Hvem dræbte i virkeligheden Jesus? (Et ord til dem, der hader Jøderne)

Fra Lighthousetrailsresearch.com/blog/
9. november 2011
Af Tony Pearce.
(Uddrag fra
The Messiah Factor)
(Som pdf-fil til udskrift her)

For millioner af Jøder synes ideen om, at Jesus var den, der skulle bringe fred og forsoning, beklageligvis latterlig og krænkende.

Nikki plejede at besøge en Jødisk dame, der blev født omkring begyndelsen af det 20. århundrede og voksede op i en lille by i Polen. Hendes første minde om Jesu navn var, da hendes forældre sagde til hende, at hun skulle gemme sig i et skab i deres hjem, fordi det var 'langfredag', og på den dag ville de Romerske Katolikker komme ud fra deres gudstjenester i det Jødiske kvarter og kaste sten efter Jøderne "for at hævne drabet på Jesus." Ikke overraskende var det svært for hende at se Jesus som én, der havde svar på alt. For hende var Jesus "en person, der hader os, og er ansvarlig for vores elendighed."

Dette hads rødder går langt tilbage. John Chrystostom, der betragtes som helgen og kirkefader, levede i det fjerde århundrede. Han skrev: "Jøderne er de mest værdiløse af alle mennesker. De er liderlige, grådige og griske. De er perfide mordere af Kristus. Jøderne er de modbydelige mordere af Kristus, og for at dræbe Gud er der ingen soning mulig, ingen overbæreenhed eller benådning. De Kristne må aldrig ophøre med at tage hævn, og Jøderne skal leve i trældom for evigt. Gud har altid hadet Jøderne. Det påhviler de Kristne at hade Jøderne.” (1).

Da Konstantin etablerede Kristendommen som en officiel religion i Romerriget i 312, udstedte han mange anti-Jødiske love. Det blev forbudt for Jøder at modtage konverterede, skønt ethvert incitament blev brugt for at få dem til at forlade Jødedommen. På Rådsmødet i Nikæa i 325 sagde han: ”Det er rigtigt at kræve hvad, vor fornuft godkender, og at vi ikke skal have noget til fælles med Jøderne." Sammenhængen mellem Kristendom og Jødedom blev brudt, da sabbatten blev ændret fra den syvende til den første dag i ugen og datoen for Påsken blev adskilt fra Passover.

Eftersom Kristendommen i sin Romersk-Katolske form blev den dominerende religion i Europa, blev de, der afviste den, Antikrists tropper. Den vigtigste gruppe modstandere var det Jødiske folk, som derfor af kirken blev betragtet som værende ”Antikrist”, der lider stadige forfølgelser. Alle Jøder i Spanien i 613, som nægtede at blive døbt, var nødt til at forlade landet. Et par år senere blev de resterende Jøder fordrevet og givet til velhavende 'fromme' Kristne som slaver.

Under det første korstog i 1096 oplevedes voldsomme forfølgelse af de Jødiske samfund, da korsfarerne begyndte deres rejse til ”Det Hellige Land” for at ”befri” det fra Muslimerne. De sagde: ”Vi kommer til at kæmpe imod Kristi fjender i Palæstina (dvs. Muslimerne), men bør vi glemme fjenderne i vores egen midte (dvs. Jøderne)?” 12.000 Jøder blev dræbt alene i byerne langs floden Rhinen. Da korsfarerne erobrede Jerusalem i 1099, massakrerede de alle de Jøder og Muslimer, de kunne finde.

I 1215 dømte Pave Innocens III Jøderne til evigt slaveri ved at dekretere: ”Jøderne, mod hvem Jesu Kristi blod råber, skønt de ikke burde dræbes, så det Kristne folk ikke glemmer den Guddommelige Lov, men alligevel bør de som vandrere forbliver på jorden, indtil deres åsyn blive fyldt med skam."

Den første sigtelse for rituelt mord mod det Jødiske samfund kom i Norwich i 1144, da Jøderne blev beskyldt for at dræbe et Kristent barn ved Passover-tid for at tappe dets blod til Passover matzos. Denne hæslige og latterlige anklage er dukket op igen og igen, senest i den Muslimske verden, hvilket fører til massakrer på Jøderne. I 1290 bortviste kong Edward I alle Jøder fra England.

I 1478 var den spanske inkvisition rettet mod kættere - Jøder og ikke-Katolske Kristne. I 1492 fik Jøder valget mellem tvungen dåb eller udvisning fra Spanien. 300.000 rejste tomhændede.

