Fra Lighthousetrailsresearch.com/blog/ LTRP note: Det følgende er et uddrag af Anita Dittman’s hístorie: Trapped in Hitler’s Hell. Anita, der lever i dag, var en ung Jødisk teenager i Tyskland under Anden Verdenskrig. Hun blev Kristus-troende som ung pige. I denne del af bogen beskriver hun den scene, hvor hun til sidst er blevet skilt fra sin mor, og hvor hun er på vej til en arbejdslejr med et tog. Midt i denne skræmmende tid blev Anita trøstet af Ham, hun var kommet til at se som Messias. I dag er Anita 80, og fortæller stadig sin historie til studerende og kirkelige grupper. Hun er en inspiration og en påmindelse om Guds trofasthed.
* * * *
(Fra Trapped in Hitler’s Hell):
Da toget sneglede sig ud af Breslau, kiggede jeg i min rygsæk for at se, om min lille Bibel stadig var der. Skulle vi blive nægtet fysisk føde, ønskede jeg at være sikker på, at vi havde åndelig føde. "Vi har en stor, stor Gud, Steffi," sagde jeg sagte. Steffi stirrede frem, udtryksløst. Hun syntes at være på randen af at miste kontakten med virkeligheden, og jeg bad hurtigt for hende. I et øjeblik lyste hendes glinsende øjne op igen, og hun kiggede på mig. Jeg pegede på Bibelen, som var pakket ind i brunt papir i min rygsæk, og vi smilede begge.
Vi rullede igennem det Tyske landskab i to timer. Jeg var forbløffet over at se så lidt ødelæggelse, selvom jeg vidste, at de allierede havde koncentreret deres angreb til de større byer. Kun få af de store byer var undsluppet de frygtelige, natlige luftangreb. Dresden var den eneste by, der stod intakt. Hvor længe det ville vare, havde vi ingen idé om. Men de kuperede, grønne bakker og marker var næsten rolige. Jeg spekulerede på, om landmændene vidste, at forfærdelige lidelser eksisterede blot få miles væk, at de fleste af byerne var ved at blive ulmende skeletter, at ofrene lå i stort tal under murbrokkerne, og at mange af de levende vandrede hjemløse rundt. Jeg spekulerede på, om landmændene vidste, når de kiggede ud af deres vinduer på det passerende tog, at Nazisterne betragtede lasten som værende af mindre værdi end kvæget, der græssede fredeligt på bjergskråningerne ....
Vi kørte lydløst, de fleste af os alt for bange til at tale. Jeg så, hvordan ansigterne i min vogn stirrede udtryksløse, frosne og usikre frem for sig. Hvor taknemlig var jeg ikke for den indre fred, som greb mig og gav mig en udefinerlig forvisning om, at Gud havde den fuldstændige kontrol, ikke bare over vore liv, men over Tyskland, De Allierede og hele den krigstrætte verden.
Da toget stoppede ved landsbyen Schmiegrode, strømmede vi ud, mange pirkede sammen af pistolskæfter. Mændene blev sendt af sted i én retning og kvinderne i en anden. Tre bevæbnede vagter eskorterede omkring 150 af os kvinder over brostensbelagte gader langs flere blokke, og så kom vi ind i et skovområde. Vi gik et stykke vej - en kilometer måske - til en vejrbidt arbejdslejr, der ikke var andet end en kæmpe kostald og en hestestald samt en hovedbygning for det Nazistiske personale. Kostalden skulle blive kvindernes sovesal, og hestestalden mændenes kvarter. Stadig tavse gik vi hurtigt ind ad porten, og stod derefter i formation, som anvist.
Efter en optælling blev kvinderne gennet ind i laden og beordret til at stå stille og opmærksomme, mens en SS-vagt gav os instruktioner. Han skulede til os og marcherede autoritativt op og ned foran vor formation.
"Dette er jeres nye hjem," sagde han med et smørret grin. Jeg håber, I kan lide det. I har ikke noget valg." Han snerrede, mens han lo ad os. "I skal sove på halm på gulvet," fortsatte han. "Hver enkelt af jer vil blive tilstedt to hestedækkener. I kan lægge en på jorden over halmen, og I kan sove hvor som helst i stalden. Udenfor er en koldt-vands hane. I kan bade ved at komme vand fra hanen i en spand, som vi vil levere, eller I kan bade i åen, hvis I vil. Toilettet er ude bagved. Det er bare en åben grøft, men det er godt nok til jer." Han tav, men fortsatte med at marchere op og ned.
