Fra Thejerusalemconnection.us/4. april 2013.
Sikre Huse
Med midler fra USA’s Forsvarsministerium begyndte Wallenberg at leje ejendomme. Han lejede 32 bygninger omkring Budapest og erklærede dem for at være eksterritoriale og beskyttet af Svensk diplomatisk immunitet.
Wallenberg vidste, at Nazisterne var overdrevent imponerede af regeringens officielle emblemer, så han opsatte kringlet konstruerede skilte, der så officielle ud, på bygninger såsom "Det svenske bibliotek" og "Det svenske forskningsinstitut." Han hang overdimensionerede Svenske flag på forsiden af bygningerne, og satte skinnende, prægede regeringsskjolde på dørene. 32 Svenske "biblioteker" blev tilsyneladende ikke mistænkt, så længe de havde fint udformede "officielle" skilte ved indgangene.
Nazisterne opdagede aldrig plottet. Da Nazistiske tropper stormede fra hus til hus på udkig efter Jøder, gik der hurtigt det rygte blandt Jøderne, at alle disse nye Svenske "biblioteker" faktisk var sikre huse. Wallenbergs bygninger gav husly til over 10.000 mennesker. Nogle vidner siger, at tre gange så mange faktisk var skjult i disse Sikre Huse.
Andre neutrale diplomatiske missioner i Budapest begyndte at følge Wallenbergs eksempel ved udstedelse af Shutzpas, og en række diplomater fra andre lande blev inspireret til at åbne deres egne Sikre Huse for flygtninge.
Dødsmarcher
I mellemtiden begyndte Eichmann sine brutale dødsmarcher. Han udførte sit lovede deportations-program ved at tvinge store kontingenter af Jøder til at forlade Ungarn til fods. Den første march begyndte den 20. november 1944, og betingelserne på ruten på 200 km (120 miles) mellem Budapest og den Østrigske grænse var så rystende, at selv nogle Nazister protesterede.
Tusinder af Jøder marcherede i uendelige kolonner, sultne, frysende og under store lidelser. Og tusindvis faldt undervejs. Det var under disse marcher, Wallenbergs aktion blev legendariske. Raoul Wallenberg blev hos dem og distribuerede løbende Schutzpasse, mad og medicin. Han skiftevis truede og bestak Nazisterne, indtil han formåede at sikre frigivelse af dem, der havde fået sit Schutzpas. Wallenberg var i stand til at redde ca. 17.000 Jøder, der var på march.
Togene til Auschwitz
Da Eichmann igen begyndte at udskibe de Ungarske Jøder i hele togladninger, intensiverede Wallenberg sin redningsaktion. Da der stod fragtbiler fulde af Jøder på stationen, kunne han endog finde på at klatre op på toppen af dem, løbe langs biltagene og overgive bundter af beskyttelsespas til passagererne. Ved én lejlighed blev de Tyske soldater beordret til at skyde ham, men de blev så imponerede af Wallenbergs mod, at de bevidst sigtede for højt. Han var derefter i stand til at hoppe ned uskadt og kræve, at de Jøder, der havde modtaget hans Schutzpas, havde lov til at forlade toget og vende tilbage til byen med ham.
Truer General Schmidthuber
Wallenberg søgte desperat efter egnede personer, der kunne bestikkes, og han fandt en meget stærk allieret i Pa'l Szalay, en højtstående officer i ”Arrow Cross” – det Ungarske Nazipoliti.
To dage før de sejrende Russerne kom for at overtage Budapest, hørte Raoul Wallenberg, at Adolf Eichmann havde igangsat en total massakre af Jøder i Budapests store ghetto. Han vidste, at den eneste person, der kunne forhindre det, var General August Schmidthuber, øverstbefalende for de Tyske tropper i Ungarn.
Wallenbergs allierede, Szalay, blev med en fin bestikkelse, sendt ud for at finde Schmidthuber og overrække ham et notat, som erklærede, at Raoul Wallenberg ville sørge for, at Generalen ville blive holdt personligt ansvarlig for massakren, og han ville blive hængt som krigsforbryder efter krigen.
Massakren blev aflyst i sidste øjeblik som følge af Raoul Wallenbergs intervention, og det frelste anslået 70.000 Jøder.
Hvordan gjorde han det?
Jan Larrson, der var ansat hos Wallenberg og skrev Wallenbergs biografi, blev på foredragsture ofte spurgt, hvordan det var muligt for én mand og hans stab at redde et meget stort antal mennesker fra Nazistisk henrettelse. Han var ifølge Larsson ikke den heroiske type i almindelig forstand, men han var en frygtløs, dygtig forhandler og organisator. Han var desuden en god skuespiller – et talent, der kom ham til gode under hans sammenstød med Nazisterne.
