Uddrag fra "Israel at War".
Af Joel C. Rosenberg.
Jeg mødte Benjamin Netanyahu for første gang om morgenen den 25. september 2000. Vi mødtes på St. Regis Hotel i New York City. Han interviewede mig kort, og derefter inviterede den mand, der engang havde tjent som Premierminister i Israel (1996-1999), mig til at tjene i et lille team af Amerikanske rådgivere, der skulle supplere hans politiske Israelske hold. Da jeg sagde ja, førte han mig ind i et tilstødende mødelokale, hvor jeg mødte flere medlemmer af dette team. I de næste seks timer begyndte vi at udvikle en plan for at få Netanyahu tilbage til magten.
På mange måder virkede Netanyahu’s politiske comeback forudbestemt for mig. Jeg husker, at jeg troede på, at jeg lige var blevet hyret af den ene fremtidige leder af Israel, og skønt jeg ikke er enig med Netanyahu om hver eneste beslutning, han har truffet førhen, ser vi overvejende ens på tingene, så jeg anså det at arbejde for ham som en ære. Jeg sad på forreste række til det store drama i historien, der udfolder sig for mine øjne.
På det tidspunkt var der masser af politikere og kloge hoveder både inden for og uden for Israel, som ikke mente, at Netanyahu nogensinde ville blive statsminister igen. Mange var faktisk dødeligt imod det. Men på trods af nedstemningen af Netanyahu i meningsmålingerne i 1999, følte jeg mig af to grunde sikker på, at han ville vende tilbage.
For det første troede jeg på, at det Israelske folk var på vej til at vende tilbage til Netanyahu på grund af hans økonomiske og finansielle ekspertise og hans strategiske fremsyn. Jeg troede på, at Israel ville nyde godt af hans ekspertise til hjælp for den Israelske økonomis vækst, og at de skulle bruge hans dybe vilje til at beskytte den Jødiske stat mod et nyt Holocaust, hvis Iran nogensinde skulle få Bomben.
For det andet troede jeg - af grunde, jeg ikke helt kunne forklare i det øjeblik - på, at Guds hånd var med ham, og at Herren ville oprejse ham på et kritisk tidspunkt i det Jødiske folks historie - ja, et profetisk øjeblik i det hele taget.
Det, der fascinerede mig ved Netanyahu, var, at han så noget, kun få andre ledere i Israel - eller rundt om i verden - så. Han forstod, at skønt den Israelsk-Palæstinensiske konflikt var smertefuld, vigtig og historisk, og således i sandhed værdig til at blive løst på en fair og retfærdig måde, var dette ikke den primære fare, som truer Israelerne eller resten af menneskene i det moderne Mellemøsten.
Han kunne snarere se, at udsigten til Mellemøstlige diktatorer, der erhverver og anvender atomvåben, var den virkelige fare, en, der absolut skulle undgås for enhver pris. Så mens Netanyahu troede på en oprigtig indsats fra Israelerne og Verdenslederne for at opnå fred med Palæstinenserne, mente han, at langt større opmærksomhed skulle bruges på at tage sig af Irak og Iran.
At stoppe Saddam Hussein i at få bomben havde været en topprioritet for Netanyahu’s mentor, Premierminister Menachem Begin. Det var Begin, der beordrede det succesfulde Israelske forebyggende luftangreb mod Osirik-atomreaktor i Irak den 7. juni 1981. Det internationale samfund, herunder Reagan-administrationen - blev rasende over overraskelsesangrebet, der blev døbt "Operation Opera" af de Israelske forsvarsstyrker.
Kritikere langede ud efter Begin for at true med at destabilisere Mellemøsten. Men Netanyahu vidste, hvad Begin vidste, at Mellemøsten allerede var ustabil, og at det værst tænkelige scenario var "Slagteren fra Bagdad" med masse-ødelæggelsesvåben.
Verden fordømte også Begin for at tage sådanne store risici og alligevel kun sætte Saddam’s atomprogram midlertidigt tilbage, ikke permanent. Sådanne kritikere var sikre på, at Saddam ville rekonstruere sit atomprogram på bare to eller tre år. De var overbevist om, at Begin netop havde givet Saddam en grund til at accelerere forfølgelsen af bomben, ikke til at sætte farten ned. Alligevel så både Begin og Netanyahu, at kritikerne tog fejl. Det Israelske angreb havde faktisk rystet Saddam dybt og havde gjort langt mere skade på hans atomprogram end først antaget. Som følge heraf var Saddam ikke i stand til hurtigt at rekonstruere sit atomprogram. Begin’s beslutning i 1981 købte faktisk Israel ikke bare to eller tre års sikkerhed for Irakiske atomvåben, men et helt årti.
