Fra Prophecynewswatch.com/13. november 2013.
I sidste måned var det fyrre år siden, den Israelske regering stod overfor en afgørende beslutning - at igangsætte forebyggende angreb på Egypten og Syrien eller ikke.
Det Israelske efterretningsvæsen havde for sent fastslået, at Araberne var ved at begynde et koordineret overraskelsesangreb på helligedagen, Yom Kippur. Men det altid parate Israelske luftvåben kunne have iværksat et forebyggende angreb på fjenden, forstyrret deres sidste forberedelser og dermed berøvet dem initiativet.
Golda Meir’s regering var imidlertid tilbageholdende og krævede, at Israel Defense Force (IDF) skulle dæmpe de umiddelbare Arabiske stød uden væsentlige tab af mænd, ammunition og udstyr. Der var kun én grund til denne Israelske tilbageholdenhed. Israelerne vidste, at USA var imod et sådant angreb, og at stærk Amerikansk støtte ville være afgørende i den kommende krig.
Benjamin Netanyahu’s regering står i dag overfor et lignende dilemma, dog ikke med den samme faretruende tidsramme - dengang handlede det om timer og minutter. Men selvom tidspresset ikke er så kritisk, som det var om morgenen den 6. oktober 1973, er der lige så meget på spil. Et Iran med atomvåben er sandsynligvis farligere for Israel, end de samlede Syriske og Egyptiske hære var den oktoberdag for så længe siden, og de beregninger, som den Israelske regering skal gøre, er ens.
Hvad vil Netanyahu’s løsning blive?
Der er mange paralleller mellem Israels situation forud for krigen i 1973 og nu, og også væsentlige forskelle. Lad os undersøge lighederne. Israel er og blev opfattet som en dominerende, næsten militært usårlig magt, før udbruddet af fjendtlighederne. De Arabisk/Muslimske regeringer var og er historisk ustabile, og de har konsekvent set en konflikt med Israel som en praktisk måde, hvorpå de kunne aflede opmærksomheden fra de interne problemer og kriser.
Svage på hjemmefronten samt ligegyldige og endda fjendtlige Præsidenter (Nixon og Obama) stod i spidsen for de Amerikanske regeringer. De blev støttet af de kolde og ambitiøse Udenrigsministre (Kissinger og Kerry). Endelig spillede i begge tilfælde Sovjetunionen/Rusland en stærk og destabiliserende rolle til støtte for den Arabisk/Muslimske linje.
Endnu i oktober 1973 var Israelerne, på trods af Nixons interne problemer og usympatiske synspunkter vedrørende Jøder og Israel, ret sikre på, at de kunne regne med ham i en krise, blot fordi han var pålidelig i den Kolde Krig og vidste, at Israel stod som et bolværk mod de Sovjetiske ambitioner i området.
Nixon var den første Amerikanske Præsident, der forsynede Israelerne med Amerikansk militærudstyr af første klasse, og båndene mellem IDF og de Amerikanske væbnede styrker var, hvis ikke ligeså nære som i dag, så voksende med gensidig beundring og samarbejde.
Nixon og Kissinger var begge i stand til at være realister, når det kom til udenrigspolitik, og Israelerne formodede helt korrekt, at de kunne regne med dem i en krise. I dette tilfælde viste den Israelske vurdering sig at være rigtig. Nixon indledte en luftbro med hasteforsyninger til Israel i den første uge af krigen, og lovede at godtgøre de Israelske tab af udstyr og ammunition.
Efter IDF vendte retningen imod Araberne, indsatte Nixon Amerikanske styrker i et nukleart beredskab for at forhindre en Sovjetisk intervention i konflikten. Selvom Nixon og Kissinger lagde en hård aftale på de sejrende Israelere efter krigen, synes Meir’s regeringsbeslutning om at give afkald på et forebyggende angreb - når man opvejer alt - at have været rigtig.
Ved vurderingen af, om de skal iværksætte et foregribende angreb på Iran, ser Netanyahu-regeringen sikkert på Præsident Obama og Udenrigsminister Kerry på samme måde, som Meir-regeringen så på Nixon og Kissinger. Men hvis det sker, er det sandsynligt, at de når frem til forskellige konklusioner.
Obama har længe været imod et forebyggende angreb fra Israel på Iran. Israel har bøjet sig for Obama’s fortrinsret i håb om, at de internationale sanktioner i sidste ende kunne tvinge Iran til at opgive atomprogrammet. Disse forhåbninger synes nu at være knuste med Obama-administrationens svage, desillusionerende ledelse af forhandlingerne i Genève.
Hvis det ikke var for den overraskende Franske sejhed, er det faktisk sandsynligt, at Iran allerede nu ville have været frigjort fra de alvorlige sanktioner uden nogen meningsfuld indskrænkning af deres nukleare program. Og i sidste ende forekommer det sandsynligt - Fransk modstand eller ej – at Obama og hans andre P5+1 partnere (Rusland, Kina, Storbritannien og Tyskland) bestemmer sig for at lukke Iranerne ud af kniben.
I den nuværende situation kan Israel ikke længere være sikker på, at Obama-administrationen står bagved, selv hvis Israel afstår fra at angribe. Intet i administrationens aktuelle handlinger, udtalelser eller fortid tyder på, at dette er tilfældet. Obama har antipati imod Netanyahu.
Obama’s bedste ven i regionen er den højrøstede anti-Israelsk Premierminister i Tyrkiet, Recep Erdogan. Han er en naturlig allieret for Palæstinenserne, og han er positivt indstillet overfor de Arabiske og Iranske synspunkter.
Obama’s underordnede har gentagne gange hensynsløst lækket noget om Israelske angreb på Syrien, og den eneste følgevirkning har været en svækkelse af den Israelske afskrækkelse og en fremprovokation af en konflikt med Syrien og Iran.
Administrationens Chamberlain-lignende eftergivenhed vedrørende Iranske sanktioner, sammen med Udenrigsminister Kerry’s meningsløse, selv-forskønnende "fredsbestræbelser" med Palæstinenserne, undergraver den Israelske tillid til Amerikansk støtte, selv i tilfælde af, at de udviser tilbageholdenhed.
Hvis Kerry's vrøvl om Syrien med rette skubber Israel i retning af noget forebyggende, kan de Amerikanske handlinger i Genève sagtens være den dråbe, der får bægeret til at flyde over. Set fra et mere kynisk perspektiv er det måske bare det, Obama ønsker som en undskyldning for at bryde Amerikas nære forhold til Israel.
Oktober 1973 blev en faretruende tid for Israel. Fyrre år senere, i november 2013, er det stadig sådan.