Han kunne vise to forskellige personligheder. Først var det den rolige, humoristiske, intellektuelle, varme person, som hans kollegaer kendte. Den anden var Raoul Wallenberg i konfrontation med Nazisterne: Han ændredes til en aggressiv person, der kunne råbe til dem eller ved én lejlighed true dem, smigre eller bestikke dem, alt eftersom omstændighederne krævede det.
De var imponerede over ham og gik normalt ind på hans krav. En af grundene var selvfølgelig hans Svenske diplomat-status, som Tyskerne var tilbageholdne med at krænke. På den anden side kunne status uden stor tapperhed ikke have opnået noget.
Larrson beretter: "Det var uundgåeligt, at Raoul blev tvunget til at spille med en stigende indsats i en situation, hvor Budapest stadig mere og mere blev en kampplads. Bomberne regnede ned, og Sovjetiske tropper kom tættere og tættere på forstæderne. Sidste gang, jeg så Raoul Wallenberg (den 10. januar 1945), opfordrede jeg ham til at søge dække, især da ”Arrow Cross” – de Ungarske Nazister – søgte efter ham."
Hans svar var typisk: "For mig er der intet andet valg. Jeg har accepteret denne opgave, og jeg vil aldrig kunne vende tilbage til Stockholm uden den viden, at jeg har gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt for at redde så mange Jøder som muligt."
Wallenberg begyndte at sove i forskellige huse om natten som beskyttelse mod at blive fanget eller dræbt af medlemmer af ”Arrow Cross” eller af Adolf Eichmanns mænd.
Mens Russerne, Amerikanerne og Englænderne bombarderede byen, herskede der kaos og plyndringer. Jøderne var begrænset til to ghettoer i Budapest. Mange offentlige funktionærer og diplomater flygtede. Wallenberg kæmpede fortsat sammen med Røde Kors, på udkig efter allierede eller bestikkelse af politiet.
Mod slutningen af krigen, da omstændighederne var fuldstændig desperate, udstedte Wallenberg en forenklet udgave af sit Schutzpas med sorte og hvide sider, som kun bar hans underskrift. Selv dette virkede i det fremherskende kaos.
Umiddelbart efter sin indsættelse meddelte en ny Ungarsk Nazistisk regering, at alle Schutzpasse var ugyldige. Men Wallenberg gjorde bekendtskab med Baronesse Elizabeth "Liesel" Kemény. Hun var gift med Udenrigsministeren, og med hendes hjælp blev Wallenbergs beskyttelsespas genindført!
Sejrende Russiske tropper går ind i Budapest
Den 13. januar 1945 så de fremrykkende Sovjetiske tropper en mand stå alene og vente på dem udenfor en bygning med et stort Svensk flag over døren. Raoul Wallenberg fortalte en forbløffet Sovjetiske Sergent på flydende Russisk, at han var den Svenske chargé d' affairs for den del af Ungarn, der var befriet af Sovjethæren.
Wallenberg fik tilladelse til at besøge det Sovjetiske militærs hovedkvarter i Debrecen øst for Budapest, for at forklare sine humanitære strategier. På vej ud af hovedstaden den 17. januar stoppede Wallenberg – med Sovjetisk eskorte - ved de "Svenske huse", hvor han sagde farvel til sine venner. I alt 120.000 Jøder havde overlevet "Endlösung": Det eneste betydelige Jødiske samfund, der var tilbage i Europa.
Wallenberg var den eneste diplomat, der var blevet i Budapest. Nu var hans mål at foreslå en genopbygningsplan for de Sovjetiske styrker. Med dette formål for øje tog han sin chauffør, Vilmos Langfelder, og nogle Sovjetiske vagter med til Debrecen, hvor en provisorisk regering var blevet etableret. Han ønskede at nå frem til den Russiske Kommandør Malinovsky. Men et eller andet sted på denne rute, overgav deres formodede "vagter" dem til KGB (derefter NKVD) og satte dem under "militær-beskyttelse." De blev aldrig set igen.
Russerne har helt klart ikke den samme holdning til Jøderne, og var sandsynligvis ude af stand til at forstå eller tro en person, der havde brugt al sin energi på at redde dem. De mente nok, han var CIA-agent, og blev fængslet i Lyublyanka fængsel, KGB’s hovedkvarter i Moskva.
I årevis har mange nationer forlangt at få at vide, hvad der skete med Raoul Wallenberg. De Sovjetiske styrker har altid insisteret på, at han døde af et hjerteanfald den 17. juli 1947 (i en alder af 35!) i Lyublyanka.
Ikke desto mindre fortalte mange øjenvidner de Svenske myndigheder, efterhånden som udenlandske fanger blev løsladt fra KGB-fængsler efter krigen, at de personligt havde mødt ham, og at han var i live.
Ifølge Sveriges Ambassadør, Per Anger, der var stationeret i Budapest under Anden Verdenskrig og var Wallenbergs ven og kollega, skal Wallenberg have æren for at have reddet omkring 100.000 Jøder.