I 1991 førte USA en international koalition til at drive Saddam ud af Kuwait og holde Iraks offensive militære kapaciteter fuldt behersket. Så i 2003 ledte Amerikanerne en ny international koalition for at fordrive Saddam fra magten og lukke enhver udsigt til, at Irak kunne erhverve eller bruge masse-ødelæggelsesvåben.
Netanyahu drog flere vigtige slutninger ud fra denne udvikling.
1. Kritikerne tager undertiden fejl.
2. Sommetider må en Israelsk Premierminister handle beslutsomt for at forsvare sit land trods udbredt indenlandsk og international kritik.
3. Sommetider ender bestræbelsen på at købe endnu et par år med ekstra sikkerhed ved forebyggende militær aktion med at købe mere tid end forventet.
Irak var imidlertid ikke Netanyahu’s største bekymring. Det var Iran.
Netanyahu havde længe i sine skrifter, taler og personlige samtaler argumenteret for, at den reelle, langsigtede, strategiske trussel mod USA, Israel og sikkerheden i verden var Mullaherne i Teheran, som forsøgte at udslette den Judeo-Kristne civilisation for at opbygge deres globale Islamiske kalifat. I Iran oplevede Netanyahu et nyt Tredje Rige stige op. I en nation af Holocaust-overlevere var han fast besluttet på at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at beskytte sit folk.
Først var han dog nødt til at komme tilbage til magten.
Det, viste det sig, tog længere tid end forventet af nogen af os. Netanyahu vendte ikke tilbage til det høje embede i den tid, jeg arbejdede for ham. Tværtimod, som jeg beskrev i min første nonfiction bog, Epicenter , blev han effektivt blokeret i begyndelsen af 2001 af hans ledende politiske rival, daværende Premierminister Ehud Barak.
Så han befandt sig gentagne gange blokeret fra at stige i de politiske rækker, da langtids-rivaler som Ariel Sharon og Ehud Olmert steg op foran ham. I løbet af denne tid tjente Netanyahu i forskellige mindre roller, først som Israels udenrigsminister, senere som finansminister, og i en sæson blot som et medlem af Knesset, alt i det Israelske parlament, men forvist fra magtens centrum. Alt imens han så Sharon og Olmert (ligesom Barak før dem) fokusere næsten udelukkende på at give land væk og tilbyder at dele Jerusalem.
Selv mens de Iransk-støttede Hizbollah-terrorister hurtigt vandt magten i det sydlige Libanon, vandt de Iransk-støttede Hamas-terrorister kontrol over Gaza, og den Iranske atomtrussel voksede år for år. Netanyahu var overbevist om, at han forstod de strategiske trusler mod Israel langt bedre end hans rivaler, og han var overbevist om, at han vidste, hvordan man effektivt kunne håndtere disse trusler. Faktisk fortalte nære venner af Netanyahu mig, at han i denne periode troede, at han var blevet født for dette øjeblik.
Den 10. februar 2009 blev Netanyahu’s Likud-parti, som står til højre for midten, endelig fejet tilbage til magten på en bølge af folkelig opbakning. De øgede deres position fra blot tolv pladser i Knesset til at vinde 27 pladser og modtage et mandat til at danne en ny koalitionsregering, hvilket de gjorde i kortvarig orden. Den 31. marts 2009 - næsten ti fulde år efter han var blevet trommet ud af embedet – blev Netanyahu taget i ed igen som Premierminister i staten Israel.
I dag står Netanyahu i centrum for international opmærksomhed på det farligste øjeblik i moderne historie for den Jødiske stat. I mangel af, at USA og det internationale samfund tager afgørende foranstaltninger for at neutralisere den hastigt voksende Iranske nukleare trussel, står Netanyahu nu med den sværeste beslutning i hans lange og fascinerende politiske og militære karriere.
Skal han beordre IDF til en altomfattende krig i fuld-skala, for at neutralisere den Iranske nukleare trussel i de kommende dage, uger eller måneder? Eller skal han udsætte det, i håb om, at forhandlingerne og sanktionerne imod Iran i sidste ende vil virke? Skal han vente og håbe på, at USA i sidste ende vil tage et afgørende skridt?