Martin Luther håbede i første omgang, at han ville tiltrække Jøder til hans Protestantiske tro, idet han forstod, at de ikke kunne acceptere overtroen og forfølgelserne i Rom. Men da de afviste hans forsøg på at omvende dem, vendte han sig mod dem og udtalte hadefulde ord, som blev brugt ord for ord af Nazisterne i deres propaganda:

”Hvad skal vi Kristne gøre med denne forbandede afviste Jøderace? For det første bør deres synagoger sættes i brand. For det andet bør deres hjem ligeledes nedbrydes og ødelægges. For det tredje bør de blive frataget deres bønnebøger og Talmuds. For det fjerde skal deres rabbinere forbydes at undervise under trusler om død. For det femte bør pas og rejse-privilegier være absolut forbudt for Jøderne. For det sjette bør de stoppe med åger. For det syvende, lad de unge og stærke Jøder og Jødinder få plejl, økse, spade, rok og ten og lad dem tjene deres brød i deres ansigts sved. For at opsummere, kære fyrster og adel, der har Jøder i jeres riger, hvis denne min rådgivning ikke passer jer, så find et bedre tilbud, så I og vi alle kan blive fri for denne ulidelige, djævelske byrde - Jøderne.” (2).

I slutningen af det 19. århundrede stod den Russiske Ortodokse Kirke bag pogromer - voldelige angreb på Jødiske samfund af den slags, der er portrætteret i filmen ”Spillemand på en tagryg”. De havde udtænkt en løsning på det "Jødiske problem” - en tredjedel udryddelse, en tredjedel tvungen konvertering til Kristendom og en tredjedel udvisning.

Russiske anti-Semitter producerede det injurierende pamflet, ”Zions Vises Protokoller” der hævder en Jødisk sammensværgelse for at overtage verden. Denne fiktion blev behandlet som et faktum af Nazisterne og var en del af deres propaganda-indsats for at forberede folk til "Den Endelige Løsning” - udryddelsen af 6 millioner medlemmer af den Europæiske Jødedom i Holocaust-ovnene. I dag bliver de samme injurier falbudt i den Muslimske verden for at oppiske had til Israel og det Jødiske folk.

Denne korte historie om Jødisk lidelse viser den frygtelige sandhed, at det meste af det er blevet iværksat af folk, der hævdede at være Kristne. Den væsentligste beskyldning, der er kommet imod det Jødiske folk af bekendende Kirker, er, at ”Jøderne dræbte Jesus."

Hvem siger, at Jøderne dræbte Jesus?
Tilbage i 1978 arbejdede jeg som fransklærer på den Hasmonæiske Skole, et Ortodoks Jødisk gymnasium i det nordlige London. En dag tog jeg en time for en fraværende lærer og passede mine egne sager, mens klassen gik videre med deres arbejde. En af drengene rakte hånden op og sagde, ”Jeg vil spørge Dem om noget, hr. De er en Kristen. Hvorfor tror De, at de Kristne siger, vi dræbte Jesus?"

Jeg svarede ham så godt, jeg kunne, og sagde, at jeg personligt ikke sagde sådan, men var enige i, at en stor del af den bekendende Kirke havde gjort det, fordi de ikke rigtig forstod den tro, de hævdede at repræsentere, eller hvem Jesus virkelig var. Dette slap et udbrud af spørgsmål løs samt kommentarer fra drengene om det, der tydeligvis var et eksplosivt spørgsmål for dem. Nyheden om denne diskussion kom rabbinerne i skolen for øre, og den næste dag kom en af dem til mig og sagde: "Hr. Pearce, vi ved De er en oprigtig Kristen og er venligsindet overfor vort folk, men nævn ikke stifteren af Kristendommen igen i denne skole."

Da jeg bagefter bad over det, indså jeg, hvor megen skade der er sket i hjerterne på det Jødiske folk, på grund af den måde, hvorpå de er blevet forfulgt i Jesu navn. Jeg blev også klar over, hvor meget dybere Jesu egen krænkelse er, over den grusomme vildledning, som er blevet givet til det Jødiske folk gennem århundreder via hans formodede tilhængere, hvilket førte til, at der kom en massiv mur mellem Ham og Hans eget folk.

