Fra D-intl.com/20. juli 2014.
Af Lars Hedegaard.
For rettroende Muslimer betyder fred en pause, inden de kan genoptage kampen mod de vantro.
Den Israelske landoffensiv mod Hamas i Gaza synes at være inde i en afgørende fase, efter at Premierminister Benjamin Netanyahu har beordret en udvidelse af indsatsen.
Her til morgen bliver det meddelt, at den Franske Udenrigsminister Laurent Fabius’ forsøg på at udvirke en våbenstilstand er slået fejl. Den Egyptiske regering, der efter alt at dømme har godkendt Israels forsøg på at knuse terrororganisationen Hamas, siger, at den ikke kommer med flere forslag til våbenhvile.
Indtil videre vil krigen gå sin gang. Hvis den ender, som Muslimske krige plejer, tvinger ”det internationale samfund” Israel til en våbenstilstand, før den Jødiske stat har elimineret truslen fra de barbarer, der vil rydde landet af kortet og dræbe alle Jøder.
Efter en våbenstilstand vil FN, Europa og USA give milliarder til genopbygningen af den infrastruktur, som Hamas har fået ødelagt ved at sende raketter ind over Israel. De skoler, moskeer, hospitaler og børneinstitutioner, der er blevet ødelagt, fordi de med FN’s accept gemte raketter i kælderen, bliver genopbygget.
Milliarder vil blive givet til nødhjælp, sådan at Hamas kan konsolidere sit herredømme og skaffe sig nye raketter. Derefter vil man genoptage fredsprocessen. Det vil sige, en proces, der aldrig skaber fred, men er beregnet på at sikre barbarernes overlevelse, så de kan samle kræfter til nye angreb.
Hvorfor skaber fredsprocesser i Mellemøsten aldrig fred? Fordi Muslimer har forbud mod at slutte fred med vantro. Som deres guru Muhammed sagde i sit afskedsbudskab fra marts 632: ”Jeg fik ordre til at bekæmpe alle mennesker, indtil de siger: ’Der er ingen gud undtagen Allah’.”
Eller den berømmelige Saladdin, Jerusalems erobrer (og kendt fra flere film): ”Jeg vil sejle over dette ocean til deres øer for at forfølge dem, indtil der ikke er eneste på jordens overflade, der ikke bøjer sig for Allah.” (januar 1189).
Irans onde ånd, Ayatollah Ruhollah Khomeini, 1979: ”Vi vil eksportere vores revolution til hele verden … indtil budskabet: Der er ingen gud uden Allah og ingen profet uden Muhammed … genlyder over hele verden.”
Osama bin Laden og chefen for den Iranskbetalte Hizbollahmilits i Libanon, Hassan Nasrallah, har sagt det samme. Rettroende Muslimer må ikke slutte fred med vantro, om de så er Jøder, Kristne, Hinduer, Buddhister eller hvad som helst. De kan derimod aftale en såkaldt ”hudna”, dvs. en midlertidig våbenstilstand, der kan brydes, når Muslimernes herrer finder det fordelagtigt.
Forbilledet er Allahs selvudråbte talsmand Muhammed, der i 628 indgik en våbenhvile i Hudaybiyya uden for Mekka. Den skulle vare ti år, men efter to år syntes denne gudsmand, at det var på tide at bryde den, fordi han havde brugt freden til at opbygge tilstrækkelige styrker til at knuse sine fjender. Og da Muhammed er det forbilledlige menneske, udstyret med specielle beføjelser fra Allah, er rettroende Muslimer religiøst forpligtet til at følge hans handlinger.
I 1994 indgik Den palæstinensiske Befrielsesorganisations leder, Jassir Arafat, en aftale med Israel, der bl.a. gav ham adgang til Gaza. I Vesten åndede man lettet op og fremhævede aftalen som et tegn på, at den Israelsk-Arabiske konflikt var ved at blive løst.
Det blev Arafat stærkt kritiseret for i sine egne rækker. Under et besøg i en moske i Johannesburg i Sydafrika den 10. maj 1994 kom han imidlertid for skade at røbe sin handlingsplan, der blev overhørt af en journalist. “Jeg betragter ikke denne aftale som andet end overenskomsten mellem vores profet Muhammed og Quraysh [den ledende klan] i Mekka, ” sagde Arafat.
”Selv om profeten blev kritiseret for aftalen, hjalp den ham til at besejre Mekka.” “I den samme ånd accepterer vi nu fredsaftalen, men kun for at fortsætte vejen til Jerusalem.”
Ikke-Muslimer aner naturligvis ikke, hvad Hudaybiyya-våbenhvilen hentyder til, men det gør Muslimer. Og da Muhammeds ord og handlinger er normgivende for enhver Muslim, har Muslimer både ret og pligt til at efterligne profetens handlemåde.
Kun tåber tror på varig fred med Muhammeds tilhængere. Vantro lande kan slutte fred med herskerne i Muslimske lande, som Israel har gjort med Egypten og Jordan, men den gælder kun, så længe disse herskere sidder ved roret.
Skulle de blive styrtet af Islams egentlige magthavere – Imamerne, Islams retslærde og selvudråbte talsmænd for diverse Muslimske militser – fortsætter Islams 1400-år-lange krig mod enhver, der ikke bøjer sig for Muhammeds blodtørstige ideologi.
Varig fred forudsætter derfor, at Muslimerne dropper 1400 års imperialistisk overmennesketænkning. Det ville i så fald være en Verdenshistorisk nyhed.
