.
Men nu ville hun gerne bede ministeren, om hun også kunne lette vore hoveder for byrder. Hun udtrykte det poetisk, men det, hun mente var, at hun ønskede rindende vand, så hun ikke mere behøvede at bære disse tunge krukker på hovedet, selv på den nye vej. Så et år efter var jeg til en ny festlighed i den samme landsby, og denne gang drejede jeg op for masser af vandhaner!