Risikoen ved at gå i krig er enorm. Men som Netanyahu ser det, så er risikoen ved ikke at gå i krig det også. Hvad hvis Israel venter for længe? Hvad hvis Washington fortsætter med at tøve og undlader at gribe ind i tide for at forhindre Iran i at få bomben?
Hvad hvis det Israelske folk vågner op en morgen til nyheden om, at de, der kører Iran nu har operationelle atomsprænghoveder og både vilje og iver efter at bruge dem til at udslette Israel og fremskynde den kommende såkaldte Islamiske messias, der er kendt som den tolvte imam eller Mahdi? Værre endnu, hvad nu hvis de fleste i det Israelske folk en morgen slet ikke vågner op, fordi mullaherne i Teheran uden varsel har lanceret et atomangreb og udslettet de fleste - hvis ikke alle - i den Jødiske stat?
Netanyahu har advaret sit land samt USA og verden om denne store fare siden begyndelsen af 1990'erne. Nu er afgørelsens time kommet, og indsatsen kunne ikke være højere. Kun tiden vil vise, hvordan han vil håndtere denne ekstraordinære prøvelse.
Jeg har til dels skrevet denne bog, for at vurdere omfanget af truslen og de forskellige dimensioner af denne skæbnesvangre beslutning. Hvordan kom vi til dette punkt? Hvordan opfatter Netanyahu og hans nærmeste rådgivere fjenden, tidsplanen, risiciene, og slutspillet? Hvem er Benjamin Netanyahu i det hele taget? Hvordan vil den Israelske leders komplicerede forhold til præsident Obama påvirke hans vurdering af vejen forude? Hvilke andre personlige og historiske faktorer vejer i hans sind, når han navigerer i denne krise? Hvad kunne være de utilsigtede konsekvenser af en beslutning om at gå i krig? Hvad mere er, hvordan passer den nuværende krise ind i de historiske tendenser i Mellemøsten, og hvordan kan denne krise komme til at sætte scenen for, at Bibelens profetier kommer til at passere i de kommende år?
Denne bog er baseret på tolv års observation af manden, der nu er ansvarlig for at lede Israel gennem denne krise. I den tid har jeg sporet hans taler og kommentarer i medierne og drøftet disse spørgsmål med ham personligt. Jeg har også i de senere år haft hundredvis af timers samtaler med andre Israelske, Amerikanske og Iranske militærfolk samt politiske eksperter og efterretningsfolk, der er unikt kvalificerede til at kaste lys over det drama, der nu udfolder sig. Blandt dem, hvis samtaler har formet min tankegang i denne bog, er:
• Benjamin Netanyahu, Israels Premierminister (2009-nuværende og 1996-1999) • Moshe Ya'alon, Israelsk Vicepremierminister (2009-nuværende), og tidligere Stabschef for de Israelske forsvarsstyrker (2002-2005)
• Uri Lubrani, Seniorrådgiver for Israels Vicepremierminister om Iran-anliggender (2009-nuværende) og tidligere Israelsk Ambassadør i Iran (1973-1978)
• Avigdor Lieberman, Israels Udenrigsminister (2009-nuværende)
• Danny Ayalon, Israels Viceudenrigsminister (2009-nuværende)
• Yaakov Amidror, Israels nationale Sikkerhedsrådgiver for PM Netanyahu (2011-nu) og tidligere leder af vurdering af den Israelske militære efterretningstjeneste.
• Ron Dermer, Seniorrådgiver for den Israelske Premierminister
• Dore Gold, formand for ”Jerusalem Center for Public Affairs”, langtids-rådgiver for Netanyahu, tidligere Israelsk Ambassadør i De Forenede Nationer (1997-1999), og tidligere Seniorrådgiver for Premierminister Ariel Sharon (2001-2003)
• Natan Sharansky, leder af ”Jewish Agency” og tidligere Vicepremierminister i Israel (2001-2003)
• Porter Goss, direktør for “Central Intelligence Agency” (2004-2006) og formand for “The House Permanent Select Committee on Intelligence” (1997-2004)
• Reza Kahlili, den tidligere Iranske officer i Revolutionsgarden, der blev agent for CIA, og forfatter til ”A Time To Betray: The Astonishing Double Life of a CIA Agent Inside the Revolutionary Guards of Iran”
• Generalløjtnant (ret.) William "Jerry" Boykin, US’s stedfortrædende Undersekretær i forsvaret for efterretning og særlig krigsførelse (2003-2007), tidligere chef for Delta Force, og forfatter til ”Never Surrender: A Soldier’s Journey to the Crossroads of Faith and Freedom.”