Det allerførste vers i Det Nye Testamente fortæller os om "Jesu Kristi slægtshistorie, Davids søn, søn af Abraham." (Matt. 1:1). Gennem hele Det Nye Testamente bliver hans Jødiske identitet fremhævet. Han blev omskåret på den ottende dag (Lukas 2:21), opdraget i et rettroende Jødisk hjem (Luk. 2,41) og lærte Toraen (3) fra sin ungdom af (Lukas 2:46-49).

Han sagde til en Samaritansk kvinde, at "frelsen kommer fra Jøderne" (Joh 4:22), og han holdt de Jødiske fester (Joh 7:2, Joh 10:22). Han sagde til sine disciple på deres første prædiken-mission, at de ikke skulle gå til hedningerne, men "derimod til de fortabte får af Israels hus" (Matt. 10:6). Ganske vist havde Han voldsomme kontroverser med de religiøse ledere på Hans tid, men det havde de Hebraiske profeter, Esajas, Jeremias, Amos og andre også.

Med hensyn til korsfæstelsen, lægger Det Nye Testamente ikke skylden på ”Jøderne”, og antyder helt afgjort aldrig, at de efterfølgende generationer af Jøder skal forfølges på grund af dette. Der er et problem med Johannes Evangeliet i dets brug af begrebet "jøderne" til beskrivelse af oppositionen mod Jesus, men en intelligent læsning af teksten viser, at Johannes taler om den Jødiske religions ledere, og ikke hele det Jødiske folk.

I Johannes 5:18 står der: "Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.” Da Evangeliet gør det klart, at Jesus selv (Joh 4:9) og disciplene var Jødiske, kan brugen af ​udtrykket "jøderne" i Johannes 5:18, og andre steder i Evangeliet umuligt betyde hele det Jødiske folk. Det betyder de religiøse Jødiske ledere.

På mange måder er Johannes Evangeliet det mest Jødiske af evangelierne, idet det viser sammenhængen mellem Jesu lære og de Jødiske højtider og skikke. I Johannes Evangelium gør Jesus det klart, hvem der er ansvarlig for Hans død: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.« (Joh 10:17-18)

Konsekvensen af ​​dette er klar. Jesus tager selv ansvaret for sin død. Det skete på dette tidspunkt og denne måde efter Hans valg, for at Han kunne opfylde Faderens vilje ved at dø som offer for verdens synder og opstå fra de døde for at give evigt liv til dem, der modtager Ham. Intet menneske, Jøde eller ikke-Jøde, har ret eller magt til at tage Jesu liv fra Ham mod Hans vilje.

Dette opfylder profetien i Esajas 53, hvori det hedder om Messias’ lidelser: "Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom. Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv, og Herrens vilje lykkes ved ham." Esajas 53:10.

I kapitel 6 vil vi se på de forskellige argumenter omkring denne profeti, men idet vi antager det syn, at det handler om Messias’ offerdød, opfyldt i Jesus, placeres ansvaret for Messias’ lidelser på Gud selv. "Det var Herrens vilje at knuse ham " betyder, at Jesus blev henrettet for at opfylde Guds vilje.

Evangelierne har samme opfattelse, idet vi ser, Jesus overgiver sig selv til Guds vilje med henblik på at forløse verden.

I Getsemane bad Han: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.« (Matt 26:39)

"Dette bæger" refererer til de lidelser, som Han vidste, lå forude. Det var nødvendigt for Ham at gå gennem denne lidelse, således at Han kunne blive ”Guds lam, som bærer verdens synd" (Joh 1:29)

Ifølge Hebræerbrevet kommer de, der tror, ”til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels." Hebræerbrevet 12:24. Abel’s blod talte om hævn for Kains morderiske synd (Første Mosebog 4), men Jesu blod taler om nåde og tilgivelse.

Forkert undervisning i kirkerne har dog vendt det på hovedet og anvender verset i Matthæus Evangeliet: »Lad hans blod komme over os og vore børn!« (Matt 27:25), til at hævde, at lidelserne for det Jødiske folk er resultatet af en selvforskyldt forbandelse, og selv de Kristne er derfor berettigede til at forfølge det Jødiske folk i Jesu navn.

Intet kunne være længere borte fra sandheden. Jesus selv bad på korset: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør,« (Luk. 23:34) og udtrykte således Guds vilje, at selv de ansvarlige for Jesu død - hvad enten de var Jøder eller ikke-Jøder - skulle finde tilgivelse ved Hans navn. Skal vi basere vores teologi på ordene fra en rasende menneskemængde eller på Herren Jesu Ord?