"Fra i morgen vil I blive sat til at arbejde. Der Führer ser meget positivt på hårdt arbejdende. Da den Tyske arbejdsdag er blevet udvidet til ti timer, vil jeres også være sådan. Det bliver hårdt arbejde for nogle. Vi vil vække jer kl. 4:00, og I vil stå i formation i gården i midten af lejren, hvor I vil blive talt og få en skive brød. Så vil I marchere et par kilometer til arbejdsområdet. Det er cirka en times gang til fods. De fleste af jer vil grave grøfter, som vil stoppe Russiske kampvogne, der styres denne vej. Jeres aftener vil være frie til at gøre, som I ønsker. Vi vil udpege en gruppeleder for hver ti kvinder, og jeres leder vil få en spand, som I kan bruge til opvask, vask af tøj og af jer selv. Vi har en lille ration sæbe, vi vil give jer, men den skal vare mange uger. Vi kan ikke give jer nogen luksus, og I skal give os en ærlig dags arbejde. For din arbejdskraft, betaler vi dig tyve Mark om måneden. Jeg håber, I værdsætter vores gavmildhed, for ingen andre steder i Tyskland modtager fangerne nogen godtgørelse for deres arbejde. I bør beundre vores Führer for hans venlighed mod jer." Ingen rørte en muskel eller viste en smule følelse.
"Bær shorts og lette toppe, for arbejdet vil blive varmt. I vil få én middagspause til suppe og vand. Ethvert forsøg på at flygte vil resultere i forfærdelig straf, som kunne gøre døden til en velkommen lettelse. Forstået?"
Vi nikkede og sagde, "Ja, Hr!"
"Åh, for resten," sagde han og vendte sig mod os i ladens indgang, ”I får ingen fridage, medmindre det regner. Men, ser I, selv jeres Gud har forladt jer, for det har ikke regnet hele sommeren!" Han brølede af latter over det ironiske i situationen. "I vil få tilstedt nogle rationer kl. 17. Velkommen til Camp Barthold, mine damer!" Hermed gav han os den sædvanlige Heil Hitler-hilsen og gik.
Vi kravlede alle rundt for at indtage et seks fod stort område. Efter at Steffi og jeg havde taget et lille område, hvor vi kunne være sammen, fladede vi ud på den stikkende halm. "I det mindste er dette ikke Auschwitz," sagde jeg til hende, "og vore hoveder er ikke at blevet barberet." Denne praksis var almindelig i mange lejre. "Lad os prise Herren for det, og bede om, at det må regne i fyrre dage og nætter. Gud har gjort det en gang før ....”
Den nat begyndte vi kvinder at stifte bekendtskab med hinanden. Alle talte om den vedvarende frygt, de havde for de kære, som var blevet taget væk måneder eller år tidligere. I mange tilfælde havde de aldrig hørt fra deres kære igen. Hvor taknemmelig jeg var, at Gud havde tilladt mor og mig at kommunikere i de sidste mange måneder. I det mindste havde jeg ikke været nødt til at udholde en forfærdelig tid med at vente og spekulerer på, om hun var i live (jeg vidste, det bare var endnu et tegn på Guds godhed). Efterhånden som jeg vandrede omkring i laden og blev bekendt med kvinderne, mødte jeg nogle af de troende, som var kommet til Kristus gennem Pastor Hornig’s præstegerning. "Jeg har en Bibel," fortalte jeg dem entusiastisk. "Vi kan læse den sammen om natten, hvis I vil." Mange sendte et varmt smil. Andre var blevet svage i troen på grund af livets strabadser. Atter andre skulle falde væk fra Gud i lejren, ude af stand til at tro, at Han ville tillade en sådan tilværelse. Men nogle ville drages endnu tættere til Ham på grund af Camp Barthold. (Fra kapitel 9 og 10)
”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” Rom 8:38-39.
