Fra Lighthousetrailsresearch.com/blog/
Fra bogen ”A Time of Departing”
Af Ray Yungen.
New Age og kristendom støder definitivt sammen med svaret på spørgsmålet om menneskelig ufuldkommenhed. Det tidlige New Age forfægtede læren om at blive selv-realiseret og forenet med universet, som de ser som Gud, men som i virkeligheden er den velkendte verdens ånd.
På den anden side tilbyder det Evangelium, som Kristne tror på, frelse til menneskeheden gennem nåde (ufortjent). I Romerbrevet 3:24 hedder det dristigt: "…og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus"
I Romerbrevet 6:23 læser vi: "For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre." Denne gave er ikke fortjent og gives ikke som belønning for ærlige eller gode intentioner, som Skriften klart siger: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” (Efes 2:8-9)
Dette Skriftsted, der skarpt tackler problemet med stolthed, adskiller alle menneskets religioner fra kristendommen. Religion overbeviser os om, at mennesket er født godt, og derfor kan fortjene sig vej til himlen gennem menneskelig fuldkommengørelse eller - endnu bedre - gennem virkeliggørelsen af hans egen guddommelighed. Kristendommen udtrykker eftertrykkeligt det modsatte synspunkt, at mennesket har behov for ydmygt at erkende sin egen syndighed og fejlbarlighed, og derfor har brug for frelse af nåde.
Den Hellige Ånd overbeviser gennem Skriften synderen om hans syndige og fortabte tilstand og præsenterer derefter Guds løsning - frelse gennem Jesu Kristi offerdød på korset og Hans opstandelse - for det fortvivlede og angrende menneske: "I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde." (Ef 1:7), og derefter:
”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.” (Rom 10:9-10).
Frelse er helt og fuldt en gave af nåde, der skænkes til enhver, som tror på Jesu offer på korset som både Gud og menneske. Derfor skal vi tage imod Ham som Herre og Frelser for at forstå, at det er ved nåde og nåde alene, at vi er gjort retfærdige i Kristus for en hellig Gud. Retfærdiggørelse er Guds gave til troende. Denne frelsende tro er også en demonstration af Guds nåde, og mere end en intellektuel tro på Jesu død på korset, men involverer at forpligte sig og overlade sit liv til Jesus som både Herre og Frelser. Kristus på korset var et afsluttet arbejde, og vi som troende er nu fuldkomne i Ham. Intet andet kan føjes til dette. Hvor helt modsat New Age-tænkningen er Guds frelsesplan!
Det hele bliver forkyndelsen af et Højere Selv versus forkyndelsen af Korset. New Agere kan sige, Gud er synonymt med en persons højere selv, og oplevelsen af Gud kan kun erfares ved hjælp af meditation. Men den Kristne vedkender sig sin syndighed for den hellige Gud og husker, at han frelses af bare nåde og barmhjertighed fra Gud gennem udgydelsen af Kristi blod for synder.
Budskabet om Jesus Kristus rækker ud til den fortabte menneskelige race med Guds kærlighed – Han, som ofrede sin enbårne søn for verdens Swami Muktanandaer. Bibelen lærer os, at mennesket har en iboende oprørsk og ugudelige natur (hvilket er tydeligt), og hans veje naturligt er selv-optagede og onde i Guds øjne. Bibelen lærer os, at Gud ikke er ligeglad med os. Kristi offer for den ugudelige for at forsone os med Gud åbenbarer Herrens kærlighed til mennesket.
Dette forklarer, hvorfor kristendommen skal være standhaftig i disse spørgsmål. Hvis et trossystem ikke lærer at prædike korset, så er det ikke "Guds kraft" (1 Kor 1:18). Hvis andre veje er korrekte, "så døde Kristus forgæves." Hans udgydte blod er da unødvendigt og uden betydning (Gal. 2:21).
På grund af denne konflikt kan vi roligt antage, at kristendommen er den mest formidable hindring for New Age. Den står som et bolværk mod denne flodbølge af meditations-lærere og praktiserende mystikere. Men utroligt, mange af de mest vellykkede praktiserende mystikere dukker op i kristenheden selv. Ironisk nok, i stedet for at følge kraften i New Age-spiritualiteten, er det vore egne kirker, der meget vel kan være de afgørende katalysatorer for at drive denne bevægelse i forgrunden.
Visse åndelige praksis bliver forankret i vore kirker, der ligesom et isbjerg, synes smukt og imponerende på overfladen, men i virkeligheden vil forårsage alvorlige skader og kompromittering af Sandheden.