Svaret på Jesu bøn skal findes ikke længe derefter gennem Apostlenes forkyndelse. Peter placerede det menneskelige ansvar for Jesu død på dem, der krævede Ham korsfæstet:

”Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort sin tjener Jesus, som I forrådte og fornægtede over for Pilatus, skønt han havde besluttet at løslade ham. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og krævede at få en morder benådet. Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde. Det er vi vidner om.” (ApG 3,13-15)

Dette var ikke for at sige, at enhver Jøde i live er ansvarlig, da Peter selv var Jødisk ligesom alle tilhængere af Jesus på det tidspunkt. Det var bestemt ikke for sige, at de efterfølgende generationer af Jøder, der ikke havde nogen forbindelse med beslutningen om at opfordre til Jesu død, var ansvarlige. Det var for at sige, at det var mennesker i live, der rent faktisk lyttede til Peter’s tale i det øjeblik, der var ansvarlige.

Men selv for dem var der et budskab om håb og tilgivelse. For at forklare betydningen af Jesu død og opstandelse, sagde Peter: "Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere; men Gud har på den måde opfyldt det, han forud har forkyndt ved alle profeterne, at hans salvede skulle lide. Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud;” (ApG 3,17-19)

De mennesker, som opfordrede til Jesu død, var ansvarlige for det justitsmord, der fandt sted. Men de var uvidende om den åndelige betydning af det. Derfor Jesu ord: "De ved ikke, hvad de gør." Formålet med Apostlenes forkyndelse var at fortælle dem, hvorfor Jesus døde og genopstod og for at vise dem, hvordan de også kunne finde tilgivelse og evig frelse ved at omvende sig fra deres synd og tro på Hans navn.

Da alle de mennesker, der hørte dette budskab, samt de mange tusinder, som reagerede på det i de tidlige kapitler i ApG, var Jøder, blev Jesu bøn om tilgivelse for dem, der fik Ham korsfæstet, besvaret. Det er klart, at Evangeliets budskab fra begyndelsen var bestemt til at være "Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker (hedninger)." (Rom 1,16)

Både Jøder og Hedninger måtte træffe valget, om de ville tage imod den frelse, som tilbydes af Messias, eller de ville afvise den. Selvfølgelig afviste mange Jøder Apostlenes budskab, præcist som det sker, når det samme budskab bliver præsenteret for folk i verden, uanset hvilken race de tilhører. På den tid var der en splittelse blandt Jøderne mellem dem, der var for Jesus, og dem, der var imod Ham. Præcis den samme opdeling findes i dag blandt alle de folk i verden, hvor Evangeliet bliver forkyndt.

Det udsagn, der virkelig fortæller os, hvem der var ansvarlig for Jesu død, findes i ApG 4:24-28:

”Da de hørte det, opløftede de alle som én deres røst og bad til Gud: »Herre, du, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, du, som har sagt ved Helligånden gennem din tjener, vor fader David: Hvorfor var folkeslagene i oprør? Hvorfor lagde folkene planer, der ikke kan lykkes? Jordens konger rejste sig, fyrsterne slog sig sammen mod Herren og mod hans salvede.

Ja, i sandhed, de har slået sig sammen i denne by mod din hellige tjener Jesus, som du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med folkene og Israels stammer for at udføre det, som din hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske.”


I denne bøn er alle kategorier af mennesker impliceret, Herodes og Pontius Pilatus sammen med Hedningerne og Israels folk. Hedningerne er faktisk nævnt før Israels folk. Derfor har de ingen ret til at påberåbe sig nogen overlegenhed eller fordømmende holdning overfor Jøder. Det er klart, at den fysiske handling, der korsfæstede Jesus, blev udført efter ordre fra den Romerske guvernør, af Romerske soldater, på den Romerske måde. Mærkeligt, at ingen nogensinde har foreslået, at Italienerne dræbte Jesus, og derfor måtte de være under forbandelse!

Alt dette skete ”for at udføre, hvad din hånd og dit fortsæt bestemte, før det skulle ske"; med andre ord, for at opfylde Guds forudbestemte plan. Så vi ser, at det endelige ansvar for Jesu død ligger hos Gud selv - for at opfylde Hans fortsæt.

Enhver forfølgelse af Jøderne fra kirkernes side er en forfærdelig fordrejning af sandheden og et forræderi imod den virkelige Messias Jesus. Desværre gjorde kirken det stik modsatte af, hvad Paulus lærte i sit brev til Romerne, hvor han talte om, at Israel og det Jødiske folk er roden, der understøtter ”oliventræet”. Med dette mente han, at den Kristne tro er baseret på den åbenbaring, der er givet til verden gennem det Jødiske folk i den Jødiske Bibel og opfyldt i den Jødiske Messias. Hans budskab er blevet formidlet til Hedningerne ved Hans Jødiske disciple, der skrev det Nye Testamente. Derfor, hvis Kristne vil have et sandt åndeligt liv, er de nødt til at vedstå den gæld, de har til Israel, og at tilbagebetale gælden med kærlighed til det Jødiske folk.

I Romerbrevet 11 gør Paulus det klart, at uanset, om det Jødiske folk accepterer Jesus eller ej, er de stadig ”elskede, og det er de for fædrenes skyld (dvs. patriarkerne i Israel og den pagt, Gud gjorde med dem. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.” (Rom 11:28-29). På dette grundlag har Kristne et ansvar for at elske det Jødiske folk og behandle dem med retfærdighed og venlighed, uanset hvad de tror om Jesus. Det er væsentligt, at Paulus skrev dette brev til Kristne, der levede i Rom - hovedstaden i det Romerske imperium og den by, der skulle dominere kristenheden i de følgende århundreder.

Hvad gik galt? Da kirken blev domineret af et stort antal ikke-Jøder, der sluttede sig til, blev Jødiske Jesus-troende en minoritet. De Kristne begyndte at bevæge sig væk fra det livsmønster, der var givet dem af Jesus og Apostlene, og dannede en religiøs institution, der kun havde liden lighed med den oprindelige model i Det Nye Testamente. De ønskede også at indynde sig hos de Romerske myndigheder, der var fjendtlige mod det Jødiske folk efter det mislykkede Jødiske oprør mod Rom i år 70 og år 135 e.Kr. Efter Romerrigets fald fremstod Romersk-Katolicisme som den dominerende kraft i Europa, og biskoppen af ​​Rom blev pave, idet han overtog en stor del af den Romerske kejsers styrke og karakter (selv en af ​​hans titler - Pontifex Maximus). Dette gav en tragisk forvrængning af det Kristne budskab, der var domineret af korrumperede gejstlige med enorme rigdomme til rådighed, idet de udnyttede og ødelagde de Europæiske befolkninger i kristendommens navn.

Hvor anderledes ville det ikke have været, hvis den Romerske kirke havde været opmærksom på brevet til Romerne! Da kirken mistede sin forståelse for det Jødiske folk, blev den afskåret fra sine rødder. Derfor var den frugt, den producerede, ikke Helligåndens frugt, "kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse." (Gal 5:22-23), men kødets værk, der manifesterede sig i den grusomme og korrupte kirke i Middelalderen og længere frem.

Da jeg var studerende, husker jeg, at jeg så en film over Bernard Malamud’s bog, The Fixer. Den gjorde et stort indtryk på mig. I denne historie bliver Yakov Bok, en Jøde, der bor i Zarens Rusland, fejlagtigt anklaget for mord og fængslet. Sagen er et typisk eksempel på den anti-Semitisme, der florerede i Rusland i slutningen af det 19. århundrede. Myndighederne inddrager den Russisk Ortodokse kirke i deres afhøringer af Bok, ved at forsøge at tvinge ham til at konvertere til kristendommen. De giver ham et Ny Testamente at læse, hvilket han gør. Da den Russisk Ortodokse præst kommer for at afhøre Yakov og finde ud af, hvad han har lært af Det Nye Testamente, fastslår han bare: "Jesus var Jødisk, så uanset, hvem der hader Jøderne, så hader de Jesus." Dette er absolut sandt, og had til Jøderne viser en ånd af magt, tyranni og fordomme, der er en absolut modsætning til Jesus Messias’ sande Ånd. (Kapitel 2 af Messias Factor

Noter:
1. ‘Homilae Adversus Iudaeos’. John Chrysostom (c307-407) was a preacher with great powers of oratory from Antioch.
2. ‘
Concerning the Jews and their lies’. Martin Luther (1483-1546), the founder of the German Reformation.
3. Torah – the first five books of the Bible, also known as the Pentateuch. Considered by Judaism to be the most important section of the Bible and read in its entirety in the Synagogue every year.